Det er tarveligt, men forhåbentlig forståeligt og tilgiveligt, at sammenligne Cirkusrevyen og Tivolirevyen. Ikke mindst da cirkusrevyens dronning Lisbeth Dahl og kapelmester James Price, hånd i hånd, har forladt cirkusteltet for i stedet i år, at lave revy i Tivolis glassal.

Med fare for at gå revyernes mange rimsmede i bedene, så lad os starte med konklusionen:

Cirkusrevyen er bare genial
Tivolirevyen er Lisbeth Dahl.

For revydronningen har ikke blot sat i scene, men er også selv ivrig medvirkende – plus, at hun i flere numre lader sig hylde af de øvrige fire medvirkende, endda siddende i en tronstol. Så kan selv dem på de bagerste ståpladser forstå Lisbeth Dahls mangeårige tæft for det sjove, frække og aktuelle i en revy. En rodekasse fyldt med sang, satire og ikke mindst parodier.

Netop sådan er Tivolirevyen 2023.

Åbningsnummeret er et nostalgisk Tivoli-minde, hvor alle fem medvirkende erindrer deres Tivoli. Fra, det første kys i ballongyngerne, til en Bacardi-brandert med efterfølgende udpumpning.

Og så til den først sketch, hvor en halvsøvnig kommunal familieterapeut i Nicolai Jørgensens skikkelse giver diskrete og anonyme råd til en vis herre, der ringer fra Paris, med alvorlige familleproblemer og samtidigt på den anden telefon, har en ældre bekymret mor, der insisterer på at blive tiltalt ”Vi”, som også har problemer med børnebørn – og deres titler. Sjov og fræk tekst af Vase og Fuglsang.

Overraskende er den kendte standupper Linda P’s revydebut. Alene på scenen sidder hun i sin campingvogn Smørumnedre med hul i taget og skriver en lang mail til Vladimir Putin. Pointen er, at selv om krigen i Ukraine er langt væk, så griber den alligevel ind i hendes liv – og ikke mindst hullet i loftet! En fin og afbalanceret fremførelse til en tekst/musik af brd. Price – som får tanken til at gå tilbage til Osvald Helmuths legendariske brev, ”Kære Bulganin”. Ligeledes fremført på Glassalens scene, for snart generationer siden.

Så kommer ´Vor Mor´ på scenen. Nu som Lizette, hende med hånd på unge mænds skuldre og røve. En bidende morsom tekst, hvor Lisbeth Dahl udfolder hele sit talent – vi griner, men fornemmer samtidig en vis sympati overfor forbundsformanden og kritik af mediernes skamløshed. En lille perle i revyrodekassen, skrevet af Leif Maibom.

Mere tam, forudsigelig og underlig slap er Andreas Bos parodi på Mette Frederiksen, der her er på briksen hos en psykoterapeut med alle sine problemer, fra Arne til Mink – ja, selv en post i Nato, er man opdateret på. Men hverken sjov eller bidende.

Hurtigt videre. Første akt slutter med klassikeren fra teltet på Bakken. Lisbeth Dahl kendingen, som damen med håndtasken, i den storblomstrede kjole og de kluntede cha-cha-trin og skæve rim, altid i strid med Price, der aldrig kan finde melodien til damens tilfredshed. Tænk, at han er så dum, råber hun! Vi elsker figuren - og tak for gensynet i Tivoli.

Anden akt starter med Danmark som næstlykkeligste land kun overgået af Finland. Carsten Svendsen klædt ud som oppustet gris har en dialog med Nicolai Jørgensen om hvorfor mon vi ikke er på førstepladsen. Sjovt Tja.

Og så skal vi mindes Irma – med Lisbeth Dahl som den 135-årige Irma pige (sikke et syn) – og en anklage mod alle hyklerne der beklager Irmas død, men aldrig handlede der. Tja.

Så kommer Lykke-nummeret. Set før, men denne gang burde være dobbelt så godt. Lars Lykke som politiker (Lisbeth Dahl) og Lille Lars, som privat person (Linda P) en satire, der skulle rammer både fortid og nu og her. Teksten af Carl Erik Sørensen, som man gerne havde set flere tekster af.

Fræk og grov er Linda P. i sit store nummer som Bollecoach – et herligt sjofelt og venligt provokerende forslag til alle de gamle i salen om at få gang i sexlivet. Revyens bedste nummer, charmerende og uimodståeligt fremført – en knald(e)perle, for nu at blive i det halvsjofle.

Helt så sjove er Andreas Bos mange parodier i anledning af Tivolis 180 årsdag ikke. Hans ranglede, lange, leddeløse skikkelse og grimasser (der er vist fem styk) bliver let stereotype, men grinede gjorde vi da ind i mellem– og det er da ikke så lidt i den store rodekasse.

Tivoli Revyen er som nævnt en gammeldags rodekasse med gammelt og nyt. Glassalens mange vinduer klirrede ikke af jubel og grin, Mindre kan vel også gøre det. Lisbeth Dahl og hendes udvalgte skare har skruet en traditionel, gammeldags revy sammen – hvor hverken scenografien, lyssætningen eller kostumerne imponerede, men hvor vi da også både grinede og godtede os. Og det er lidt af en præstation – men ikke imponerende eller fornyende.

Velkommen i Tivoli, hvor alt helst skal virke som førhen.