En fortælling, som i generationer har levet i bedste velgående. Af C.S. Lewis, som skrev den til sin guddatter.

Så meget ligger fast, og det er også udgangspunktet for denne opsætning, som Odense Teater – ført an af Glyn Robbins og Maria Kjærgaard-Sunesen – netop nu folder ud som et veritabelt sceneshow.

Fortællingen læner sig meget op ad den kendte fortælling, og der er således ikke de store udsving. Det bidrager til en ro og tryghed for teatergængerne, hvorved egentlige overraskelser ikke finder sted. Det skulle dog lige være måden, hvorpå julemanden, som for så vidt også er med i den kendte fortælling på skrift, entrerer. Nævnes her skal det ikke, for overraskelsesmomentet er et af de mange, som støder til på scenen og sætter barren højt for dette stykke.

Jeg sad i gulvhøjde og kunne bevidne, hvorledes Lucy bliver opslugt af garderobeskabet med de mange fine pelsfrakker og pludselig findes i et andet land. Et land med evig vinter, hvorefter sne falder, og en faun dukker op fra skyggerne bagtil på scenen. En scene, som virkelig formår at indfange den betragtende på en måde og i et niveau, intet biograflærred kan nå.

Her beskrevet meget konkret med udgangspunkt i spejlet bagtil, som skaber mystik, skygger og afbildninger af de fire børn fra ryggen, når de bevæger sig mellem træer og frem i Narnia, som, mærker beskueren også, bliver køligere og køligere, idet den hvide heks bliver mere og mere fremtrædende og – for Edmund især – lokkende.

Replikkerne falder tørt og indstuderet, uden at det dog går ud det flydende og naturlige. Det bliver med andre ord slet ikke mekanisk, for skuespillerne formår at levendegøre denne fortælling, som sætter sig ganske endnu mere af den grund.

Dynamikken mellem de fire børn – Peter, Susan, Edmund og Lucy – er flydende og autentisk. Særligt den, der findes mellem de to yngste.

Humor tillige. Det er lykkedes at forbinde fortællingen og udførelsen med et passende strejf af humor. En underfundig og pludselig brydende replik eller sceneskifte, som skaber varme og pludselig latterudbrud i salen.

Det varmer og gør godt.

Idet Aslan træder ind på scenen, tager sceneshowet fart, og kampen mellem det onde og det gode kan folde sig ud.

Det er noget, der for alvor finder sted efter en velvalgt pause.

Herfra er der smæk for skillingen.

Første del er opbyggende – helt frem til det tidspunkt, hvor den hvide heks bemærker, at hun hører fugle og vands klukken.

Hun aner uråd.

Efter pausen bryder solen igennem, og ulvene glammer ganske endnu mere, mens hr. og fru bævers hatte bestående af grene springer ud. Blade forefindes.

Sjældent har jeg været så opslugt af sceneshow og fortælling samt udførelse, når jeg har frekventeret teatersalen.

Alt går her op i en højere enhed, og jeg spår denne forestilling stor succes.

Det er i al fald mit håb, for der er detalje og rigdom i udførelsen.