Det begyndte i 2004 med filmen Så som i himmelen, der blev en kæmpesucces i Sverige. Over en million svenskere gik i biografen og så den rørende historie om den hjertesyge topdirigent Daniel, der vender hjem til Norrland for at tilbringe sin sidste tid i barndomslandsbyen. Her overtager han det lokale kirkekor – ret hurtigt til præstens og den tidligere korleders store fortrydelse – og forelsker sig i den flyvske og sværmeriske Eva. Omkring dem levendegør korets medlemmer en masse forskellige mennesketyper, relationer og konflikter, og som tilskuer er det ikke svært at leve sig ind i deres skæbner. Med Michael Nyqvist og Frida Hallgren var filmens hovedroller stærkt besat.

Filmens instruktør, Kay Pollak, og hans hustru Carin skabte sammen med komponisten Fredrik Kempe den musical-version, som efter succespremieren i Stockholm 2018 er gået sin sejrsgang gennem hele Norden (og enkelte europæiske lande). Danmark er det sidste nordiske land på listen, måske fordi filmen aldrig blev den store succes herhjemme – udover i korsangerkredse, hvor den har kultstatus.

Musicalen følger stort set filmens forløb, fra Daniels ankomst til barndomsbyen til hans død et halvt år (184 dage!) senere. Der var en del sange og musiknumre i filmen, hvis store hit var Gabriellas sång, med musik af Stefan Nilsson og tekst af Py Bäckman og fremført af den i Sverige højt elskede sangerinde Helen Sjöholm. Sangen er naturligvis også med i musicalen, som Fredrik Kempe har forsynet med en række nye, iørefaldende numre i mange forskellige stilarter.

Alle hovedkaraktererne har mindst et nummer (solo eller duet), der musikalsk er med til at karakterisere dem som personer, og især i 2. akt er der flotte korsatser, hvor solisterne bakkes op af dygtige sangere fra det rytmiske kor Vocalicious.

Åbningsscenen er meget flot, både visuelt og musikalsk. Orkestret – musikere fra Det Kgl. Kapel suppleret med en rock-kvartet – toner frem fra bagscenen i 1. sals højde, mens vi får præsenteret forhistorien om dirigenten Daniels barndom i landsbyen, hvor han mobbes grundigt i skolen, fordi han spiller violin. Da moderen vælger at flytte til en større by, viser det sig at Daniel er et musikalsk vidunderbarn, som ret hurtigt erobrer verden, først som violinist, derefter som dirigent, men altså med et svagt hjerte, som sætter en stopper for ”eventyret”.

Orkestret forsvinder imidlertid derefter bag et bagtæppe, og helt frem til slutscenen foregår musicalen som ”sing-back”: sangerne synger, men vi ser ikke de akkompagnerende musikere og mister derfor lidt af ”live”-fornemmelsen. Dette setup er ikke nødvendigvis et problem, men det stiller store krav til mixning og lyddesign, at alt er forstærket. Jeg synes desværre ikke, den del af forestillingen kommer helt i mål: Nogle numre/personer har alt for stor volumen, ikke mindst Arne (Troels Malling) er næsten overstyret, både i tale og sang, og generelt savnede jeg dynamiske nuancer og balanceret lyd. Jeg oplevede Såsom i himmelen i Malmö i 2022. Her var der fuldstændig styr på den delikate lydside, men Malmö-Operaen har også mange flere års erfaring med musical end vores hjemlige opera.

Man kan også diskutere tekstens poetiske kvaliteter. Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne med originalteksten, men den danske oversættelse af sangteksterne forekom mig at have mange nødrim. Scenografien er enkel og velfungerende sammen med en rigtig flot lyssætning: – et stiliseret rum med flytbare vægge og bagtæppe, der skiftevis kan agere Arnes butik, Daniels hjem i den gamle skole, kirke, birkeskov osv.

Forestillingen bæres frem af et ensemble med mange dygtige sangerskuespillere. Jeg var imponeret af Carsten Svendsen i den helt centrale rolle som Daniel. Han har en stor og flot stemme, og – som næsten den eneste – var han særligt udtryksfuld i piano i det høje register. Hans samspil med Sicilia Gadborg (Lena) var meget overbevisende. De havde virkeligt rørende duetter, og det egentlig meget umage par blev tegnet med musikalsk finesse.

Rollen som den voldsramte Gabriella, der rejser sig med musikkens hjælp, blev denne aften sunget og spillet meget fint af (understudyen) Silke Birannell. Erfarne musicalkræfter som Betty Glosted (Olga) og Jesper Lundgaard (præsten Stig) bidrog med solide præstationer – i fint samspil med sangerskuespillere som Cecilie Stenspil (den lidenskabelige præstefrue Inger), Jakob Højlev Jørgensen (Erik) og Lars Arvad (Holger). Troels Malling gestalter sikkert den på en gang i energisk-entreprenante og elskeligt-irriterende købmand Arne, men lydmanden kan roligt skrue ned for hans mikrofon. En helt særlig præstation ydede Mathias Hartmann Niclasen som den handicappede Thor, der løftes ind i fællesskabet af sangens kraft. Også i de mindre roller var såvel børn som voksne velfungerende, og som nævnt bidrog Vocalicious til klangligt smuk og sikkert formet korsang.

Det er musicalens – fra filmen arvede – store styrke, at den fortæller en både gribende og aktuel historie. Hvilken anden musical præsenterer sit publikum for temaer som mobning (både blandt børn og voksne), hårdhændet musikalsk mesterlære, land vs. by, hustruvold, kristen fundamentalisme og puritanisme, meetoo-anklager, handicaphåndtering – alt sammen indbagt i historien om et kirkekor, der vokser fra ren hygge-musicering til international konkurrencedeltagelse?

Det er naturligvis ikke let i et enkelt sceneforløb at vise korets musikalske forvandling, og Daniels ”metode” ligner bestemt ikke noget, der kan genkendes fra almindelig korkultur. Det skal det heller ikke. Budskabet eller målet er vigtigere end det dramaturgiske middel: Vi skal finde vores egen stemme, dele den og musikken med andre og i øvrigt leve som om hver dag er den sidste. Måske lyder det banalt, men det virker stærkt, når musikken rammer rent – som i Daniels præsentationssang, Gabriellas sang og afslutningskorscenen. Dér klinger hymnen til sangens kraft fuldstændig uden mislyde. Foto: (c) Camilla Winther