Hvem havde troet at Kulturkapellet tilnærmelsesvis ville kunne kalde sig Kongelig Hofleverandør? Ikke desto mindre fokuserer denne anmeldelse på en teaterforestilling som HKH Dronning Margrethe II også har set. Teoretisk set kunne hun læse denne omtale, såfremt hun altså besluttede sig for at ændre stil og bruge lidt tid på internettet. Hendes Majestæt var i al fald æresgæsten til aftenens galapremiere af Flammenwerfer - en musikalsk forestilling, der åbnede Århus Festuge 2024.

Hvem havde desuden troet at forsangeren fra Einsturtzende Neubauten, Blixa Bargeld, ville kunne stå på en teaterscene og lave mærkelige lyde som han loopede, for folk i deres fineste puds, mens projektioner af en psykisk syg svensk kunstner blev vist på skærme bag ham? Hvem havde troet, at kliniske, psykiske diagnoser, deres karakteristika og deres forskellige behandlingsformer, kunne udgøre teksten til denne musik?

Indrømmet – det var der vist ikke mange der havde set komme! Af samme grund var det vildt at opleve dette abstrakte musikteater udfolde sig for øjnene af undertegnede og resten af aftenens publikum.

Nærværende anmelder har oplevet Einsturtzende Neubauten flere gange på Roskilde Festival (og tillige set Blixa Bargeld som en del af The Bad Seeds sammen med Nick Cave) og har haft ganske blandede oplevelser i mødet med den tyske musiker. Det har ikke altid været fantastisk, men det har til gengæld konsekvent været interessant.

Lidt det samme kan siges om aftenens musikteaterperformance i Århus.

Festugens tema er lånt fra London Undergrounds officielle slogan “Mind the gap.” Med dette vil man sætte fokus på de forskelle der er mellem os mennesker. Derfor virker det også oplagt at starte festen med en meget abstrakt forestilling der tager sit udgangspunkt i den svenske kunstner, Carl Fredrik Hills (1849-1911) liv. Som 28-årig fik en psykose og tilbragte store dele af sit liv på forskellige psykriatiske institutioner, bla. St. Hans hospital i Roskilde. Han holdt dog ikke op med at tegne og male, for som bekendt kan det være ganske terapeutisk at forsøge at formidle nogle af ens indre tanker ved at nedfælde dem på papir, hvad enten det er i ord eller i form af tegninger.

I det meget flotte trykte program til Flammenwerfer skrives det i indledningen at Carl Fredrik Hill er en af Sveriges “bedst kendte og anerkendte kunstnere.” Selv om Kappelanen hér mener at være ganske velbevandret udi kunsten, var hans navn dog ikke et der umiddelbart vakte genklang og da journalisten fór op i undertegnede, viste det sig at ægteparret ved siden af anmelder i salen, heller ikke havde hørt om ham. ”Jeg tror faktisk det gælder for størstedelen af folkene hér i salen”, som den venlige dame på sædet ved siden af oprigtigt indrømmede.

Scenografien var meget enkel, men også effektiv og udtrykningsfuld. Den bestod af to skærme, en i baggrunden og en transparent skærm der befandt sig mellem koret og Blixa Bargeld, der var placeret forrest på scenen foran den gennemsigtige skærm, i den lille håndfuld sange som han deltog i. På disse skærme blev der vist gengivelser af Carl Hills billeder, både i kollager, eller detaljer af motiver, penselstrøg og tegninger, som drev forbi de optrædende i skiftende tempi. Hills billedunivers er helt bestemt fascinerende, og efter stykket var færdigt, så blev man også grebet af en trang til at booke en weekendtur til Malmö, for dér at se mandens billeder live.

Billederne der blev projekteret op på skærmene gav selvsagt et indblik i kunstnerens virke, men som tilskuer kom man aldrig rigtigt tæt på manden bag kunsten, idet størstedelen af sangteksterne som nævnt primært handlede om en lang række psykiske lidelser, en række behandlingsformer i psykiatrien, særtræk ved de forskellige sygdomme, osv. Den primære information om Hill var derfor den, man kunne læse sig til i programmet. Blandt andet kunne aftenens performance sammenlignes med et abstrakt kunstværk, som man som udenforstående først finder mening i idet en kustode eller en kunsthistoriker forklarer indholdet og tankerne bag.

Det var heller ikke tydeligt om Blixa Bargeld skulle forestille at være en version af Hill selv, og Koret hans (under)bevidsthed, der hér fysisk var placeret både bag ved, men også foran værkerne?

Blixa selv var iklædt et sort jakkesæt, glimmerøjenskygge og bare tæer, mens de fem korsangere havde fået designet deres outfits af den danske designer Henrik Vibskov. Kjolerne de bar, der var skåret lige under barmen, var tydeligvis lavet af en form for faldskærmsstof, for flere gange undervejs blev de ´pustet op´, så de medvirkende pludselig fyldte en del mere på scenen. På hovedet bar de en form for huer, og anmelder havde vanskeligt ved ikke at blive mindet om den beklædning dansende dervisher bærer, til trods for at kvinderne ikke just hvirvlede rundt om egen akse, men i stedet bevægede sig i faste, graciøse slow-motionmønstre, mens de fremførte deres sang.

Koret, der bestod af vokalensemblet KIK, stod rettelig for størstedelen af sangen, der dog alle var komponeret af Bargeld og Nils Framm. Anmelder havde forventet en særegen musikalsk oplevelse, hvilket det også var. Ud over sangen Schizophrenia som gennem sin enkle melodi og kanonstruktur var en man nærmest havde lyst til at synge med på, så bestod meget af musikken af meditative qvasielektroniske klangflader, tilsat svævende, men meget smukke korstemmer, der på tysk og engelsk både sang, hviskede og messede tekster om psykiske lidelser.

Alt i alt var der dømt kunst med stort K til denne galaåbning. Måske var udsendte anmelder ikke helt med på konceptet og havde – indrømmet - ganske vanskeligt ved at bedømme om dette var stor kunst, eller Kejserens nye klær´. Uanset hvad, ville Kapellets redaktør ikke have været denne oplevelse foruden, for det var i al fald helt igennem fantastisk at overvære Hendes Majestæt sidde på forreste række til Bargeld, der laver hvad der bedst kan beskrives som verbal støjrock, med lyde der kunne minde om nogen til soundtracket til en gyserfilm.

Dette aspekt kan du selvsagt ikke opleve, hvis du ser Flammenwerfer når forestilling rykker til hovedstden sidst i denne måned, men selv om Dronning Margrethe ikke er i salen, så overvej alligevel at tage en tur i teatret - om ikke andet, så for at se om du er bedre til at gennemskue ideen med dette stykke performancekunst, end anmelder tydeligvis har været.

Der blev klappet ganske taktfast i salen, men det var langt fra alle der rejste sig til sidst. Ikke fordi folk ikke anerkendte det de havde set var ret enestående, men snarere fordi der sikkert var mange der var blevet hægtet lidt af undervejs, som synes forestillingen blev for abstrakt. Når det så er sagt, kedeligt eller ligegyldigt var det i al fald bestemt ikke. Husk derfor festugens slogan, for her på Kapellet vil vi bestemt ikke være med til at gøre ´the gap´ mellem tilskuere og kunsten større. Det handler om nogen gange også at udfordre sig selv, opleve noget man muligvis aldrig har oplevet før, så prøv at se om det der sker i Flammenwerfer resonerer med dig.

Du har mulighed for at opleve forestillingen fra den 26-28/9 på Det Kongelige Teater i København.

Post Scriptum Note: Bare til de nysgerrige. Til trods for stykkets fremragende titel, kan Kapellet godt afsløre, at der på intet tidspunkt optræder en flammekaster på scenen, ej heller bliver dette aggregat nævnt i teksten. Her er igen op til publikum, at se sammenhængen og tolke på titlen. Har du behov for at se en flammekaster på en scene, så anbefales i stedet en koncert med Rammstein.