Ditte Gråbøl og Merete Hegner er tilbage på scenen i rollerne som Pind og Pølse i Line Knutzons absurde komedie Den luft andre indånder. Der er tale om en genopsætning fra 2009, som dengang spillede for fulde huse på Teatret ved Sorte Hest. Hvis ikke man så forestillingen dengang, bør man gribe chancen nu. Line Knutzons stykke henter inspiration fra det absurde teater, hvor to menneskers ordkløveri om hverdagen, ensomheden, angsten for de andre og drømmen om et meningsfyldt liv skiftevis vokser vildt og poetisk og kører i tomgang og opløses og bliver meningsløst.

Rollerne blev oprindelig skrevet til en yngre mand og kvinde, men i Asger Bonfils’ iscenesættelse spilles Pind og Pølse af de to modne og dygtige skuespillere Ditte Gråbøl og Merete Hegner. De er sminket og klædt ud som et klovnepar, som to fortabte voksne, der står fremmedgjorte på kanten af livets manege, for de har aldrig lært eller turdet springe ind og spille hovedrollen i deres eget liv. Scenerummet er beklædt med blågråt stof, som kan rulles op og trækkes til side, hvilket giver fornemmelsen af et telt og understreger klovneuniverset. Ellers står der kun et bord og et par stole på scenen, som de to klovne panisk løber i ring om det meste af tiden.

De usynlige
Pølse og Pind drømmer om, at deres liv skal være meningsfyldt. De drømmer om at være med i et fællesskab, men de er hver for sig fanget i deres egen ensomhed og isolation fra omverdenen. Hverdagen kører i tomgang med de samme handlinger (turen til bageren) og den samme samtale (”hvad skulle de være”, ”et brød, tak”), samt tankerækker og søvngængeri, der gentager sig i én uendelighed. De kæmper begge to med angsten for ”de andre”, for ”samfundet”, for ”fedtefadet” og for ”trædemøllen”, og de ønsker sig brændende at blive synlige. Pølse skriver et indigneret brev til Samfundet, fordi hun ønsker svar på, om nogen har set hende gå over fodgængerovergangen 157 gange. Hun er ikke blevet set af nogen siden sidste forår, og hun er desperat efter at finde ud af, om nogen overhovedet ved, at hun eksisterer. Pind er ved at gå op i limningen over, at han får det samme tilbud igen og igen hos bageren: ”Køb ti for tolv. Du sparer fem”, for det giver ingen mening for ham, når han bor alene.

Først i mødet med hinanden bliver Pølse og Pind synlige. Ditte Gråbøl spiller den sortseende, skrøbelige, lakoniske Pind. Mette Hegners Pølse er både charmerende, larmende og desperat efter at få respons fra nogen – hvem som helst. Man griner, ja, men det gør også ondt dér, hvor teksten rammer hårdt og præcist: behovet for at blive set, som den man er, og behovet for at livet skal give mening i relation med andre.

Livets absurditeter
Stykket angiver ingen tid eller sted. Pølse og Pind har ingen tidsfornemmelse, og dagene flyder sammen, ligesom historierne om deres fortid heller ikke er særlig meningsfuld. Angsten for ”dem på den anden side af det blågrå stof-forhæng” kan sagtens tolkes politisk, som angsten for de fremmede.

Men stykket rummer først og fremmest en sproglig energi og en sans for hverdagens og livets absurditeter, som understreges af de to fortabte klovnefigurer. I den oprindelige version var det to yngre mennesker, som kæmpede for at blive set og hørt i verden, samtidig med at de var lammet af angst for livet, samfundet og de andre. I denne opsætning hører angsten og frygten for livet, for de andre og for at livets mening går tabt ikke nogen bestemt alder til. De to klovne taler til folk på mange alderstrin.