Der tales og synges på sønderjysk i teaterkoncerten Omve’n hjemve, der dog har ens stor relevans også nord for Kongeåen.

Forestillingenes tema: At skulle vælge mellem at blive på hjemegnen eller flytte til en større by enten nord eller syd for grænsen for at uddanne sig. Og går turen til et sted i Danmark nord for Kongeåen, vil ikke blot sydslesvigere, men også sønderjyder med sønderjysk som modersmål opleve omgivelserne bemærke, at de taler dansk på en anderledes måde.

Med Omve’n hjemve beviser Thea Kastberg og Linnea Fabricius, at det teaterprojekt, de startede for nogle år siden, i den grad har noget at byde på. De to skuespillere stammer fra Sønderjylland og er med Æ Teater vendt stærkt tilbage til hjembyen Haderslev.

Nu er de i samarbejde med Teatret Møllen på turne med forestillingen, der er baseret på sønderjyske Rikke Thomsens sange. Som tredje skuespiller medvirker Anne Blomsgård.

Når en ung sønderjyde - eller hvilken som helst provinsbo - forlader den overskuelige landsby og flytter til København, dukker den følelse, som Rikke Thomsen med stor indlevelse synger om i nummeret Åltins koldt i København: Man er fremmed og har mistet fodfæste.

På bølgelængde
Æ Teater er helt på bølgelængde med Rikke Thomsen og giver hendes univers et eget præg samtidig med, at de tre skuespillere er dybt loyale over for Thomsens sange. Der er masser af energi i denne herlige teaterkoncert. De veloplagte skuespillere kører suverænt parløb med den slagkraftige iscenesættelse.

  Der bliver ikke sagt meget mellem sangene - stort set ikke noget - men der er ikke desto mindre bevægelse og fortælling i forløbet. Også takket være scenografien, der er spinkel, men alligevel stille forandrer sig fra sønderjyske birketræer til københavnske højhuse med lys i vinduerne.

Hvem sku ha troij? handler om ulykkelig kærlighed, der udarter sig til smerte og vrede, og kontrasten står stærkt mellem en moderne koreografi og det traditionelle sønderjyske. Stykkets titelnummer Omve’n hjemve synges og spilles med en melankoli, der går lige i hjertet.

Når man vender hjem, viser det sig ofte, at det, der engang var, ikke er sådan længere.

Fuld gas
Senere får den fuld gas med det højt besungne sønderjyske kagebord, hvor Thea Kastberg bærer den ene kage efter den anden ind til bordet (21 i alt!), mens den musikalske Linnea Fabricius slår akkorder på sin ukulele og i kor med Anne Blomsgård synger det første vers fra Mojn når vi komme (Mojn når vi gæ): ´Æ do tumpe det æ kønt i Synnejylland´.

Fuglsang på bordet
Og just mens vi tror, vi sidder i traditionsbundne rammer i hjemstavnen, udarter det sig til kostelig selvironi, da der kommer en ramme »Pip-øl« fra Fuglsang på bordet. Druk, grovæderi, blinkende lygter og høj musik i en pragtfuld pærevælling. Da der ikke er plads til flere kager på bordet, bliver de sidste tre lagkager placeret på hovederne.

På mindre end en time kommer vi igennem hele følelsesregistret, og mon ikke en enkelt sønderjyde eller blot alle dem, der (fortsat) kommer fra en landsby, kommer til at sidde med en klump i halsen.

Eftertænksomheden får også plads, når der er kontraster i et teaterstykke, og det er der til metermål i Omve’n hjemve. Det kan varmt anbefales at gå ind og se forestillingen på dens vej rundt i Danmark - også når det i begyndelsen af 2024 vises i Det Kongelige Teater i København.