“Er der en voksen til stede?” er en sætning, der bruges, når det i en eller anden sammenhæng bliver lidt for kulørt.

Det er ejendommeligt, at man skal høre den sætning i det ungdomsfikserede Vesten, hvor det ungdommelige lige siden rock'n'rollens fremkomst har været noget attråværdigt. Fra 1950’erne blev teenagerne med ét interessant set fra et kommercielt synspunkt - måske lige bort set fra bedemandens.

“Hvorfor er vores syn på voksne ofte, at de er så gabende kedsommelige?”, spørger sART DanseTeater i sin introduktionstekst til forestillingen Hvis jeg bliver voksen.

Som oftest er moderne danseteater uden ord eller meget ordknap. Det er ikke tilfældet i denne forestilling. Her er masser af ord, som lægger op til efterfølgende danse med fascinerende kropslig opfindsomhed, humor og også sårbarhed.

De fire dansere, Amalie Drud Abildgaard, Camilla Stage, Jan Vesela og Janus Elsig (der er kommet med i stedet for den nybagte far Kasper Buus) kommer ind på scenen med overdimensionerede indkøbskurve og rejser først tilbage til barndommen, før Amalie Drud Abildgaard, den yngste af de to kvindelige dansere, bliver kastebold i en scene, der skal illustrere det kaotiske erhvervsvalg, de fleste af os har været igennem som unge.

Rørende er et arrangement med skilsmissebarnet, hvis glansbillede bliver revet midt over: “Mine forældre var ikke, hvad jeg troede, de var”.

Der swipes på datingappen Tinder, elegant med portrætter, der bliver projiceret på en flad skærm, som danserne i flere af scenerne står med præcis det rigtige sted på scenen. Hverdagens hamsterhjul hvirvler en stakkels mand rundt mellem et kys til konen, aflevering af børn i børnehaven, arbejde, handle ind og sove - er det mon derfor, at mange slet ikke gider at være voksne?

Dansen er mættet med poesi og nærværende og byder ind imellem på overraskende effekter, som da de to mandlige dansere vikles ind i hinanden med meterlange arme. Til allersidst i forestillingen kommer et stort “ja” til voksenlivet fra alle fire i kor. Der vises heller ikke rigtig noget alternativ til “det gabende kedsommelig”.

Hvis jeg bliver voksen er en del af en trilogi. Den første, Hvis jeg bliver gammel, blev sat op i 2020. Hvis jeg bliver født skal fuldende serien. Denne opsætning har både appel ti et publikum, der kender danseteatrets udtryk, og til et publikum, der bevæger sig i danseteater for første gang.