Historien om Odin, Thor, Midgårdsormen og alle de andre er en myte, som alle kender. Selv hvis du glemte at følge med i religionsundervisningen i skolen, så har du garanteret læst Peder Madsens Valhalla eller set tegnefilmen af samme navn. Derfor virker det også oplagt, at forvandle denne oldnordiske dommedagsfortælling til en spektakulær teaterforestilling.

I 2023 blev Ragnarok opført af Det Kongelige Teater i Dyrehaven nord for København men hér, året efter, er udendørsforestillingen flyttet til naturskønne omgivelser tæt på Moesgaard Museum i Århus.

Det skal indrømmes at det er første gang anmelder er blevet lokket til at opleve teater under åben himmel, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for Ragnarok var et både utrolig flot, morsomt og fascinerende bud på hvordan man på bedst mulig vis iscenesætter gudernes sidste episke slag.

Forestillingen starter med en kriger, der med en hjemmegjort hjelm lavet af en metalspand, bliver slæbt livløs hen foran publikum. Da pilen i krigerens bryst fjernes, vågner hun op og er forbløffet over at være levende trods sit banesår. Ravnene Hugin og Munin forklarer at Liv (Charlotte Amalie Khelet), som krigeren hedder, godt nok er død, men at idet hun faldt i krig er endt i Valhalla, hvor hun skal bruge evigheden på at kæmpe, dø, genopstå, drikke mjød, feste og æde.

Det bliver dog ikke helt sådan, for Liv bliver lige som de to menneskebørn i Valhalla vores repræsentant i gudernes rige. Hun er på det rette sted på det rette tidspunkt, for da hun ligefrem forelsker sig i Balder, og han i hende, så ved de fleste allerede godt, at det er et forhold der snart bliver ret udfordret. Efter Balder myrdes af sin blinde bror Høder (takket være Lokes sindrige plan) drager Liv til dødsriget for at forsøge at slå en handel af med dødsguden Hel så Balder kan vende tilbage til Valhal.

Historien er blevet fortalt på mange måder og i mange formater gennem årenes løb, men sjældent lige så spektakulært som hér. Dialogen af Kim Fupz Aakeson er som forventet knivskarp og valget af hvilke dele af myten der er blevet benyttet og hvilke dele der er udeladt kan heller ej anfægtes. Det er måske en fordel at kende til sagnet forinden, men selv hvis man aldrig har hørt om Tyr eller Odin før, vil man med garanti kunne følge med.

Scenografien skabt af Gjermund Andresen er fantastisk. Selv før der overhovedet dukker skuespilere op på scenen, kan man ikke undgå at blive fascineret af den. To større cirkler er delt af en flade, som er dækket med vand. Den ene cirkel er en todelt trappe, der går fra jorden op til selve scenen. Det er dog ikke kun på denne flade, at dramaet udspiller sig, for både foran scenen, skoven bag den og rummet hvor publikum sidder benyttes også i løbet af forestillingen.

Ved trappen under hovedscenen befinder bandet sig. Et band, bestående af bl.a. Amalie Bruun (bedre kendt som Myrkur). De leverer et råt folk-metalsoundtrack til hele forestillingen. Det er svært at forestille sig et bedre valg. Dertil kommer kostumerne designet af Astrid Lynge Ottosen, som måske ved første øjekast virker en kende karikerede, men idet aserne, de mange vikingekrigere og andre skabninger som deltager er en form for arketyper, skal de netop være nemme at genkende.

Faste læsere af disse sider vil måske vide at nærværende anmelder på ingen måde bryder sig om cirkus. Hvorfor dette skal nævnes hér? Jo, det skal det fordi en del af de optrædende (og dem er der rigtigt mange af!) er cirkusartister. Foruden selve handlingen, så udføres der også ganske vilde vovestykker undervejs og enkelte medvirkende er så ledløse, at de virker som om de kan slå knude på sig selv. Først virkede disse cirkuselementer en kende for gøglede på undertegnede, men hurtigt måtte Kapellets gnavne gamle anmelder overgive sig, for det viste sig at artisternes krumspring passede utroligt fint inde i dette eventyrlige univers.

En genistreg er at Lokes figur bliver spillet af to skuespillere (hhv. Joen Højerslev og slangemennesket Fridamy Roth). På den vis kan figuren både dukke op flere steder på en gang og så betyder dette valg også, at det såvel den maskuline som den feminine side af figuren er repræsenteret på en og samme tid.

Undertegnede har dog altid haft et svagt punkt for tordenguden Thor og Jacob Moth Poulsens version skuffede ikke. Som en slags retarderet version af Hulk, komplet med fistelstemme og et rockende leitmotof fra orkestret indtog han scenen og blev et af de mange komiske stænk som kunne opleves.

I det hele taget er hele ensemblet virkeligt godt. Dertil kommer det rent tekniske aspekt af produktionen. Publikum var denne aften vidne til en lang række meget opfindsomme og finurlige løsninger på hvordan man får skabt både Udgårdsloke og mange af de andre overnaturlige væsener på scenen, samtidig med at det naturlige lys blev hjulpet effektivt på vej da tusmørket først faldt på.

Det virker unfair at dryppe malurt i bægeret for Ragnarok er på mange måder en nærmest perfekt teateroplevelse, men skal man alligevel insistere på at finde noget negativt ved oplevelsen, så var det, at det til tider kunne være en anelse svært af høre hvad der blev sunget. Selv om man bestemt ikke bør skrue ned for distortede rockguitarer, så var det som om Myrkurs vokal deværre druknede en anelse. Til gengæld så sang hun - som altid - fremragende.

Kapellets anmelder kan i al fald kun anbefale alle med en puls, ung som gammel til at tage en tur til Moesgaard her til sommer. Uanset om du måske som undertegnede tænker, at sådan en folkelig gang udendørsteater måske ikke lige er din kop te, så prøv det! Du vil med garanti blive imponeret og overvældet. Kapellets skrivekarl blev i al fald en kæmpemæssig oplevelse rigere. Teater kan virkelig noget, også når det opføres i det fri, i al fald når det hold der står bag sådan en produktion er så topprofessionelle som tilfældet er hér.

Foto: Miklos Szabo (c)