I Paris i foråret 1945 venter den franske forfatter Marguerite Duras på livstegn fra sin mand Robert L., som har siddet i koncentrationslejren Dachau i Tyskland. Ventetiden er næsten ubærlig, og hun føler sig afmægtig – ventetidens rum er klaustrofobisk, og alt andet i livet er udskudt på ubestemt tid.

Ulla Henningsen spiller rollen som Marguerite Duras i Smerten, som er Duras’ delvis selvbiografiske skildring af et kvindeliv ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Smerten udkom i bogform i Frankrig i 1985, og Marguerite Duras er også kendt for at have skrevet bøgerne Hiroshima, min elskede og Elskeren. Smerten er dramatiseret af Lucas Svensson, og Madeleine Røn Juul har instrueret.

Smertens rum
Smerten er en monolog, fortalt af én kvinde, men er samtidig en historie om alle de kvinder, der venter hjemme – venter på at ægtemænd, sønner og brødre skal vende hjem fra krigen. Hun ser ud ad vinduet og konstaterer, at tiden går, at andre folk lever deres liv, mens hun selv venter – i det uendelige. Ventetiden indkapsler hende i et smertefuldt rum. Hun svinger imellem at kunne nævne præcise datoer og detaljeret kunne beskrive hændelser og fortolke følelser, og på andre tidspunkter flyder dagene sammen for hende, og hun er tæt på at gå i opløsning. Hun kan intet gøre for at hjælpe sin mand, og hun frygter for, hvad er der mon sket med ham i den tid, han har siddet i koncentrationslejr. Er han mon allerede død? Hvordan er han død? Eller lever han? Spiser han? Hvor meget har han forandret sig? Kan hun overhovedet genkende ham igen, hvis han vender hjem? Bliver det overhovedet muligt at få et liv sammen igen? Hun ønsker både at se ham og ikke at se ham. Hun ønsker, han er levende. Hun ønsker, han er død.

Udmattende nervekrig
Scenerummet er mørkt og råt – Marguerites påklædning, lejligheden og stolen hun sidder på er sort. Et tyndt lys følger Marguerite, når hun indimellem rejser sig og går hen til vinduet og tilbage igen. Der udspiller sig en udmattende nervekrig i hende, hvor hun skiftevis tænder håb ved at fortælle sig selv, at Robert L. lever og slukker det igen ved at fortælle sig selv, at han er død. Samtidig nærer hun et spinkelt håb om at slippe ud af sin egen ulidelige venteposition ved at få et svar på, om manden er død eller levende. Hendes monolog afbrydes af korte pauser, hvor der er indlagt musik: Benjamin Britten – Simple Symphony III, Alexander Borodin – Petite Suite 1, Maurice Ravel – Oiseaux tristes og Mozart – Andante.

Fælles forbrydelse
I Frankrig taler general De Gaulle ikke om koncentrationslejrene eller om smerten, som krigsofre og pårørende føler, han taler kun om sejren over naziregimet. De Gaulle tager afstand fra folkets smerte, og det er utilgiveligt, mener Marguerite. Hun mener, at krigen er en fælles forbrydelse, og at alle bærer et medansvar.

Smerten fortæller en vigtig historie om den/de pårørende, som venter derhjemme, når soldater drager i krig. Emnet er aktuelt, blandt andet set i lyset af Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Forestillingen skildrer meget præcist den pårørende/kvindens venteposition, og Ulla Henningsen spiller helt formidabelt.