Der kunne opleves et lettere tøvende, men snart stående, taktfast bifald efter aftenens premiere på The Greek Passion i Musikhuset i Århus. Tjekkoslovakisk fødte Boruslav Martinu færdiggjorde denne, sin sidste opera i 1957, men den blev først opført i en meget nedskåret version i 1961, to år efter komponistens død. Den fulde version blev først uropført i starten af halvfemserne og det var samme fulde version af forestillingen som Teater Osnarbrück i samarbejde med Den Jyske Opera kunne præsentere for en næsten fyldt sal, her i august 2024.

Det skal med det samme siges, at Kapellets anmelder holder allermest af de ´klassiske´ italienske, tyske og franske operaer, men man bør indimellem forsøge at kaste sig over mere moderne, eksperimenterende forestillinger. Når det er sagt, så skuffede Martinus musik ingenlunde. Det var helt tydeligt, at komponisten bl.a. havde ladet sig inspirere af andre komponister som f.eks. Stravinskij i den måde orkestret både eksperimenterede med klangflader, rytmer og blev svulstigt og bombastisk når dramaet spidsede til.

Når stykket samtidig er et, hvis handling fokuserer på et mysteriespil (læs: en tradition med at genopføre Jesu Kristi lidelse og død i lokalsamfundet – red.) så var det også tydeligt at høre musikalske lån fra liturgier og messesang. Musikalsk blev der i al fald serveret en meget interessant lydcocktail, der muligvis kunne udfordre visse lyttere.

Stykket starter med at vise os en masse mennesker på scenen klædt i hvidt. Vi er, som titlen antyder, i Grækenland og i et lille samfund, der har det rigtigt godt. Ingen lider nød og som en af byboerne siger, så er det jo nærmest Paradis på jord.

Den lokale præst Grigoris (Rhys Jenkins) uddeler i den første scene rollerne i mysteriespillet til forskellige byboere. Bedsteborgere bliver apostle, en er modvillig da han får at vide at han skal optræde i rollen som Judas, men det bliver den lettere enfoldige fårehyrde Manolius (James Edgar Knight) der får tildelt rollen som Jesus. Det giver jo god mening, for Jesus var jo også en slags fårehyrde, som det synges. Folk forbereder sig på deres roller, men især Manolius lever sig virkelig ind i sin karakter i sådan en grad, at han selv begynder at se sig selv som frelseren.

Dette paradis bliver dog snart udfordret, da en stor gruppe flygtninge pludselig dukker op. I modsætning til byboerne hvis interiører og påklædning er kridhvide, så er flygtningene alle klædt i spraglet genbrugstøj og udstyret med poser fra Aldi, redningsveste og deres egne mere folkloreinspirerede partiturer.

Med sig har flygtningene også en præst (Mikolaj Bonkowski), der modsat Grigoris hvide klædedragt optræder helt i sort. Disse to menigheder har dog vanskeligt ved at enes, idet der ikke er meget næstekærlighed gemt i Grigoris. Da han ser en kvinde falde om, påstår han straks at hun er død af kolera, hvilket betyder at alle flygtningene bliver forvist fra byen. De får dog allernådigst lov til at slå sig ned på en nærliggende bjergtinde, hvor de vil forsøge at etablere et samfund, til trods for at de intet har. Manolius tager som nævnt rollen som Jesus meget alvorligt og bliver grebet af næstekærlighed til de stakkels flygtninge, hvilket naturligvis ikke er velanset i hans egen by. Banen er kridtet op til at dramet for alvor kan udfolde sig.

I pressematerialet gøres der meget ud af af fortælle om aktualitetsværdien i denne opera. Det vil vi her på Kapellet heller ikke anfægte, for eksempelvis er det slående at en opera skrevet i halvtresserne, der oprindelig omhandler en konflikt i 1920erne (den græsk/tyrkiske krig) indeholder en scene, hvor en af byens borgere foreslår at flygtningene bestemt da må have halskæder, ringe, eller andre smykker, som kan beslaglægges. Minder det ikke om en omdiskuteret lov, som vores egne folkevalgte forsøgte at iværksætte for et par år tilbage da der var exodus fra Syrien?

Til gengæld handler operaen også om andet end blot hvordan vi ser ned på flygtninge fra vores privilegiefyldte piedestal – for den handler i lige så høj grad om Manolius, hans næstekærlighed og endelig den synd han begår, idet han lever sig for meget ind i frelserrollen.

Scenografien er meget enkel, idet den primært består af to hvide vægge på hver side af scenen, der ikke rykkes ved. Til gengæld flytter baggrunde og interiøret sig. Idet de medvirkende er udstyret med mobiltelefoner, headsets og andre moderne bekvemmeligheder, der er lige så hvide som deres tøj, bliver udtrykket utroligt monokromt, hvilket også er tilsigtet. Det er meget tysk, meget klinisk og desværre i denne anmelders optik en lille smule kedeligt i længden. Korset lavet af de sammenflikkede årer fra migrantbåden, var til gengæld en symbolsk genistreg.

Apropos sceneskift, var der undervejs i stykket et par lidt længere pauser mellem scener, hvor fortæppet var nede og orkestret ikke spillede, der kom til at virke en kende lange, selv om anmelder anerkender at det selvfølgelig er vanskeligt at flytte rigtigt mange ting frem og tilbage på scenen på et splitsekund.

Den kontemporære iscenesættelse gør også at stykkets allersidste scene bliver en meget direkte kommentar til Fort Europa og den fysiske mur, som mange politikere gerne ser vi alle sammen forstærker og gemmer os bag. Dette er ganske virkningsfuldt, men muligvis også lidt for politisk patosladet og karikeret.

Dette skal dog ikke stå i vejen for at The Greek Passion er en fascinerende musikalsk oplevelse. Alle i ensemblet gør det fremragende, orkestret spiller fantastisk og især det klare (kristne) budskab om at behandle næsten med al mulig respekt, er svært at have noget imod.

Så har du mod på at opleve en anderledes, ganske moderne opera så tøv endelig ikke med at tage turen forbi Musikhuset i Århus før det er for sent.