Betty Nansen har en moderne teaterversion af Leo Tolstojs store kærlighedsklassiker Anna Karenina på plakaten. I 1870’ernes Rusland forlader den aristokratiske frue Anna Karenina sin mand og barn for at være sammen med sin elsker, ritmesteren Vronskij. Forholdet fører til en social deroute for Anna med tragiske konsekvenser til følge.

Den tyske dramatiker Armin Petras har taget Tolstojs næsten 1000 sider lange roman og omskrevet den til et teaterstykke af to og en halv times varighed, og persongalleriet er reduceret til syv personer. Forestillingen er loyal over for Tolstoj, men peger fra zartidens Rusland frem mod vores egen tid. Med Alexa Thers instruktørgreb bliver det tydeligt, at Anna Kareninas verden på mange måder ligner en moderne tid og nutidige menneskers higen efter kærlighed og lykke.

Forestillingens rum er en nedslidt balsal, hvor personerne går til bal, mødes i de borgerlige stuer og står på skøjter. Bagved ligger togstationen, hvor det første kærlighedsmøde mellem Anna og Vronskij finder sted, og hvor Anna til sidst begår selvmord. Petras har i sin dramatisering af stoffet fokuseret på de vigtige og afgørende møder mellem karaktererne. Tøjet og musikken er moderne, og rummet bliver et sted, hvor fortid og nutid mødes.

Bal og bristede illusioner
Den smukke Anna Karenina (Stine Stengade) møder Vronskij (Carsten Bjørnlund) første gang på en togstation, og de finder sammen til et bal. Anna er træt af sit ægteskab med den kedelige Karenin. Affæren med Vronskij opsluger hende helt og aldeles, og de lidenskabelige følelser er gengældt. Annas svigerinde Dasja har derimod valgt at blive i sit ægteskab med den dameglade Stefan, spillet med stor charme af Mads M. Nielsen. Laura Bro er meget overbevisende i rollen som den bedragne og forsmåede hustru, der holder ud i sit ægteskab, selvom hun lider voldsomt under det. Karin Bang Heinemeier spiller Dasjas lillesøster Kitty, der får kærlighedens smerte at føle allerede til sit første bal, da hendes tilkomne, Vronskij, kaster sit begær på Anna.

Den søde Kitty får revet alle sine illusioner om kærlighed itu, og så kommer kløerne frem, og hun raser over de konventioner i samfundet, som begrænser kvinders udfoldelsesmuligheder. Men hun forventes stadig at følge konventionerne, og hun smedes endeligt sammen med Rasmus Hammerichs kejtede, søde og godmodige godsejer Ljovin. Han begærer hende, men hun begærer ikke ham. Kvinderne taler således fra tre forskellige positioner: Anna bryder ud af ægteskabet, mister sin sociale status og forfølger passionen, Dasja arrangerer sig i ægteskabet med sin utro mand, og Kitty slår sig til tåls med en mand, som kravler for hendes fødder, men som hun ikke elsker. Der er en pris at betale i alle tre tilfælde.

Lidenskaben brænder - ud
Anna insisterer på at følge Vronskij til verdens ende med alle de konsekvenser, det måtte indebære. Men kærligheden imellem dem ændrer sig med tiden, og den kærlighed og opmærksomhed, som Anna kræver, har Vronskij svært ved at indfri. Han tilbeder hende ikke længere på samme måde, han bliver træt af hende, fordi hun opfører sig som et forkælet barn. Anna har brændt alle broer og kan ikke vende tilbage til sit gamle liv.

Der bliver sagt mange store ord om kærlighed og lidenskab, kysset, dyrket sex og afgivet hede løfter om evig troskab. Men den flammende og altfortærende kærlighedsild kommer aldrig for alvor til at brænde i Stine Stengade og Carsten Bjørnlunds ansigter og kroppe. Det er som om, at de ikke helt har fundet frem til den energi, som skal overbevise os om, at Anna og Vronskij virkelig oplever den store kærlighedspassion.

Til gengæld brænder Annas mand Karenin helt fantastisk igennem. Anna beskriver selv sin mand som kedelig og deres ægteskab som dødt, men da Karenin træder ind på scenen, får man et helt andet indtryk. Jens Jacob Tychsen formår rammende præcist at give udtryk for ægtemandens fortvivlelse over, at hustruen elsker en anden mand. Rasende, truende og tryglende giver han os et indblik i sin smerte. Stykkets mest gribende øjeblikke leveres af ham.

Jagten på lykken
Forestillingen undersøger kærlighedsbegrebet og viser, hvordan karaktererne jager lykken og kærligheden både i og uden for ægteskabet. Men de har svært ved at indfange kærligheden og fastholde den, og de fleste af karaktererne lider under deres egne valg og andres valg. Vi kommer rundt om alle syv karakterer, vi ser og hører deres historie, og de fortæller i dialoger, monologer og kommentarer om deres syn på kærlighed og lidenskab. Forestillingen viser også, hvor umulig lidenskaben er at styre, og hvor knusende det er, når A elsker B, der elsker C. Det er alt sammen udmærket, og det er også velspillet. Men Anna og Vronskijs altopslugende kærlighed indfrier altså ikke helt forventningerne.