Det var vist i DRs meget populære Operarejsen at Cilius & Co. talte om at Madame Butterfly var en af verdens mest spillede og mest populære operaer. Da den blev uropført i 1904, blev den indledningsvist en fiasko, men i dag er det den opera, der ligger på sjettepladsen over de hyppigst opførte operaer (den mest populære er ifølge internettet Verdis La Traviata – red.).

Det er de dygtige kræfter i Den Jyske Opera, der står for den aktuelle iscenesættelse af operaen opførelsen, som i skrivende stund er på tour rundt i landet. Nedenstående anmeldelse er baseret på opførelsen i Musikkens Hus i Aalborg, lørdag den 16/11.

Hvis du ikke kender fortællingen, så er det historien om en stakkels, ung Geisha, der selvfølgelig kaldes ´Butterfly´. I løbet af operaen finder man ud af af den unge kvinde oprindelig ikke kommer fra trange kår, men da hendes far blev vanæret og tvunget til at begå selvmord, har den 15-årige pige måtte ernære sig som glædespige i Nagasaki.

Heldigvis dukker der en dag en amerikansk flådeofficer op i byen. Han betages øjeblikkeligt af den unge kvinde og hun af ham. Han lover hende guld og grønne skove, indlogerer hende i et hus som han har købt og overdrager ligeledes en pæn portion penge, idet han bliver nødt til at vende hjem til USA. Man kunne måske så forvente en slags japansk version af Pretty Woman, men det er ikke tilfældet.

En af Butterflys tjenestepiger overhører nemlig flådeofficer Pinkertons ord til sin kammerat om, at ægteskabet med Butterfly blot er for sjov. Han har naturligvis i sinde, at gifte sig rigtigt med en amerikansk viv så snart han vender hjem til De Forenede Stater. Imens han er væk er Butterfly lagt for had i lokalsamfundet. Hun har afsvoret sig sine gamle guder og omfavnet den nye, amerikanske gud. Der er dog ikke meget hjælp at hente fra oven, for hun venter blot i længsel på at hendes officers skib igen skal dukke op i horisonten. At han skal komme hjem til hende og til det barn hun i mellemtiden har født. Der er derfor lagt op til den store dramatiske finale, idet Pinkerton mod slutningen af andet akt ankommer til Nagasaki, sammen med sin nye hustru.

Madama Butterfly bliver således en fortælling om den naive tro på kærligheden og måske især den bevidst, grove udnyttelse af andre mennesker fra andre kulturer. Samtidig bliver historien en, der set med nutidige øjne også kan anskues allegorisk, som en fortælling om den måde vesten udnytter fremmede landes befolkning på – i dette tilfælde handler det om romantik, men det kunne jo lige så godt være handelsaftaler, råstoffer eller traktater.

Denne aften i Aalborg fungerede både symfoniorkester og de medvirkende sangere rigtigt fint. Alle var de superdygtige og i forhold til de optrædende på scenen bør især Butterfly (denne aften fremførst af Chunxi Stella Hu) og Rhys Jenkins, som indtog rollen som konsulen, fremhæves. Der var også stående applaus i salen efter forestillingen var tilendebragt. Selv om mange i Musikkens Hus virkede meget begejstrede, så var anmelder desværre ikke helt så overvældet over forestillingen.

Det er vanskeligt at sætte fingeren på hvad det var der præcist gjorde, at undertegnede ikke overgav sig betingelsesløst til dette musikalske drama. Scenografien var meget stilren og enkel, idet den primært bestod af japanske rispapirsvægge, der blev skubbet frem og tilbage i et væk, når der var behov for et større eller mindre scenerum. Denne megen rykken rundt endte dog med at virke mere tilfældig end elegant og ikke mindst meget repetitiv. Det virkede som om at væggene ikke måtte stå stille mere end fem minutter af gangen.

Når der tales iscenesættelse, så virkede også vildt sært at Butterflys barn, der i denne opsætning var en dukke på størrelse med et treårigt barn, blev ømt håndteret af sin moder, mens Butterflys tjenerinde nærmest konsekvent bar barnet rundt på scenen i ´barnet´s ene fod. Hvad den dybere mening med dette var, er vanskeligt at se – i al fald for undertegnede.

Dernæst var det som om der var en vis træghed at føle blandt enkelte af spillerne. Langt fra alle, men enkelte virkede som om de blot gentog de ting, de havde fået besked på at gøre, mens de undervejs måske ikke fik givet deres figur den troværdighed og gravitas, som den krævede.

Slutteligt, så skal det også nævnes at dette er første gang anmelder ser netop denne opera live og det kan ikke nægtes at når man konfronteres med indtil flere figurer, der er alt andet end sympatiske - med mulig undtagelse af frøken Sommerfugl selv – så er det også ret vanskeligt at have den helt store empati med dem.

Som min hustru nævnte, så skal en virkelig god operaoplevelse jo helst sætte en masse følelser i gang hos sit publikum, men ud over den smukke musik, så efterlod denne sommerfugl desværre ikke det helt store uudslettelige indtryk på nogen af os.

foto: (c) Anders Bach 2024