Det er et nostalgitrip tilbage til den tid, hvor moden bestod af cowboybukser med svaj, minikjoler og, vigtigst af alt, pailletter og glimmer, som kunne matche disco-kuglerne i loftet. Lydbilledet bestod af sange af The Bee Gees, ABBA, Kool and the Gang og Donna Summer. Det var dengang, hvor alle dagdrømte om at komme ind på den hotteste klub af dem alle, nemlig Studio 54 på Manhattan.

Endnu mere vigtig er den amerikanske skuespiller John Travolta, som er ikonet I Saturday Night Fever-filmen fra 1977. Hovedrollen gav ham sit livs gennembrud. Travoltas Tony Manero udstrålede så meget charme, sårbarhed og dampende sexappeal, at det fik en hel generations unge piger til at skrive sig op til John Travoltas fanklub. Det er den generation, som er blevet ældre i 2024, der er målgruppen for Saturday Night Fever: The Musical.

Det er ikke, fordi filmen Saturday Night Fever havde et stort og saftigt manuskript. Den havde dog nogle meget dystre tematikker (racisme, stofmisbrug, abort og voldtægt), der stod i kontrast til de festlige scener på diskoteket 2001 Odyssey.

Musical-udgaven er en light-udgave af filmen, hvor man har været nødt til at sørge for, at Travolta-fanklubben ikke vil gå skuffet hjem. Derfor har man valgt at lægge vægt på at få så mange af de lækre dansescener fra filmen med ind på scenen. Det sker så på bekostning af de scener, hvor man havde mulighed for at lave mere karakteropbygning.

Instruktør Pelle Nordhøj Kann kombinerer dette tynde manuskript med den mest hurtige sceneskiftende forestilling, jeg har set. Der skiftes på nærmest action-filmisk vis så hurtigt mellem scenerne, at publikum ikke når at tage den foregående scene ind, før den næste er på.

Dette betyder, at publikum har svært ved at finde fokuspunkt og at blive hevet ind i fortællingen. Det er svært at se helheden som en samlet fortælling. Det bliver mere en dansekoncert end en musical. Publikum er ikke med. De er tabt i fortællingen, også selvom de har set filmen. Derfor har man mere koncertpublikum-hatten på, hvor der klappes med på de uimodståelige rytmer, og det er svært at sidde stille. Vi bliver ikke rørt af fortællingen. Den når simpelhen ikke ud til os i salen.

En forestilling - to fortællinger
Denne forestilling er set på to forskellige aftener for at opleve både Silas Holst og Alban Lendorf, der begge spiller hovedrollen som Tony Manero.

Det burde vel ikke gøre den store forskel i forhold til det samlede udtryk for en forestilling, som er kørt gennem musicalmaskinen opereret af hele Danmarks Musicalteater (et samarbejde mellem Vejle Musikteater, Musikteatret Holstebro og One And Only Musicals). Men når man har set begge forestillinger, viser det sig at være en helt anden sag.

Åbningsscener til forskel
Åbningsscenen er ikonisk. Vores helt, den 19-årige italiensk-amerikanske Tony Manero fra Brooklyn kommer gående med sin malerspand gennem Brooklyns gader. Der er så stramme bukser, og så meget rul i de hofter, at det kan få enhver til at rødme - om end graden af rødmen klart trækker mod Silas Holst.

Denne scene er med til at sætte niveauet for de to hovedrolle-indehavere. Den er med til at indkapsle lidt Travolta-essens og vise, hvordan kemien til de andre medvirkende på scenen udfoldes.

Alban Lendorfs Tony Manero er mere forsigtig. Han har ikke den samme scenedominans som Silas Holst, når der skal laves en karakterskildring af denne alfa-han/sex-gud.

Silas Holst har derimod både sine medspillere og publikums opmærksomhed fanget fra starten. Vi ville nok alle komme til at handle lidt oftere i den farvehandler, hvor Silas Holsts Tony Manero arbejder. For som chefen siger 2kunderne kan godt lide den måde, du går op og ned af stigen på”.

Kan vi få et lydtjek, tak!
Der burde sidde en person fra produktionsholdet med lidt røde ører et sted.

Fælles for begge aftener var, at der var en forstyrrende rumklang, og diskanten var skruet meget op. Det gjorde, at dele af forestillingen virkede som om den var optaget og afspillet på et dårligt anlæg.

Det var måske årsagen til, at de sangmæssige præstationer set med brede penselstrøg ikke var videre sindsoprivende. Vokalarrangement, der spændte i et toneinterval, som en gennemsnitlig sanger vil kunne udføre, vakte problemer for de ellers meget rutinerede sangere. Der var problemer med tonehøjder, timing og simple modulationer.

For at blive ved de sangmæssigepræstationer eller mangel på samme. Det er et yderst underfundigt valg, der er blevet truffet ved castingen af Alban Lendorf. Hvordan kommer man til beslutningen om at opsætte en musical og så træffe valget at caste en ikke-syngende person i hovedrollen? Når man ser på ensemblet alene kunne man have fundet mere end en person, som kunne have udfyldt denne rolle. Valget blev truffet, og Alban Lendorf får nu endnu mere at skulle kæmpe med i de scener, hvor han ikke danser.

For at historien skal fungere, skal der castes en meget karismatisk skuespiller til at spille rollen som Tony. Alban Lendorfs Manero mangler den kant af arrogance, som Tony Manero har over for sine venner og Annette. Han underspiller rollen. Han bliver den pæne udgave af Tony Manero og når ikke langt ud over scenekanten i sit spil.

Det står i meget stor kontrast til de scener, hvor han danser og virkelig tager ejerskab på scenen. Der er også noget med kemien mellem Alban Lendorfs Tony Manero og Stephanie, spillet af Josephine Tvermoes. Det bliver bare ikke så sprudlende, som når Josephine Tvermoes står over for Silas Holst.

Valget med at fjerne sang-delen fra Alban Lendorfs Tony Manero, og at give dem til ensemblet, gør, at karakteren mister en stor del af sin følelsesmæssige appel. Alban Lendorf kæmper med at finde ud af, hvad han så skal gøre på scenen. Det bliver mere et skyggespil end noget andet.

Disco Inferno
Silas Holst bliver lidt forpustet på premiere-aftenen. Det går så stærkt i dansen, at vejret ikke helt er der til at få skubbet toner med ud i en ellers meget flot følelsesmæssigt udgave af More Than a Woman. Silas Holst spiller med lige så meget power på følelsesregisteret, som når han danser. Dette spænder dog lidt ben for ham i nogle af scenerne, hvor man kan mærke, at det er en fin balance-dans mellem karikatur og overspil, han bevæger sig inden for. Silas Holst har dog godt fat i sin “Travolta-hed”, og han har spillet rollen før.

Det er Silas Holst, der har lavet koreografien til forestillingen, hvilket gør, at hans Tony Manero sammen med ensemblet bare ser fedt ud. Der er en fascinerede symbiose mellem dem. Koreografien er tilpasset til at ramme hvad både ensemblet, Alban Lendorf og Silas Holst kan på et dansegulv. Dette er et imponerende show i sig selv.

Alban Lendorf og Silas Holst er med i næsten hver eneste scene og danser så intenst, at man kan mærke, de giver alt, hvad de har i sig gennem dansen. Det er næsten for perfekt. Det er danseteknisk indøvet så skarpt spot-on med 70’ernes Disco, kombineret med de to danseres egne trademarks; Silas Holsts evne til at skrue tempoet op og Alban Lendorfs præcist markerede positioner. Ensemblet fylder det fantastiske LED dansegulv op med en perlerække af Disco-line-dance som med The Brooklyn Shuffle. Her er der ikke noget at komme efter. Det er så synkront, og de har en fest på scenen.

Tragedy er et nummer som adskiller sig markant fra de øvrige, og hvor vi nærmest er ovre i noget performance/moderne-dans. Man forstår godt, at dansen skal vise den splittelse som den stakkels Bobby-C har. Han har gjort en pige gravid og føler sig fanget i konventioner og religion. Mest af alt føler han at stå alene med en fremtid, han ikke ønsker. Spørgsmålet er, om Bobby-C’s scene kunne have været endnu stærkere, havde han været alene på scenen? Dette er den scene som i løbet af aftenen nok sætter de største spor i publikums følelsesregister. Det var, så nakkehårene rejste sig, og at man mærkede et sug i maven, da Søren Torpegaard Lund begynder at synge. Denne sårbare karakter står på scenen og krænger hele sit hjerte ud. Han rammer os som et godstog med 100 km i timen. Vi har slet ikke været forberedte på denne drejning i den ellers humørfyldte fest, vi var en del af. Det er et meget fint dramaturgisk kneb at bruge.

Saturday Night Fever: The Musical er et af de shows, hvor det er den fænomenale dans, som gør at denne forestilling stadig er et must for fans af 70’erne. Silas Holsts koreografi indfanger 70'ernes disco, og ensemblet danser med fuld af liv og sjæl. Derfor er det ærgerligt, at den dramaturgiske drejebog er så tynd, og at skuespillet ikke har samme præcision.