Forestillingen Evig ung er kommet til Aalborg, og sikke et held. Efter i de senere år at have henrykket publikum flere steder i Europa kan vi nu også i Aalborg glæde os over et bizart sammensurium af udtryk drevet frem af seks ældre mennesker med ruinerne af et gammelt teater som kulisse.

Handlingen skal forestille at foregå omkring år 2060, hvor seks tidligere skuespillere fra Aalborg teater nu er blevet ca. 90 år og er på udflugt sammen med deres sadistiske ”plejerske” til det selvsamme teater. Teatret har ikke kunne klare konkurrencen mod diverse live talentshows og reality-programmer og har for længe siden måttet dreje nøglen om, hvorfor det nu ligger i ruiner.

Hvad man kunne opfatte som en forlængelse af den senere ældreplejekritik, medierne har fremstillet, møder vi her en SOSU-assistent, som er dels meget fraværende, dels på mest absurde vis besat af at gøre de ældres vej mod forfald, død og afslutning så hurtig som mulig. Som formand for foreningen Aktiv dødshjælp, som pludselig også får en helt ny betydning, er hendes plan, at de ældre en gang for alle skal miste al tilbageværende livsglæde og stille træskoene ved synet af deres gamle arbejdsplads i ruiner. Oplevelsen får dog den modsatte effekt. De gamle begynder nemlig at genopleve deres ungdom gennem pop- og rock-klassikere fra bl.a. The Beatles, U2, Aqua, Nirvana, Amy Winehouse og Grease. Den musikalske opsætning er helt forrygende. Vokalerne og vokalarrangementerne er stærke og vekslende i deres udtryk, ligesom hver enkelt person har sin egen specielle røst, som understøtter dennes karakter i stykket. Hvis man kan kalde det sådan.

Skuespillerne spiller nemlig sig selv som gamle, og det lader til, at rollerne falder dem utrolig let. Sangteksterne får på magisk vis en helt ny betydning ved, at de synges af ældre mennesker, samt da de kædes sammen på en ny og anderledes facon. Således kan vi høre Alphavilles ”Forever young” og dennes linje ”do you really wanna live forever?” stå stærkt sammen med Aquas ”…made in plastic, it´s fantastic”. Vi lytter, når de ældre fortæller, selvom det er et dække, hvorunder der befinder sig en purung person. Der er mange fortællinger i et teater, i en gammel scene fyldt med forfaldne rekvisitter og i ældre mennesker. Hvad dækker det grå hår egentlig over? Der er på denne måde indtil flere spørgsmål, som trænger sig på i løbet af forestillingen.

Eksempelvis hvad der vil ske med nutidens unge, når vi bliver gamle? Vil plejehjemmene bruge vendinger som ”vi scratcher som en dj” i deres fællessange, og vil de ældre kalde hinanden for ”luder”, som vi ser i denne opsætning? Dog er der i de evigt unge ældre på scenen stadig øjeblikke med fine, gamle romantiske værdier.

Der er intet følelsesporno i teatret, for det er ikke virkeligt liv, der skildres, og således har denne kultur tabt kampen. Vi står med de sidste rester af en kulturel generation, hvor der dog gang på gang viser sig en trang til at optræde og til at vise sig. De aldrende skuespillere har stadig drama i blodet og fremstår som markante personligheder på deres gamle dage. På den måde anes både en lighed med X-faktor-generationen, som nu er blevet gammel, og også en modsætning hertil. Livet er en scene, og det gamle liv er en forfalden scene fyldt med støvede rekvisitter. Showet bremses gang på gang af virkelighedens indtræden i form af de ældres skavanker, og det giver forestillingen et godt drive og en konstant afveksling. Scenerne er mættet med skøre påfund og overraskende sekvenser.

Forestillingen er på én gang både bred i sit transportable budskab og snæver i sin specielle tilknytning til netop det sted, hvor den foregår. I Aalborg spilles stykket således af en række skuespillere fra Aalborg teater, nemlig Jakob Højlev Jørgensen, Carsten Svendsen, Merete Mærkedahl, Rasmus Fruergaard, Søren Bang Jensen, Laura Kold og Anders V. Momme, hvor det eksempelvis på Nørrebro teater blev spillet af en række noget mere landskendte skuespillere som Troels Lyby, Lene Maria Kristensen og Laus Højbye.

Stykket får helt sikkert mere fylde, hvis man som tilskuer ved, hvilke roller den pågældende skuespiller plejer at udfylde. Ved man det, kan man løbende igennem stykket sammenholde det gamle menneskes opførsel og udtalelser med dets ungdom på scenen. Dette er der større chancer for ved de sidstnævnte skuespillere, som mange af os har set i diverse film og derfor har et bredt indtryk af. Dog forstærkes stykkets humor ved, at man lader det foregå i provinsen, da eksempelvis Merete Mærkedahls konfuse bevægelse igennem en masse gamle roller samt hendes evige jagt på bifald og stolthed over engang at have været en stjerne får en større humoristisk effekt, da hun netop ikke har været så landskendt som eksempelvis Ditte Hansen, som spillede samme rolle på Nørrebro teater. Stykket foregår dog som sagt først omkring år 2060 og med den sublime skuespilpræstation, som Mærkedahl lægger for dagen, burde hun kunne nå at komme helt til tops inden for dansk dramatik i de kommende år.

Ikke dermed sagt, at man ikke bør se stykket, hvis ikke man er bekendt med skuespillerne. Det er en effektiv komedie, som fastholder sine tilskuere i latter i to timer i streg samtidig med, at budskabet om en hyldest til livet træder klart frem. Vi præsenteres for parodier på alle mulige former for show: akrobatik, popkoncert, falde på halen-komik og den sørgmodige klovn, endda udført af 90-årige med diverse skavanker, som derfor taber forskellige kropsdele undervejs. Stykket kan således varmt anbefales, hvis man har lyst til en utrolig morsom komedie med et seriøst og solidt budskab i ryggen.