Det er svært at vælge repertoire. Der er mange parametre at tage højde for. Kan man få rettighederne? Har forstillingen været sat op før, og hvordan var salget? Hvad sker der på de konkurrerende scener? Hvad er det, man som teater vil vise med netop valget af dette repertoire og en lang liste af andre overvejelser.

Denne sæsons repertoire på Det Ny Teater åbnes med Sister Act, og i februar 2024 genopsættes Kinky Boots. Det gør det umådeligt svært at være Sister Act, som desværre kommer til at fremstå som “opvarmingsband” for den power house af en musical som Kinky Boots er.

I 1992 havde Sister Act, den amerikanske komediefilm, premiere. I hovedrollen som Deloris, den falleret loungesinger, var Whoopi Goldberg. Filmen var et kæmpe hit, og soundtracket var banebrydende. Det var her, at mash-up’en som vi kender fra Glee og Pitch Perfect blev født. Det var, hvad man kan kalde en ´jukebox-musical´, hvor gamle sange, i dette tilfælde sange fra 1960’ernes Motown, blev kombineret med traditionelle salmer og blev til moderne gospelmusik.

Filmen var et hit, fordi den musikalsk appellerede tværs over generationerne. Der var både noget for nostalgikerne og så en ny, fed lyd til den yngre generation.

I 2006 blev filmen overført til de skrå brædder med et hold bestående af Alan Menken, Glenn Slater og Cheri & Bill Steinkellner. Alan Menken, der har stået bag en del af de store musikalske hits fra Disney Animation, havde længe ønsket at lave et projekt med musikalsk afsæt i 1970’ernes funky-groove musik.

Da produktionsholdet ikke kunne sikre sig rettighederne til at anvende de populære numre fra filmen, så Alan Menken muligheden for at lave sin hyldest til 1970’erne.

Dette blev så til musicalen Sister Act. Men hvad på papiret virkede som en god plan og et sikkert hit, er desværre ikke det som reflekteres i 2023 opsætningen på Det Ny Teater.

Der er flere grunde til, at Sister Act ikke fungerer. Den originale musik og tekst er en tabt kamp, da den ikke kan hamle op med den historik, som bare automatisk følger med Sister Act-franchisen.

En af de største mangler ved opsætningen er selve manuskriptet og sang-teksterne. Det vil så gerne være morsomt. Det vil så gerne være rørende. Det prøver virkelig hårdt, alt for hårdt. Timingen ved slapstick-gags falder til jorden, humoren er plat og trækker tænder ud. Måske er der gået noget tabt i oversættelsen til dansk. Men det er svært for selv de mest garvede sangere og skuespillere at løfte en forstilling, når udgangspunktet rent dramaturgisk set stort set ikke hænger sammen.

Det er selvfølgelig ikke en hemmelighed, at den oprindelige film heller ikke var baseret på raketvidenskab. Men den kunne holde til sine godt 90 minutters spilletid.

Tabt i en tidslomme
Forestillingen virker gammeldags og fastlåst i sin egen lille tidslomme fra 1970, som bliver dumpet ned i skødet på et nutidigt publikum i 2023. Det er svært at se, hvilket ræsonnement der har været til grund for at Det Ny Teater har valgt netop denne musical. Det er et teater, som ellers har været virkelig gode til at vælge noget, som både kan være samtidsrelevant og tjene som gode 3 timers virkelighedsflugt ind i teaters magiske univers, når det satser på en ´ny´ musical for det danske publikum.

Sister Act er meget bevidst om sin egen fjollethed. Men som publikum var det meget anmassende at være del af. Det var så overdrevet, helt ned til de kiksede kostumer såsom de mønstrede jakkesæt og hesteskooverskæg. Om det var ment som en ironisk selvdistance og karikering af hvad 1970’erne var for en størrelse, må stå hen i det uvisse.

Castingen føltes ligeledes skæv. De mandlige hovedrollers vokaler var hverken fyldige eller fremtrædene. Dette gjorde sig gældende for både Eddie (Henrik Lund) og Curtis (Al Agami). Sidstnævnte havde til tider problemer med at holde tempoet. Der var desværre heller ikke meget at komme efter blandt de kvindelige stemmer. Mira Balloli var næsten for sød og barnlig i hendes portrættering af Søster Mary Robert, og hendes store solo havde svært ved at fylde teaterrummet ud. Selv den garvede og yderst talentfulde Julie Steincke i hovedrollen som Deloris kæmpede sit bedste for at frembringe noget mere og løfte niveauet i forstillingen. Men lige meget hvor meget alle virkelig prøvede at få forestillingen til at blive bedre end den reelt er, så var det en tabt kamp.

Det er ingen tvivl om, at Det Ny Teater huser nogle af landets bedste musicalkræfter både på og uden for scenen. Men aftenens forestilling er blot et eksempel på, hvor meget det gode manuskript betyder.

Publikum skal nok føle sig underholdt. Men den største grund til dette er dansende nonner. For med Sister Act på Det Ny Teater mødes man af en musical med mere koreografi men så meget mindre sjæl og varme end hvad de 90 minutter med Whoopi Goldberg bød på i 1992.