Anthon Tjekhovs skuespil Mågen fra 1896 handler om mennesker, der søger efter at realisere deres drømme, men mangler et realistisk forhold til omverdenen. Der er ikke én hovedperson, der viser vej til drømmen om et meningsfuldt liv. Hver person i Mågen afspejler stadier på livets vej, hvor der ikke sker det, vi traditionelt håber, men netop det, der sker, under normale omstændigheder.

Men hvorfor hedder Anton Tjekhovs skuespil Mågen, når det handler om mennesker? Et vigtig element i Tjekhovs skuespil er, at symboler og rum er vigtige medspillere, som det også var for de samtidige repræsentanter for ´Det moderne psykologiske drama´ - Henrik Ibsen og August Strindberg.

Anton Tjekhov angiver nøje, at man i de to første akter har udsigt til en smuk park med lindetræer og en sø, hvor mågen, der er en sjælden gæst i de russiske indsøer, kredser frit. Mågen er en klog fugl, der danner par for livet. Den vender år efter år tilbage til den samme redeplads. Den passer godt på sit afkom og den har en social beskytterstrategi i kolonien. Den indretter sig efter de givne forhold, så når en måge finder et godt fødested, kalder den på andre måger og gør opmærksom på det.

Den optræder som et symbol på socialt ansvar og tilpasning i modsætning til de mennesker, der bor omkring søen, hvor Sorin og søsteren Irina, der er økonomisk trængte, ikke forstår, at det er vigtigere at få høstet rugen end at bruge hestene til en tilfældig udflugt til byen. Den unge Konstantin mangler penge, men tænker ikke på, hvordan han kan tjene dem. Moralen halter også på den anden side af søen, hvor faderen til Nina svigter datteren ved at give Ninas mors store formue til sin nye kone – og dermed gør sin datter hjemløs.

Tjekhov peger ikke på politiske løsninger, for at løse de sociale og økonomiske problemer, men peger på dét, den enkelte stiller op som et mål for tilværelsen: drømme om kærlighed og arbejde. Han peger også på det, der forhindrer drømmene i at blive realiseret – de indre bindinger, vanens magt og den manglende tilpasning til et samfund under økonomisk og social forandring.

Odense Teater har valgt at opsætte Simon Stephens' moderne bearbejdelse af Mågen, der har taget et stort spring ind i narcissismens tidsalder. Hos Tjekhov handler komedien om det almene, som kan få publikum til at tænke over de store spørgsmål som kærlighed, arbejde og socialt ansvar, medens Odense Teaters opsætning er landet i en farce, hvor alt sker i nuet. Med få undtagelser bliver personerne derfor stereotyper frem for personer, der vækker til eftertanke.

Scenografien er henlagt til et enkelt anonymt rum, der ligner en blågrå klatrevæg. Den tjener ikke som en aktiv medspiller som hos Tjekhov, hvor der netop veksles mellem at være ude, hvor de store visioner trives til at ende i et arbejdsrum, hvor det hele lukker sig sammen om de uforløste drømme.

Kunsten i teatret er at trykke på bremsen frem for speederen. Den unge Konstantin kommer op i en høj decibel og nærmer sig hastigt en fartbøde i denne opsætning. Hvor rollen hos Tjekhov er at skabe forståelse for, at det er svært at frigøre sig fra familiebånd – uanset alle blot forfølger egne mål - så virker disse bindinger knap så forståelige, når der udadreageres så voldsomt bl.a. med rundkastning af skraldesække – heldigvis fyldt med bløde dun.

I Mågen betragtes kærligheden som en billet ind i en meningsfuld fremtid, men den byder mestendels på afbudsrejser til andre destinationer end den store kærlighed. Alligevel fortsætter drømmene år efter år – hvilket Tjekhov understreger ved - stik mod alle dramatiske traditioner – at lade 2 år passere mellem 3. og 4. akt – en finesse, som er mindre tydelig i Simon Stephens opsætning, bortset fra at Sorin/Peter er blevet svagere.

For selv om alle er forandrede, så er intet forandret 2 år senere og skuespillet munder ud i, at den store skuespiller Irina lover, at man mødes igen næste år, dog med en person mindre, da Konstantin forsvandt med et skud i kulissen.

Odense Teaters opsætning af Mågen har fået et så kraftigt spark ind i nutiden, at den indholdsmæssigt er fløjet et langt stykke væk fra klassikeren fra 1896. Det underforståede og mangetydige i det oprindelige skuespil er med denne omfortolkning blevet mere fladt og dermed svækkes de dybere toner til fordel for postmodernitetens eksplicitte forhold til at skulle føle sig som noget særligt – men der er skabt en kompenserende velvalgt dimension med Hannah Schneiders levende musik og sang, der giver en forsigtig forbindelse til det, ord ikke kan sige.

Vel er det ikke den kendte Måge, der flyver ind på scenen på Odense Teater, men snarere en moderne hættemåge og der ydes virkelig gode skuespilpræstationer - ikke mindst af Mikael Birkkjær, der nuancerer på en meget fin måde og fra Claus Riis Østergaard, Natali Vallespir Sand og Anders Gjellerup Koch.

Foto: (c) Emilie Therese