Du går ned af en trappe, og allerede inden du finder din plads i salen, passerer du en hvid barnekiste pyntet med blomster samt nogle urner på en hylde. Selv om der ikke er iskoldt i salen, hvor du skal sidde, mødes du af synet af endnu en hvid kiste, denne gang i fuld størrelse og af en væg prydet med de karakteristiske kølerumsdøre i børstet stål. Sådan nogle døre som efter al sandsynlighed sørger for at kroppene bag dørene ikke går i forrådnelse. Sådan nogle døre som du sikkert har set et utal af gange før på film, men som kun få har set i virkeligheden. På scenen går en nydelig mand rundt, iført sort jakkesæt og hilser pænt på dig og de andre, der siver ind i salen.

Stemningen er til trods for kister og den kliniske stemning overraskende hyggelig. I højtalerne synger Otto Brandenburg pigenavne fra en velkendt dansktopklassiker og manden på scenen smiler og har glimt i øjet. Selv om førstehåndsindtrykket måske er en anelse morbidt, så er stemningen nærmest lige så afslappet, som manden foran publikum tydeligvis er.

Idet alle har sat sig ned, præsenterer han sig selv som bedemanden Nicolas. En bedemand fra en lang generation af bedemænd, der til forskel fra ham alle har båret navnet Christian. Som han selv siger, så blev han allerede ved sin fødsel gennem sit navn mindet om, at han ikke var lige som de andre i familien.

Nicolas starter sin beretning med fortællinger, der nærmest bærer præg af et foredrag. Du får serveret en masse anekdoter og informationer, som du sikkert ikke vidste om bedemandsfaget, eller den måde vi i de sidste godt 200 år har håndteret og betragtet de døde på. Nicolas tager publikum med på en fascinerende tidsrejse tilbage til den allerførste bedemand i familien, der fungerede i kongens Købehavn og som påstod han besad en særlig evne, som gjorde ham endog meget populær blandt kunderne – altså de efterladte. Stemningen er indledningsvis let og munter, men idet den ene historie tager den anden og Nicolas begynder at fortælle mere personlige fortællinger fra sit eget liv, så ændrer stemningen sig lige så langsomt til noget langt mere ildevarslende.

En lykkelig slutning er en monolog, baseret på Maren Uthaugs roman fra 2019. En roman som undertegnede anmelder ikke har læst (endnu) og derfor ikke kan sammenligne stykket med. Som med så mange andre teateroplevelser kan det være meget forfriskende at gå ind til en oplevelse uden på forhånd at vide ret meget om det der skal til at ske. Det gjaldt i særdeleshed i dette tilfælde.

Af samme grund vil Kapellets udsendte heller ikke gå alt for meget i detaljer med de hemmeligheder og historier der optræder, skulle der nu sidde andre læsere, der har det på samme vis, og helst lader sig overraske. Til gengæld er det svært at forfatte en anmeldelse uden at berøre disse helt centrale dele, så vil du forskånes for spoilers, gå direkte til det sidste afsnit.

Som det fortælles teatrets hjemmeside, så er dette en forestilling, der inddrager os i salen. Der er jo kun Nicolas (spillet fremragende af Christian Hetland) på scenen, så indimellem - for at illustrere forskellige aspekter ved sit virke - får han frivillige fra publikum til at være med. Dette bliver gjort så fint, og Nicolas spørger konsekvent den udvalgte om lov til at gøre de ting, han nu har tænkt sig. Vi er ikke kun tæt på scenen, vi inviteres på et tidspunkt i forestillingen ligefrem alle op på den. Dette kan lade sig gøre, da skuespillet er sat op på en af Århus teaters mindre scener.

Uanset om dette greb er noget man synes er fedt eller ej, så er det jo præcis denne type interaktion, der gør at teater kan noget helt særligt. Man er helt anderledes til stede i øjeblikket, når man står en halv meter fra skuespilleren, end hvis dette havde været en film eller et spil.

Idet fortællingen om de mange Christian´ner skrider frem og vi når til Nicolas eget liv, begynder fernisen som nævnt at krakelere. For selv om Nicolas på overfladen lykkes med at få et tilsyneladende helt almindeligt liv, med en kvinde han indledningsvist elsker og to børn, så skal det vise sig at der er langt til den familieidyl mange måske stræber efter. Hans familie rammes af flere tragedier og Nicolas får det meget svært.

Indimellem skifter det oplyste scenerum i korte blink, til en mere dyster, flimrende blå tone, der sammen med en række dunkle lyde synes at indikere at der er noget helt galt. Vi inviteres helt ind i Nicolas´ sind idet han åbenhjertigt begynder at fortælle om sine allerdybeste hemmeligheder. I trit med at først jakken, dernæst slipset afmonteres, åbner han sig mere og mere op og beretter nøgternt om en række ting, som vi alle måske godt er klar over sker. Ting, som vi måske allerede mistænker enkelte af dem der håndterer de døde, foretager sig. Ting, som vi ellers ikke snakker om i pænt selskab. Ting der stadig i 2023 er dybt tabuiserede.

Det som er det utroligt fine ved forestillingen, ud over at være både fedt visuelt og auditivt iscenesat, er at den får tegnet et utroligt sympatisk billede af sin hovedperson, der sine laster til trods, ender med at fremstå som alt andet end et monster. Monologen er på ingen måde en slags blåstempling af hans gerninger, som han i øvrigt også selv finder ustyrligt problematiske, men stykket ender med en form for åbent spørgsmål, som publikum efterfølgende kan gruble over selv. Titlen En lykkelig slutning er jo i sagens natur dobbelttydig, for den kan – alt efter hvordan man opfatter den – lede tankerne hen på såvel Thanatos som på Eros. I dette tilfælde begge dele samtidig.

En lykkelig slutning er rigtigt godt teater. Det er vedkommende, nærværende og for enkelte tilskuere sikkert både meget grænseoverskridende og yderst provokerende, men dette uden at ty til eksplicit effektjageri. Det er et stykke der i den grad indbyder til at vi både taler mere om døden og alle aspekter ved den – også de aspekter, som vi helst undgår at tale om. Endelig er det et stykke der med garanti vil få alle de, der endnu ikke har læst Uthaugs roman, til at styrte ned i den lokale boghandel for at få fat i den. Kort sagt, en virkelig fin og nærværende teateroplevelse, du ikke bør snyde dig selv for.