Portscenen i Skuespilhuset er omdannet til Det Røde Rum, hvor kabaret-stemningen fylder rummet og publikum har sat sig ved cafébordene og på puderækkerne. Scenen befolkes af fremtidsmennesker, som vil vise os med, hvad nutidsmennesker er optaget af.

Det Røde Rum er Det Kgl. Teaters nye unge ensemble, som har sat sig for at ”genopfinde teatret”. I deres første forestilling, Kabaret Royal, rusker de nyt liv i den gamle kabaret-form og indsætter fremtidsmennesker, som laver satire over det moderne menneskes rædselsvisioner. Instruktørerne er den tredobbelt Reumertvinder Elisa Kragerup og Rune David Grue, og teksterne er skrevet af blandt andre Christian Lollike, Joan Rang Christensen, Line Knutzon, Anne Bro og Christian Tafdrup.

Trods veloplagte og syngende mænd i smoking og laksko er Kabaret Royal mindre letbenet end den traditionelle kabaret-varieté-form, og den giver et mere dystert bud på, hvad der optager moderne mennesker. Kabaret Royal er dermed ikke blot en festforestilling, men har også en grotesk og mørk side og bevæger sig i grænselandet.

Publikum præsenteres som noget af det første for et elskeligt hundemenneske (Rasmus Bjerg), som kan ”halse” på kommando. Han er vild med publikum og blander sig med os og logrer rundt ved cafébordene. Hundemennesket taler om fællesskab og familierelationer på tværs af racer. Den elskelige krydsning får dog en hårdhændet behandling af de øvrige medvirkende.

MIG, os – og de andre
Diagnosemanden (Maria Rossing) lider af ALT fra ADHD til eksem i knæhaserne og får opbøvset al sin elendighed over for et publikum, som er tvangsindlagt til at lytte (men det er nu morsomt). For kan man ikke overskue verden og andre mennesker, så kan man jo altid afgrænse sig ved at være sygeligt optaget af sig selv og sin egen fysiske og psykiske elendighed.

Den Sidste Blonde Familie indtager scenen med al deres sammensparede fremmedfrygt, de står tæt sammen og synger om sammenhold, og deres fælles kampråb er: Vi overlever! Emnet er – kan man vist roligt sige – blevet yderligere aktualiseret i forbindelse med den politiske debat om permanent grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

Kendt for at være talentløs
Ind på scenen springer Dorte Eriksen (Maria Rossing), som er kendt for ”at komme ind fra højre side” og ”se, nu står jeg på et ben”. Som en Amalie (fra Paradise Hotel) iscenesætter hun sig selv og udstiller sin egen talentløshed. Til gengæld optræder Den Asiatiske Mand (Thomas Hwan) som den nye superstjerne, som hele verden tilbeder.

Den ellers tidligere så tilbedte Vorherre må indse, at han har mistet sin guddommelige indflydelse, fordi folk er holdt op med at tro på ham. Peter Plaugborg spiller Gud, som kommer til kort i et tryllenummer med ”den oversavede dame”.

I stedet for at tro på Gud er mange mennesker hoppet på newage-, coaching-, find-din-passion- og positiv psykologi-bølgen. Helle Fagralid spiller den beigefarvede lærerinde Birgitte, som inderst inde er Satan selv og førhen tænkte de mest forfærdelige tanker, men nu har hun lært Positiv Tænkning. Hun har – næsten – udraderet alle de grimme tanker og erstattet dem med et nyt positivt tankesæt. Så nu er det sjældent, at der farer en satan i hende, eller at den indre svinehund taler igennem hende, betror hun os. For hun har fundet den eneste sande vej, hun har set lyset – og ja, det er sgu skræmmende, men godt spillet af Fagralid.

Kast anker i nuet
Hvis man føler sig utryg over at leve i en global og grænseløs verden, kan der være noget trygt i at kaste anker i fortiden og hylde de gode gamle dage med en sang, som makkerparret Poul Volmer Kragevig og Jørn Bistrup Andersen (Rasmus Bjerg og Johanne Louise Schmidt).

Men man kan også kaste anker i nuet og træne sig selv op til at være 100 procent nærværende i alle livets gøremål, ligesom Manden der kan være hundrede steder på en gang (Mikkel Arndt). Den evigt tændte stripperrobot (Johanne Louise Schmidt) længes også efter at være ægte og leve i nuet, og hun synger PH og Kai Norman Andersens klassiker ”I dit korte liv”, så man rammes helt ind i hjertekulen.

Flere eksperimenter
Kabaret Royal er en blanding af underholdning og dyster fremtidsvision, som bringer nutidens aktuelle temaer ind i Det Røde Rum, så vi kan spejle os og for mit eget vedkommende krumme tæer over, hvordan vi har indrettet vores samfund. Størstedelen af numrene i kabareten rummer interessant indhold, men flere af indslagene kunne godt strammes mere op både i tekst og performance. Jeg vil også gerne overrumples noget mere næste gang, for det blev nogle steder lidt for forudsigeligt, i hvilket retning vi – publikum – blev ført. Heldigvis har Det Røde Rum fået frie tøjler til teatereksperimenter de næste to år, og jeg ser frem til, hvad de ellers finder på.