Når ondskab er så svær at forstå, hvordan kunne den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt så betegne den som banal?

Luften er tæt af noget, der var væsentligt og uhyggeligt vedkommende, når Odense Teater spiller den suveræne forestilling Arendt - at se i mørke. Kynisme og en uendelig sorg fylder denne forestilling, som er en af dem, man vil huske i årevis derefter - blandt så meget andet, der hurtigt er glemt. Men der er i enkelte øjeblikke i stykket også en forløsende humor.

Scenen er et hotelværelse i København i 1975. Hannah Arendt er i København for at modtage Sonningprisen og forsøger at få skrevet sin takketale færdig til tiden. Men erindringerne vælter ud af skabet. Adolf Eichmann hjemsøger hende i tide og utide, ja midt i den dystre absurditet træder Eichmann ud fra toilettet efter at have forrettet sin nødtørft.

Denne scene er en oase i den intense fortælling om Arendt, der i 1961 for tidsskriftet The New Yorker skrev fra retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann i Jerusalem. Eichmann var ansvarlig for deportationen af seks millioner jøder til de nazistiske udryddelseslejre og blev ved den israelske domstol dømt til døden. I 1963 udsendte Hannah Arendt bogen Eichmann i Jerusalem.

I Odense Teaters stærke version spiller Ina-Miriam Rosenbaum rollen som Hannah Arendt omgivet af Benjamin Kitter, der spiller flere roller, stærk og med et imponerende register som både den insisterende og og temperamentsfulde israelske anklager, der vil have den ultimative hævn over Eichmann, og Arendts anden mand, Heinrich Blücher. Og af Klaus T. Søndergaard, der bag det skudsikre glas i boksen i retssalen i uhyggelig grad ligner Adolf Eichmann, hvad både udseende, mimik og kropssprog angår.

Fantastisk præstation
Ina-Miriam Rosenbaum fylder ikke meget på en scene, men for søren, hvor hun da bare brænder igennem i den vedholdende skildring af Hannah Arendts skånselsløse budskab: Den banale ondskab er den ondskab, der udspringer af en total mangel på personlig og moralsk stillingtagen.

Den farligste ondskab er ikke den ondskab, der udspringer af ideologi eller en overbevisning, men den, der næres af tankeløshed og ligegyldighed. Ina-Miriam Rosenbaum leverer en fantastisk præstation i kolporteringen af dette budskab.
>
Immun
Netop denne ondskab er total immun over for argumenter. Som Eichmann siger på anklagebænken bag det skudsikre glas: “Jeg nægter han at tale om følelser”. Sådan taler en farlig bureaukrat. Stykket er skrevet af den amerikanske dramatiker Rhea Leman, der har slået sig ned i Danmark. Hun bruger en klassisk fortælleform med flashbacks fra hotelværelset i København.

Udsigten gennem panoramavinduerne ses Københavns silhuet, der afveksles med billeder fra Hannah Arendts liv som jøde i 1930erne Tyskland, flugten til Paris, internering og senere den sidste flugt til New York, hvor hun endte med at slå sig ned. Gennem vinduerne dukker erindringer fra brændende byer og brutale billeder fra barndommen op.

Man behøver ikke engang at kende til Hannah Arendts bog eller tænkning for at få maksimalt udbytte af denne suveræne teaterforestilling. Midt i den totalt dystre atmosfære sidder man som teatergæst og mærker den befrielse, det er igen at se teater, der har så stærk en appel og mening.