Du kan godt huske det? Det er faktisk ikke så længe siden. Dengang vi sad hver for sig og kiggede ind i en skærm, i stedet for at være sammen med andre mennesker. Uanset hvor i verden du var da Covid-19 bragede løs, er erindringen om denne form for kommunikation stadig noget langt de fleste tænker tilbage på med en vis mismod.

Oplevelsen ved at tage en tur i teatret kan som regel slet ikke sammenlignes med en videochat, for en af de mange kendetegn ved teatret er netop at det er noget der foregår live, lige foran næsen på dig. Alt kan ske. Det er noget helt særligt at sidde i det samme rum, indånde den samme luft som de der står på scenen. Det er dog ikke tilfældet i Teater-Vs seneste forestilling A:Maze, som godt nok bliver fremført live hver aften, men som ikke kan opleves i et teaterrum, men udelukkende på din skærm, hjemme hos dig selv.

Det kan godt være at det virker som et besynderligt valg, men idet forestillingen er en kommentar til vores aktuelle mediebillede hvor både reality-tv og de netbårne medier hersker, så virker computerens monitor som et oplagt valg af scene.

I A:Maze følger vi anonyme tilskuere sæsonfinalen på et fiktivt talkshow A:Maze. Værten Puk Verstigos byder os allerførst velkommen i hvad der ligner et teknikrum på en tv-station. Puk deler flere fællestræk med den drilske faun fra Shakespeares En skærsommernats drøm end med Puk Elgaard, for efter at have fortalt lidt om hvem aftenens deltagere er, præsenteres vi for en digital version af studieværten, der helt tydeligvis befinder sig i et digitalt studie.

Til at starte med møder vi Elisa (Marie Louise Wille) fra Vordingborg, der fortæller om hendes datter, eller rettere sagt det sponsorbarn fra Fjernøsten, som Elisa har ville adoptere. Dernæst præsenteres Jan (Paw Henriksen) som er soldat. Han er som del af en såkaldt fredsbevarende styrke blevet udsendt til en unavngiven krigszone. Om de to har noget til fælles skal ikke afsløres her, men Kapellet kan da godt fortælle at der senere i udsendelsen dukker en tredje gæst op.

Det skal også vise sig, at Puk tydeligvis er i stand til, lige som Shakespeares figur, at forvandle sig. I denne version skifter Puk sit digitale selv ud med sin fysiske form og pludselig manifesterer han sig hos både Jan og Elisa, til trods for at vi har fået at vide, at de befinder sig langt fra hinanden. Dette er selvsagt en bevidst og meget konkret leg med den forskel der er mellem vores digitale og fysiske selv. En forskel som i den grad italesættes gennem dialogen. For selv om talkshowet er den virtuelle scene dramaet udspiller sig på, så kredser store dele af dialogen om netop på den medierede verden som vi i højere og højere grad er en del af.

Eksempelvis siges det i Puks introduktion at han har indset at ”internettet er en labyrint. En labyrint der skjuler sig bag det faktum, at det udelukkende består af indgange – som samtidig er udgange – din skærm. Vi befinder os i den – labyrinten – men vi ænser den ikke, for vi ser lige igennem den, fra din indgang til min udgang - og omvendt.”

Stykket kommer på den måde til at handle om den måde vores digitale liv leves på. Eksempelvis så finder man gennem samtalen med Jan ud af at han er draget i krig, som en direkte konsekvens af at han som IT-mand var blevet træt af at gennemtrawle alle de skumle ting, som folk på opsøger online. Han foretrak i stedet at forsøge at løse verdens problemer i den fysiske verden. Elisa derimod bliver pludselig nærmest fysisk handlingslammet i den virkelige verden, da hendes følelser pludselig bliver for virkelige.

Det er ganske interessant tænkt at folkene bag A:Maze har skabt en digital teaterforestilling som metaagtigt italesætter netop den måde vi kommunikerer på gennem kameraer og skærme. Publikum spejler helt konkret både Jan og Elisa, da vi befinder os i selvsamme labyrinten som de gør. Mon Puk pludselig står ved siden af dig og afkræver dig svære svar?

Selv om konceptet er ganske fint tænkt, så er A:Maze ikke et stykke uden problemer. Her tales ikke om de tekniske, for der var et par enkelte svipsere i produktionen da undertegnede så det, den 26 maj. Eksempelvis så dukkede den tredje deltager op på skærmen i et par sekunder, før selve showet gik i gang, men dette var kun med til at bekræfte at det man så var en livetransmission formidlet via Youtube. Skuespillerne gjorde det også ganske glimrende allesammen, men det som anmelder havde det lidt stramt med var selve budskabet i forestillingen.

Det er meget muligt at der er mange, der i dagligdagen slet ikke tænker over hvilken rolle de mange digitale platforme som vi benytter i hverdagen gør ved os. Det virker som om at det netop er dette aspekt, brudfladerne mellem det virtuelle og virkeligheden, som A:Maze gerne vil problematisere – og det i et format som netop er 100% medieret. Publikum er netop reduceret til tilskuere og ikke - som i virkelighedens virtuelle verden deltagere - hvilket selvsagt også med garanti ville smadre dramaturgien.

Punchlinen synes at være at internettets labyrint er utrolig tillokkende, men også kan hæmme og ødelægge dig på sigt. Interesserer man sig for teknologi, multimedieplatforme og kommunikation, så fremstår de pointer der leveres ganske firkantede og ret teknologiforskrækkede. Lidt underligt taget i betragtning at man netop bevidst har valgt det digitale rum som scene for ens forestilling.

Rent teknisk fungerer A:Maze glimrende. Blandingen mellem live-animation, skuespillere, fysiske og digitale kulisser og hele konceptet om at man er vidne til virkelige mennesker, der optræder for os live – men på en skærm, er godt tænkt. Men da stykket sluttede blev undertegnende efterladt med en noget blandet følelse. Dels forekom det hele alt for bevidst konstrueret, dels syntes de centrale pointer at være alt for entydigt leveret.

Det overskygger dog ikke, at dette var første gang siden Covid at anmelder var tilbage i det digitale teater. Under pandemien streamede et teater i London Frankenstein med bl.a. Benedict Cumberbatch. Uden anden sammenligning i øvrigt, så fungerer teater altså bedst i denne anmelders optik, når man ser skuespillerne optræde på en scene få meter væk fra en, i stedet for på ens skærm. Ret beset kunne det jo lige så godt være en båndet liveforestilling der blev afspillet. Anmelder er klar over at dette også er en af pointerne, men budskabet går samtidig en anelse tabt.