Måske er det en klichefyldt fordom, men englænderne er blandt andet blevet kendt for at virke lidt bornerte, lidt sexforskrækkede og kyske på overfladen - tænk bare på de mange ordrige, men også ret usexede klassiske kærlighedsfortællinger som Stolthed og fordom eller Jane Eyre. Når det så er sagt så glemmer man muligvis samtidig at det var den samme litterære periode der gav verden romaner som Dracula og Dr. Jekyll og Mr. Hyde, hvor kønsdrifterne, hvor dæmoniske de end måtte være, var noget tydeligere at spore.

Springer frem til 1928, ville skandalen ingen ende tage. I det år fik forfatter David Herbert Lawrence udgivet sin sidste roman Lady Chatterleys elsker. Den måtte trykkes i Italien, da den var totalforbudt i forfatterens hjemland, grundet klager om obskønitet og pornografisk indhold. Det var først i 1960 at romanen blev genudgivet i sin fulde længde, men ikke uden en efterfølgende retssag, hvor dens meritter blev ivrigt debatteret. Det var blandt andet på grund af bøger som den, og det samfundsmæssige palaver disse bøger skabte, at censurlovgivningen efterfølgende holdt p med at være så streng.

Romanen omhandler i al sin enkelthed en kvinde: Constance Reed der netop er blevet gift med den smukke, charmerende Sir Clifford Chatterley. De er i færd med at flytte ind i et enormt palæ, hvor hun selvsagt får titlen af Lady. Han skal blot en smuttur til Første Verdenskrig i Frankrig, før de endegyldigt kan slå sig ned og stifte familie. Da han vender hjem fra krigen, er Cliff lammet fra taljen og ned, og det er ikke kun hans ben, der ikke længere er liv i.

Fruen i huset er dog en kvinde af kød og blot. Et sådant platonisk forhold er på sigt dømt til at fejle, især når husbonden end ikke har til sinde at tilfredsstille hustruen på anden vis. Hun opfordres ligefrem af sin mand til at få sig en affære, selvfølgelig ikke for at nyde sine seksuelle lyster, men så hun kan blive gravid og skænke sin mand en arving. Constance tager sin husbond på ordet og indleder kort tid derefter et passioneret forhold til husets jæger, Mellors, der bor i en jagthytte i nærheden.

Det er denne fortælling som i skrivende stund udfolder sig aften efter aften i Aarhus Teaters opsætning af Lady Chatterleys Elsker. På teatrets næststørste scene Scala er scenen sat til en forestilling, der ikke kun handler om seksuel frisættelse og ideen om at følge naturens kalden, men som i lige så høj grad fokuserer på det hykleriske (engelske) klassesamfunds syn på hvem man må og hvem man bestemt ikke må have sex med – for man boller selvfølgelig ikke under sin stand! Selvfølgelig var det de udpenslede sexscener i romanen, der i sin tid fik censorerne til at fare op, men det var med garanti også aspektet med at have sex på tværs af klasseskel, der ansås som farligt.

Lady Chatterley, spillet med utroligt nærvær og nerve af Anne Plauborg, oplever gennem stykket at blive forvandlet fra en pæn, noget tilknappet overklassehustru, til et lidenskabeligt væsen. Samtidig er Constances figur også en der synes at repræsentere den utæmmede natur, som måske er allermest tydelig i scenen, hvor hun er ved at gå til i lykke over at stå nøgen i regnvejret. En scene, der i skuespillets dialog kommer til at stå i stærk kontrast til al husbondens snak om minedrift i lokalområdet og det fantastiske ved industrialiseringens konstante fremmarch. Det kan godt være at skorstenene rejser sig over byen, men det gør Sir Chatterleys ædlere dele bestemt ikke. Måske kan muligvis strække sig til at antage, at Mr. Chatterly på den vis kommer til at repræsentere en generel impotent overklasse – en del af samfundet, der er kommet så langt væk fra det naturlige, at den helt bogstaveligt talt ikke er i stand til at reproducere.

Scenografien i stykket er holdt utroligt simpelt, men er også vildt effektivt. Skuespillere, der finder deres markering tilsat et lynhurtigt lysskifte gør, at tilskuerne i et nu transporteres til en helt anden location end den vi netop forlod for et splitsekund siden. Selv om scenen er inddelt helt klassisk, så bruges scenens rum også meget opfindsomt, eksempelvis i forhold til Mellors´ hytte.

Nogle gange oplever man også at alle seks medvirkende er på scenen på én gang, men ikke nødvendigvis fordi de alle er med i en og samme scene. Der er flere gange undervejs, hvor man oplever to separate scener udspille sig på en og samme tid. Eksempelvis kan nævnes den fine sekvens, hvor vi på én gang oplever Hr. Chatterley og dennes privatsygeplejerske, som ubekymret lytter til musik i hjemmet. De to musikelskere er placeret på hver deres yderpunkt af scenen, mens midten af scenen er reserveret til fru Chatterly og Mellors, der i synes at elske hinandens fysik højere end musik. Det er overraskende simpelt og effektivt.

Selv om romanen er næsten 100 år gammel, holder vi her i Kapellet fast i ikke at levere spoilers, for hvordan skal det monstro gå vores frustrerede hovedperson? Bliver hun gravid med Mellors? Vil hun følge sin mands plan om at opdrage barnet som var det deres eget? Vælger hun i stedet kærligheden til jægeren, vel vidende at det vil betyde et liv i vanære og armod? Connie har det bestemt ikke nemt.

Hvorvidt Aarhus Teaters opsætning af den skandaleombruste roman er trofast overfor forlægget kan anmelder ikke bedømme, da det atter engang er en af verdenslitteraturens klassikere der endnu står ulæst i reolen. Omvendt, så var undertegnede bestemt ikke den eneste i salen, der var i samme situation, idet et ægtepar der sad bag anmelder i pausen mellem de to akter diskuterede, hvordan det mon sluttede og sammen blev enige om at romanen da bestemt måtte være skrevet af en kvinde.

En meget enkel, elegant og effektiv udnyttelse af scenerummet, tilsat fine kostumer, en utroligt præcis lyssætning, et effektivt og atmosfærisk lyddesign og ikke mindst de medvirkende skuespillere kan man ikke sætte en finger på. Dramaet blev i den grad medrivende, men selv om det er en historie der bæres frem af seksuel lyst så stod liderligheden også lidt i kontrast til klassisk teater. Replikker der i sagens natur, virkede lidt stive i det, samt hvid sminke, der også understregede figurernes lidt artificielle natur.

Selvfølgelig er det lidt unfair at sammenligne denne opførsel med Teater Nordkrafts aktuelle fortolkning af Betty Blue , da sidstnævnte som bekendt er baseret på en roman fra 1980erne og ikke en fra 1928. Måske var det heller ikke replikkerne, men mere den øgede publikumsinddragelse, den sunde portion humor midt i tragedien eller måske den mere selvbevidste iscenesættelse af fortællingen, der gør at Bettys historie opleves mere intens end Lady Chatterleys mere klassiske tilgang til stoffet.

Når det så er sagt, så vil du med sikkerhed ikke fortryde at indløse billet til Lady Chatterlys elsker. Selv om langt de fleste kvinder anno 2023 forhåbentlig ikke kæmper med lignende seksuelle frustrationer som Constance gør det i stykket, så er der masser af elementer der resonerer med vores samtid. Både i forhold til de livsvalg vil alle stilles overfor, men også hele tematikken om fremdrift og vækst sat overfor hensynet til vores natur, er måske mere endnu mere aktuelt end det var tilbage i 1928. Endelig bør man bare tage i teatret for at få en chance for at give et stående bifald til hovedrolleindehaver Anne Plauborg, der med denne forestilling stopper sit engagement på Aarhus Teater. Det gjorde denne kapellan i al fald.