Når en af ens yndlingsfilmskuespillere pludselig annoncerer, at han har tænkt sig at spille teater i nærheden, så slår man selvfølgelig straks til og bestiller billet. Oprindeligt skulle John Malkovich have optrådt for os den 23. januar 2024, men af ´personlige årsager´ blev forestillingen rykket til den 28/9. Var denne lange ventetid så det hele værd? Det korte svar er et rungende JA!

På scenen var, idet publikum blev genet ind i salen, et kammerorkester ved at stemme deres instrumenter. De var ikke placeret i orkestergraven som vanligt, men sad helt synlige på bagscenen og fungerede både som musikalsk ledsager til de optrædende og som en del af forestillingen, idet der flere gange undervejs var interaktion mellem skuespillere, dirigent og enkelte medlemmer af orkestret.

Ud over en simpel, men effektiv lyssætning, bestod scenografien desuden udelukkende at et skrivebord af metal, en kontorstol og en bunke bøger - nærmere bestemt alle bøger, der var biografier om forestillingens helt centrale hovedperson. Klædt i hvidt jakkesæt dukkede John Malkovich op – og meget u-jysk klappede folk begejstret allerede inden de havde set hvad han kunne byde på.

Alle der kender skuespilleren (eksempelvis fra film som Spike Jonzes enestående Being John Malkovich, Shadow of the Vampire, Con Air eller mange andre) ved at han stort set altid indtager roller, som enten lettere anløbne typer eller en deciderede antagonister. Således også denne aften. I The Infernal Comedy indtog Malkovich rollen som Jack Unterweger. Anmelder kendte ikke navnet på forhånd, men en hurtig googlesøgning inden stykket gik i gang afslørede at den østriskfødte mand stykket er baseret på, var en endog meget slet person. De nærmere biografiske detaljer vendes der tilbage til om lidt.

Har du oplevet Malkovich på film eller i interviewsammenhænge, vil du sikkert også have lagt mærke til at han har en meget særegen måde at tale på. Idet Hr. Unterweger begyndte at fortælle om sit begivenhedsrige liv virkede det indledningsvis utroligt mærkværdigt. Selv som tidligere engelsklærer følte Kapellets udsendte sig ganske udfordret, til trods for at forestillingen også bød på danske overtekster (der denne eftermiddag desværre ikke fungerede helt optimalt). Havde den nu 70-årige skuespiller mistet evnen til at artikulere? Hurtigt italesatte han sit eget dårlige engelsk og begrundede det med, at lige som Governatoren selv, så kunne han ikke - uanset hvor meget han ellers prøvede - ryste sin tykke østriske accent af sig. Se, så gav det meget mere mening. Det var dog stadig en ret speciel oplevelse at høre Malkovich udtrykke sig med tilnærmelsesvis samme accent som Arnold i næsten to timer.

Snart fik aftenens hovedperson besøg af to kvinder der, som han sagde til publikum, repræsenterede en række af de kvinder som spillede en kæmpestor rolle i mandens liv. Jack kommenterede også konstant på hans managers mange ideer til forestillingen, blandt andet den – i hans øjne totalt hjernedøde – idé, at han skulle læse op af biografien ledsaget af dramatisk musik. Det sørgede ovennævnte Orchester Wiener Akademie & Wroclaw Baroque Orkester i den grad for. Selv om stykket blev spillet i den store sal og orkestrets instrumenter ikke var blevet udstyret med mikrofoner, kunne man selv på række 23 sagtens høre hvad der foregik. Det gjaldt også for de to kvinder på scenen, der dog var ´miket op´, som man siger på nudansk. Både Marie Arnet og i særdeleshed Theodora Raftis var ikke alene ´kvinderne i Jacks liv´ men også fremragende sangere, der mellem monologen, sammen med orkestret fremførte helt forrygende arier fra en række forskellige operaer af bl.a. Gluck, Boccherini, Vivaldi, Mozart, Weber, Bethoven og Haydn.

Jack fortalte på sit gebrokne engelsk om sin barndom, om det mord han begik som ung, og om at have siddet i fængsel i 15 år. Her var han også begyndt at skrive den bog, som var den slet skjulte årsag til at han optrådte på scenen denne eftermiddag. Bogen var nemlig blevet en vaskeægte succes. Han var blevet fejret af akademikere og i litterære kredse. Så efter at have endt sin fængselsdom tog han bl.a. ud og rejse. Unterweger drog bl.a. til USA hvor han endda kom til at fungere som en slags civil ekspert, der assisterede politiet i eksempelvis de miljøer hvor de prostituerede befandt sig. Det var jo en nærmest perfekt platform til at genoptage sin tilbøjelighed til at begå mord, for Jack myrdede kvinde efter kvinde ved at kvæle dem i deres egen BH.

Som endnu en kontrast mellem den meget smukke, dramatiske musik, benyttede aftenens hovedperson også chancen for at både befamle og ikke mindst voldsomt at kværke de to kvinder på scenen. Selv om der var enkelte i publikum, der grinede lidt nervøst af denne optræden, så var det rent faktisk ganske ubehageligt at se disse ganske voldsomme overgreb ske live foran os alle.

Selv om The infernal Comedy var voldsom, så var det også som titlen antyder en komedie – godt nok en meget mørk en af slagsen, for Hr. Unterweger havde helt bestemt sans for groteske jokes og morsomme replikker. Måske var det netop kontrasten mellem den charmerende fyr med den mærkelige accent og så hans ekstreme voldsomme ageren overfor de så smukt syngende kvinder på scenen, der endte med at gøre et varigt indtryk på undertegnede. God hjulpet på vej af opera selvfølgelig - for som fyren der sad lige ved siden af anmelder udtrykte det; ”alt bliver bare bedre med opera.”

Dagen efter forestillingen fandt undertegnede ud af, at John Malkovich allerede i 2009 første gang optrådte med denne forestilling og at han ud over denne seriemorderkomedie, sammen med instruktør Michael Sturminger har skabet to andre forestillinger der på samme måde kombinerer klassisk musik med skuespil.

The Infernal Comedy var i al fald en fremragende aften i teatret. Hr. Unterweger var godt klar over at han både var død for længst og meget metaagtigt fanget i denne teaterforestilling for evigt, som en form for diabolsk straf for alle sine ugerninger. I al fald kan anmelder konstatere, at dette var en helt unik og fascinerende teateroplevelse, hvor man både fik chancen for at være i samme rum som en verdenskendt skuespiller, blive udsat for enorm smuk barokmusik og endelig fik serveret fortællingen om den kyniske og udadtil vældigt sympatiske, meget selvreflekterede morder, der dog blankt indrømmede overfor os alle, at han faktisk ikke selv vidste hvorfor han myrdede alle disse kvinder.