Normalt er onkelhumor og fars fede vitser ikke det store hit hos børn.

Men det er det sandelig, når Louise Schouw Teater viser Sallys far. Forestillingen er baseret på Thomas Brunstrøms og Thorbjørn Christoffersens populære børnebøger, der er solgt i over en million eksemplarer. Eskild Dohn har sammen med Sigurd Barrett skrevet den iørefaldende musik.

I salen er stemningen dejligt livsbekræftende allerede i minutterne op til forestillingen. Sådan er det, når børn fra fire år og opefter er i teatret - med deres forældre og/eller bedsteforældre. Der er råb og latter og spænding i luften. Teatret kan åbenbart stadig noget særligt. Forældrene har tilmed smidt deres narresut og viser med egen adfærd, at vi skal være til stede i det analoge nu.

Højt lydniveau
Forestillingen lægger ud med et alt for højt lydniveau på den musikalske side. Den optagede instrumentale rockmusik overdøver totalt live-sangen, så det er svært helt at høre, hvad de medvirkende på scenen synger. Det er en typisk fejl.

Men heldigvis kan man forstå, hvad skuespillerne siger, da først løjerne løber løbsk mellem de musikalske indslag. Morten Bo Koch kommer ind på scenen i fuld galop og slipper sit formidable kropssprog løs i rollen som Sallys pinlige far, der ikke rigtig er blevet voksen.

Pruttehumor
Det varer ikke længe, før pruttehumoren fylder luften, og børnene i salen kan lide det. Sallys far vil være youtuber og lyver om sin egen barndom, så det står i stråler. Han beretter på livet løs om dengang, han kun fik noget at spise en gang om ugen: Bussemænd med brunkål. Sallys far kalder Sally (Marianne Gonnov Bøgelund) og hendes legekammerat Svend (Anton Sager) for kærester, og i det hele taget er han bare for meget. Men sjov.

Lillebror Eddie spilles af den ikke helt unge skuespiller Kristian Holm Joensen, der med sine korte og kunstige ben dinglende ud over bordkanten faktisk virker lidt uhyggelig. Og han har fået nogle strittende hårtotter, så han ligner figuren fra bøgernes tegninger.

Sallys far disker i fortællingen op med det ene skøre påfund efter det andet og pådrager sig en mandeinfluenza, der er tæt på at koste ham livet. Det bliver aldrig kedeligt i den ellers enkle scenografi, hvor en væg kan skubbes, så vi det ene øjeblik er i børneværelset og det næste i køkkenet og dagligstuen.

Penge i kassen
Forestillingen er en stor collage af små sketches, der kommer til at hænge sammen. Der bliver brugt bandeord, og som Sally synger: “Hvorfor har man lavet bandeord, når man alligevel ikke må bruge dem?”. Sally finder ud af, at der alligevel kan blive råd til en tur i Tivoli, hvis familien indfører en bandekasse. “Fandme” og “sgu” - det siger pling, hver gang mønten rammer bunden i dåsen: “Hold nu kæft med alt det banden!”

Humoren er latrinær, men ikke så meget, at det gør noget. Da Sallys far har mandeinfluenza, ryger termometret - som lillebror har haft oppe i bagdelen - ind i munden. Puha.

Sallys far er en fin og livlig forestilling, der i en time og et kvarter uden pause har et godt greb om publikum. Musikken var som sagt rigelig høj, men frisk og energisk, og livet, som det udspiller sig i Sallys hjem, virkede til at gå ind hos målgruppen - også fordi det hele er så herligt gakket.