Publikum er i trygge hænder hos det kreative team på Det Ny Teater. Det hele virker bekendt og så alligevel ikke helt. Vi møder det romatiske unge par, de komiske side-kicks, den splittede skurk og selvfølgelig en rar, gammel farmor. Det er, som om nogen har puttet bidder af forskellige musicals i en blender, og nu serverer os en musical-smoothie. Den smager lidt af My Fair Lady, Les Miserables, en smule af Newsies og sidst, men ikke mindst, toppet med minder fra Anastasia-tegnefilmen. Hele herligheden kan så nydes med et stykke russisk historiefortælling ved siden af.

I Leningrad i 1927 udklækker de to svindelere Dmitry og Vlad en storslået plan for at tjene nogle gode penge. De vil få gadefejeren Anya til at fremstå som storhertuginden Anastasia Romanov. Hun skulle efter sigende have overlevet massakren på resten af sin kongelige familie under den russiske revolution 10 år tidligere.

Her kommer forestillingens vink med en vognstang til My Fair Lady. Om de havde sunget The Rain in Spain i stedet for Lær at gøre det havde ikke haft nogen betydning for selve forestillingens fortælling. Dmitry og Vlad underviser Anya i alt, hvad en sand Romanov burde vide. De tre begiver sig herefter ud på en farefuld rejse til Paris for at mødes med Zarens eneste levende slægtning, enkekejserinden. De håber her at kunne præsentere Anya som Ruslands forsvundne prinsesse. Der er udlovet en god sum penge for at finde Anastasia, hvilket er en god drivkraft for både Dmitry og Vlad.

Anya lider af hukommelsestab og ved ikke hvem hun er. Det eneste hun kan huske er, at hun må til Paris. Hun bliver betaget af den unge Dmitry. Jo mere han fortæller hende om Anastasia, jo mere begynder hendes hukommelse at vende tilbage. Det åbenlyse twist er, Anya er den sande Anastasia.

Første akt er meget langt. Det går lidt i stå i sin fortælling, på trods af at Stephen Flaherty og Lynn Ahrens ofte er dygtige til at skrive musik og tekster, som driver handlingen frem. Der er mange fortællinger i fortællingen. Nogle lykkes bedre end andre. Den overordnende fortælling om Anyas vej til genforeningen med sin bedstemor fungerer lige efter bogen. Den spirende romance mellem Anya og Dmitry mangler en gnist, og den efterlader et ønske om, at der havde været brugt lidt mere tid på at give plads til udviklingen.

Vi møder enkekejserinden, hvis historie heller ikke får lov til at udfolde sig. Hun bliver bare den rare, gamle bedstemor. Vlad, som tidligere var aristokrat, havde en affære med enkekejserindens hofdame Lily, og han håber på at blive genforenet med hende i Paris. Det gør han på Neva Club i et nummer, som fører tankerne over på Thénardier & Madame Thénardier fra Les Miserable.

En anden fortælling i dette virvar af fortællinger er nok den, man kunne have ønsket havde fået meget mere plads til at blive fortalt. Karakteren Gleb er den mest interessante af dem alle. Han er den, som har den største karaktermæssige udvikling. Problemet er blot, at der springes for hurtigt fra A til Å. Så vi har lidt svært ved at følge med. Gleb er forestillingens Javert. Men hvor Javert søgte efter Jean Valjean i mere end 20 år, har Gleb ikke ledt efter Anya så længe. Gleb har en voldsom og trist baggrundshistorie med sig som sin motivation for at ville finde og dræbe Anya.

Det er Mikkel Hoé Knudsen som spiller Gleb. Han er forestillingens stærkeste og mest fremtrædende præstation. Mikkel Hoé Knudsen er en virkelig god karakterskuespiller og har den bedste vokal i hele forestillingen. Han er en ufattelig god sanger med et meget bredt spektrum. Hans power præstation er grund alene til at tage ind og se Anastasia: The Musical.

Julie Steincke og Kim Hammelsvang er næsten fast inventar i Det Ny Teaters produktioner, og de er begge gode i de komiske roller (Vlad og Lily). Og der er jo ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, når man har fundet noget, der virker. Emilie Groth er sød i rollen som Anya, og det kan sagtens forestilles, at hun bliver den nye Maria Lucia Heiberg Rosenberg, som castes i alle de kommende ung-pige-roller. Hun er ikke den stærkeste skuespiller, men formår alligevel at give os en fin udgave af Anya. Hun får selskab af Mathias Hartmann Niclasen i rollen som Dimitry. Han er heller ikke stærk i sit spil på scenen, og det er synd. Men måske er det bevidst at sætte disse to ´nyere´ ansigter over for hinanden for at få et afbalanceret udtryk.

Anastasia: The Musical er en forudsigelig og standardoplevelse, som udover Mikkel Hoé Knudsen ikke overraskelser. Publikum får præcist, hvad der forventes, men heller ikke mere.