Lad os starte med en indrømmelse; nærværende skribent betragter ikke sig selv som målgruppen til teaterkoncerter. Det er fedt at gå i teatret og det er faktastisk at gå til koncert, men hybridformen har altid vækket en smule skepsis hos undertegnede. Selv om genreblandinger er velkomne, så kan det indimellem virke som om, man udelukkende vælger at sætte denne slags forestillinger op, for at ramme det helt brede leverpostejspublikum. Det er der heller ikke noget galt i, teatre skal jo have folk i salen, men indimellem kan disse konceptforestillinger sammen med musicals om regenten eller en forestilling, der byder på de bedste af Kim Larsens sange, som nogle der kun er sat i verden for at få bundlinjen til at se godt ud. Til gengæld bør man også udfordre sig selv og ens fordomme, især når Århus Teater inviterer til en tur gennem Natten, hvor musikken er blevet bearbejdet af Den Sorte Skole.

Hvis du ikke ved hvem Den Sorte Skole https://densorteskole.net/ er, så er du gået glip at en af Danmarks mest interessante bands, bestående af Simon Dokkedal og Martin Højland, der sammen skaber deres ret unikke sound ved at benytte sig af en masse mere eller mindre obskure samples, til at skabe nogle ret unikke elektroniske lyduniverser. Kapellets anmelder har set duoen flere gange før og tænkte derfor at det ville være en skam at gå glip af en forestilling, hvor deres lyd er så central.

Der gik heller ikke mange minutter i teatersalen, før langt de fleste af undertegnedes slet skjulte fordomme blev gjort til skamme, for det skulle vise sig at Natten var både meget avant-garde i sit udtryk, samt formåede at skabe en række scenografiske tableauer og stemninger som var virkelig fines.

Forestillingen forsøger gennem sine små to timer at præsentere sin tilskuer for en lang række aspekter ved natten, fra solen der synges til ro i starten af forestillingen til den atter titter frem. Helt i begyndelsen bliver en række velkendte vuggeviser sunget af et kor, der starter med at dukke op iført sovemasker i selve teatersalen. Turen går herefter op på scenen, hvor de øvrige figurer dukker op fra mørket. I den introducerende sang blandes blandt andre Solen er så rød mor med Pjerrot sagde til månen og flere, i en form for kanon, der ender med at skabe et lettere forvirrende, men også sært drømmelignende udtryk, da det er umuligt for tilhørerne at lytte til mere end en af disse fire sange på én gang.

Foretillingen er, som antydet, bygget op som en slags kronologisk præsentation at natten, fra solnedgang til solopgang. Den forsøger undervejs, både visuelt gennem spillerne på scenen og de minimalistiske men meget flotte monokrome kulisser og kostumer, at kommentere på mange af de ting, der netop sker i løbet af natten. Fra den rastløse søvnløshed og babyen, der ikke vil sove, til mareridtet i dets mange uhyggelige facetter. Der er også en sekvens med en figur, der helt tydeligt er ved at gennemleve sin allersidste nat, men som stædigt bliver ved med at trække vejret.

Nu kan det måske lyde meget tungt, men langt fra alle dele af forestillingen er så ensidigt dystre, for vi inviteres også med til ravefest og får serveret en snert af seksuelle udskejelser inden solen atter står op og bebuder en ny dag for de levende.

Der er kort sagt kælet for både publikums ører og øjne i løbet af forestillingen , men der vil sikker også være enkelte der vil føle sig fremmedgjort over de sære skabninger som optræder i Natten. Helt centralt er to figurer, der godt kunne minde om Ole Lukøje (Den lille Ole med paraplyen er selvfølgelig blandt de mange sange der er med) og dennes kone eller søster. Disse to figurer er med i stort set alle scener og kommer til at virke som karakterer der er hævet over det plan hvor de seks andre spillere (og det kor som også er en del af forestilligen) optræder. Det kan man se på den indflydelse og magt de har over de øvrige figurer.

Ole L. og især dennes søster tager også flere ture til balkonen i salen, hvorfra hun spiller få forskellige instrumenter – så de to er i bogstaveligste forstand hævet over resten af de medvirkende ”søvngængere”.

Både scenografi og kostumer er holdt i sort og hvid (og gråtoner), med få undtagelser hvor der bliver skruet gevaldigt op for farverne. Dette er jo også meget bevidst da Natten jo netop handler om lyset og især mørket, samt alle de gråtoner der optræder mellem disse to poler. Det kan på papiret måske lyder temmelig trist , men visuelt er det meget stramt og så fungerer det hele vildt godt på scenen.

Hvad der funger mindst lige så godt er de mange sange fra især højskolesangbogen der er blevet genfortolket i forestilligen. Der er stort set kun brugt sange fra den nye udgave af Højskolesangbogen, plus en håndfuld klassiske vuggeviser og et enkelt nummer med syrebandet Alrunerod – nærmere bestemt Natskyggevej. Alle disse sange er blevet fortolket og omskrevet, ikke til ukendelighed, men så de bliver mere homogene og så den ene sang sømløst kan glide over i den næste, på samme måde som var man til en koncert med Den Sorte Skole.

Det eneste der ikke fungerede helt efter planen i går aftes til præmieren på Natten var teknikken, for cirka halvvejs gennem første del af forestilligen blev scenefolk nødt til at afbryde forestillingen kort på grund af tekniske problemer. Som kvinden ved siden af mig sagde ”os gør det jo ikke noget, men det er synd for alle dem på scenen, at dette sker på en aften som i aften.” Publikum (inklusiv denne anemdler) tog da heller ikke denne korte afbrydelse særligt tungt, for det er jo netop dette der kan ske når man er levende mennesker sammen i et rum – ting kan ganske enkelt gå skævt. Der gik dog heller ikke mange minutter før publikum igen kunne kastes tilbage i Nattens særegne univers og da det hele var slut takkede salen da også hele ensemblet efterfølgende med en intens, taktfast – og ikke mindst velfortjent – stående klapsalve.

Det kan godt være at anmelder var skeptisk i forhold til begrebet ´teaterkoncert´, men efter at have set Natten kan det kun blive sagt helt tydeligt – drop også du eventuelle fordomme og tag også en tur gennem Natten. Måske er det ikke en forestilling der vil falde i alles smag, især ikke de teatergængere der forventer at så serveret en mere klar, opbyggelig og genkendelig fortælling, men vil du betages af hvad teater også kan, i tusmørketimen, imellem dag og nat, imellem teater og koncert, imellem abstraktion og konkret håndgribelighed, så tag endelig en (nat-)tur forbi Århus Teater, det vil du med garanti ikke fortryde. Foto: Emilia Therese (c)