Du får brug for alle sanser, når du indløser billet til Teater Nordkrafts nye forestilling Ensemble, cést tout. Idet du træder ind i teaterets mørke mødes du ikke kun af en scenografi, der mest af alt ligner en mellemting mellem et stort køkken, og en bohemelejlighed, men også af duften af mad, der er ved at blive tilberedt. En duft der kun forstærkes i løbet af forestillingen. På scenen er de fire medvirkende allerede til stede og imens en af dem er i fuld gang med at skære løg, sørger en anden at byde publikum velkommen og tilbyder endda et glas bobler til de af os, som ser mest tørstige ud.

Et par publikummer bliver også bedt om at hjælpe med til at skære løg til suppen og i det hele taget skal man være beredt på som tilskuer, at være klar til at hjælpe skuespillerne med at gennemføre forestillingen. Det er lige præcis det som teater kan: bryde grænserne mellem betragtere og medvirkende.

Gæsterne i salen får inden stykket for alvor er startet, instrukser på, at hvis man af en eller anden grund nægter at ville være en af dem der skal op på scenen, så skal man bare tage et æble fra den kurv der selvfølgelig bliver placeret allerbagerst på scenen. Et tilbud som en ældre herre straks tog imod, men paradoksalt nok, idet han hentede sit æble var han allerede blevet en del af eftermiddagens forestilling, til stor moro fra publikum og til lettere skjult irritation fra mandens hustru.

Den lørdag eftermiddag hvor Kapellets anmelder oplevede forestillingen, var der dog ikke problemer med at få fundet andre frivillige til at deltage i forestillingen, muligvis fordi langt de fleste scener der involverer publikum involverede at spise noget meget lækker mad. Faktisk er netop mad et væsentligt omdrejningspunkt i stykket.

Publikum bydes velkommen i bohemelejligheden af den den excentriske Philbert. Han fortæller at den lejlighed han bor i egentlig tilhørte han nu døde bedstemor. Han har fået lov til at bo i herskabslejligheden, mens resten af familien venter på at boet bliver gjort op. Philbert er af adelsslægt og mildest talt en særling, der har ganske svært ved at finde sig til rette i samfundet. Det samme gælder for Franck, den løgsnittende og let irritable kok. På syvende etage i opgangen er den unge pige Camille blevet indlogeret. Både Franck og Camille er personer Philbert har mødt tilfældigt og forbarmet sig over, da ingen af dem havde et sted at bo. Den sidste medvirkende er Francks ganske demente mor, som konstant leder efter sin kat og ikke vil på plejehjem. Det er disse fire skæbner, som vi i hele to timer er i selskab med.

Teater Nordkrafts stykke er baseret på Anna Gavaldas roman af samme navn, udkommet på Lindhardt og Ringhoffs i 2004 med titlen Bare sammen. Det virker som om Teater Nordkraft virkelig er god til at finde inspiration i nyere fransk litteratur, for ikke helt ulig Betty Blue https://kulturkapellet.dk/teateranmeldelse.php?id=418, der var på plakaten sidste år, har vi også i dette stykke at gøre med en række figurer, der både synes at falde udenfor samfundsnormerne og som i stedet selv prøver at definere rammerne om et liv i en form for aparte fællesskab.

Selv om selve plottet og fortællingen i dette stykke ikke er nær lige så stærk som i ovennævnte Betty Blue, så bør du stadig sørge for at købe billet til Ensemble, cést tout for teateroplevelsen og ikke mindst alle de medvirkende, sørger for at du får en ganske uforglemmelig aften.

Selv om du måske ikke er en af dem der bliver hevet op på scenen for at få en bid mad , så sørger de eminent dygtige skuespillere for at du bliver engageret i deres liv. Philbert (Jacob Hannibal) forsøger at holde sammen på den lille flok, som deres selvbestaltede leder selv om det måske kniber med selvtilliden. Camille (Mira Elisa Obling) besvimer hele tiden, da hun lider af en spiseforstyrrelse. Derfor får Philbert gennemtrumfet at hun lov til at flytte ind i herskabslejligheden, i stedet for at fryse ihjel på kvisten. Franck (Jonathan Stahlschmidt) har ingen penge og irriteres konstant af sin alderssvækkede mor (Marion Reuter) og hun kan stadig ikke finde sin kat. Hvordan situationen udvikler sig mellem dem, skal ikke afsløres her, men tro blot på at det ikke er fascinerende at overvære.

Der er fuld smæk på forestillingen fra start til slut og de scener hvor figurerne opholder sig væk fra hinanden på andre locations, bliver på helt selvbevidst vis dikteret gennem dialogen. Faktisk er en del af replikkerne nogle der peger på at ”det der nu sker er...” På den måde er der ikke behov for sceneskift eller lange forklaringer, for hele konceptet med helt fra starten af at have slået hul på den fjerde væg er virkelig god. Man kunne måske tro, at når nu et teaterstykke i så høj grad peger på, at det netop er et teaterstykke, ville det være vanskeligt at leve sig med ind i de figurer og de fortællinger der opstår mellem dem, men sært nok synes dette valg at have den helt modsatte effekt.

Stykket har muligvis en meget positiv og lettere banal morale om at ”familie er noget man selv vælger”, at de der har svært ved at passe ind i systemet, selv må skabe et system der fungerer for dem – men ikke desto mindre er det stadig virkelig morsomt og rørende at opleve hvad de fire oplever i fællesskab.

Igen har Teater Nordkraft skabt en ganske enestående forestilling, som enhver der holder af at gå i teatret ikke bør snyde sig selv for. Det kan godt være at det er teater der kan virke grænseoverskridende for enkelte, som måske kræver at du ikke blot er observatør, men ligefrem bliver medskaber af aftensens forestilling. Til gengæld er der fuld smæk på de medvirkende, hvor ingen af dem skal fremhæves på andres bekostning – de er alle superdygtige og nærværende i hver deres rolle.

Som et sidste punktum for forestillingen, så inviteres de publikummer, som skulle have lyst til det på en kop suppe efterfølgende i teatrets forhal. Selv når man laver en forestilling der i så høj grad handler om mad, så ligger det jo lige til højrebenet, at man heller ikke skal promovere madspild. Så køb en billet og føl, lyt, duft, smag og ikke mindst se Ensemble, cést tout.

Foto fra forestillingen: Morten Fauerby (c)