Alle vi, der var teens i 80´erne har med stor sandsynlighed set den franske film Betty Blue, måske endda flere gange, for filmen blev lidt af et kultfænomen, godt hjulpet på vej af en næsten konstant nøgen Beatrice Dalle og hendes vilde, følsomme og forstyrrede portræt af en ung kvinde, der er i sine følelsers vold. Voldsomme følelser. Følelser, der ligefrem avler vold og som truer med at tage kontrollen over hende og dem nær på hende.

Filmen er dog primært en kærlighedsfilm. En film der skildrer det vilde, passionerede og grænseløse forhold mellem den unge mand Zorg og Betty, der nærmest ved et tilfælde dukker op I hans liv. Da Kapellet derfor erfarede at Teater Nordkraft havde i sinde at omsætte denne fremragende film til et teaterstykke, endda en såkaldt ´musikforestilling´ - så blev nysgerrigheden vakt med det samme. Hvordan ville det kunne lade sig gøre, uden at blive en anæmisk versionering af filmen?

Det skulle dog hurtigt vise sig at alle fordomme, at eksempelvis andre skuespillere ikke ville være i stand til at nå Beatrice Dalles til sokkeholderne blev dog hurtigt gjort til skamme. Teater Nordkraft har i den grad formået at lave en postmoderne nyfortolkning af historien, samtidig med at de har holdt fast i alle de centrale elementer i historien, der netop var med til at gøre Betty Blue til den succes som filmen fik..

For at starte med Betty, så spilles hun i stykket ikke kun af en, men af hele tre skuespillere – hvoraf en af dem er en mand (Thomas Nielsen). Det virker måske umiddelbart forvirrende, men ender med at give perfekt mening, da de forskellige versioner af Betty også afspejler hendes mildest talt omskiftelige sind. Desuden er hovedpersonen Zorg (Anders Manley) udstyret med Phillipe Dijans roman, som han bevidst læser op af fra tid til anden. Denne intertekstuelle leg er dog ikke med til at fremmedgøre publikum, selv om dette greb peger eksplicit på at der er tale om fiktion, for det drama der udspiller sig foran publikum foregår i så højt et tempo og med så stor intensitet, at man skal være gjort af sten, for ikke at blive revet med på turen.

Scenerummet er ved første øjekast forholdsvis minimalistisk. Der står en gammel ramponeret blå bil midt i det hele, og foruden en håndfuld forskellige musikinstrumenter, er der fint strandsand fordelt på store dele af scenen. Alle de kostumer som spillerne har brug for undervejs findes helt synligt på et tøjstativ bagerst på scenen. Det er de fire spillere på scenen, der gør alt selv. De spiller deres roller, synger mange af de sange der optræder, bytter om på rekvisitter og flytter rundt på interiøret, når der er behov for dette. Desuden arbejder forestillingen med en hel del publikumsinteraktion, både verbalt og fysisk. Så indløser du billet til forestillingen (som du selvfølgelig bør gøre med det samme, før de sidste forestillinger meldes udsolgt - red.) så kan du potentielt få muligheden for selv at komme med på scenen.

Alle disse tekniske greb kunne i mindre kyndige hænder være med til distancere os fra stykket vi ser, men på mærkværdig vis sker dette aldrig. I stedet bliver kærlighedhistorien mellem Betty og Zorg formidlet med sådan en intensitet, at man bliver grebet af den. Den altoverskyggende lidenskab som er mellem ham og Betty er der ingen der tvivler på, idet man forlader teatersalen. Det går naturligvis meget hedt for sig, så hedt at alle medspillere på et eller andet tidspunkt i stykket er helt eller delvist afklædte. Det ville også være mærkeligt andet når nu Betty Blue er et stykke om seksuel besættelse og lidenskab der er så voldsom, at den næsten er dømt til at gå galt.

Musikken er desuden helt formidabel. Foruden et par enkelte numre der afspilles over højtalerne (f.eks. Plasic Bertrands firserhit Ca Plane pour Moi https://www.youtube.com/watch?v=wc5vncyWQnY ) så bliver langt størstedelen af musikken fremført af de fire på scenen. Her skal især Nanna-Karina Schleimann fremhæves idet hendes stemme er helt fantastisk, hun er egentlig musiker, men hun indtræder i sine roller lige så naturligt, som havde hun også brugt et halvt årti på teaterskolen. Når det er sagt, så skal de øvrige medvirkendes præstationer ikke underkendes, for det virker som om alle på scenen kan samle et instrument op og betjene det lige så naturligt, som de kan spille skuespil.

Sangene der optræder strækker sig fra de klassiske franske chansons, til medleys af moderne popklassikere og der har endda sneget sig et enkelt nummer fra Kim Larsens hånd med. Igen, burde dette på papiret ikke kunne fungere, men det gør det – endda virkeligt godt.

For at gøre det kort, så drop alle dine planer og sørg for at få skaffet en billet til denne forestilling, før det er for sent. Det er bragende godt teater, som ud over at vise hvor opfindsomt man kan genfortolke en klassisk kærlighedshistorie også er to timer i selvskab med fire usandsynligt dygtige skuespillere og musikere. Du får stort set alt. Du er til koncert, er vidne til en eminent nyfortolkning af en fantastisk og tragisk kærlighedshistorie og samtidig er du vidne til medrivende drama. Endelig, så er stykket også – ulig den ret så alvorstunge filmversion – virkeligt morsomt. Kort sagt, så har stykket alt det skal til for at sikre dig en helt fantastisk teateroplevelse.