Da det yderligtgående højre for få år tilbage havde medvind i Europa, var det en udbredt forteelse at sammenligne perioden med 1930erne.

De senere år har der i kulturlivet været fokus på ‘de brølende 1920ere’ med film, fremskridt og en fest, der varede lige indtil børskrakket i Wall Street i 1929. Vi har set det på kunstudstillinger rundt omkring i europæiske metroloer, og vi har set det i tv-serien Babylon Berlin.

Med Roaring Twenties trækker Dansk Danseteater en linje fra 20’erne i det 20. århundrede til 20’erne i det 21. århundrede. Det er en dobbeltforestilling, hvor den første del - med koreograf af Dansk Danseteaters kunstneriske leder, svenskeren Pontus Lidberg - har givet navn til hele forestillingen.

Efter pausen er det norske Ina Christel Johannessen, der folder sin koreografi ud i den meget anderledes The Hollow Men. Dansk Danseteater viser gerne to meget forskellige danse i én og samme forestilling, hvor temaet dog overordnet er det samme. Og sådan er det også med denne.

Første del begynder som en hvirvel. I jakkesæt og kjoler, sort og hvidt danser hele holdets ti dansere ind i mellem hinanden i original swingdans med elementer af cakewalk og charleston med variatoner af trin fra jazzballetten. Med små mellemrum taber flere af danserne balancen og må reddes fra faldet. Utrygheden lurer. Der leges stoleleg
De franske caféstole tages væk, så danserne ikke kan sætte sig på dem længere. Der vippes og balanceres med stolene, og en af koreografiens to hoveddansere, Lukas Hartvig-Møller, danser på et tidspunkt en udtryksfuld duet med en af dem.

Mens musikken forvandler sig fra 1920ernes ægte swing til nutidige elektroniske klange og rave og clubbeats med stroboskoplys, vokser den kvindelige hoveddanser, spanske Lúa Mayenco Cardenal, med rollen, fejende flot og meget nærværende.

Toneuniverset er af sample-duoen Den Sorte Skole og på alle måder velanbragt.

Dystopi Efter pausen trækker dansen The Hollow Men nutidige temaer som global konflikt og klimakrise med ind i en fortælling, der næres af komponisten Tommy Jansens elektroniske undergangstoner. Dansen er inspireret af et digt af samme navn skrevet af den amerikansk-britiske poet T. S. Eliot. Digtet kom på print efter Første Verdenskrig og den efterfølgende Versailles-fred og indeholder et udtalt apokalyptisk budskab: Når verden går under, vil det ikke ske på et splitsekund, men ske med en stille og langsom klynken. Derfor er de sidste fem minutter af dansen også skrap kost.

Den engelske danser Jessica Lyall læser op af den engelsksprogede tekst, mens danserne bevæger sig rundt i et tomrum mellem himmel og helvede. Der er hverken beslutsomhed eller vilje i bevægelserne. Danserne bevæger sig rundt i en formålsløs vandring af uansvarlighed, så kursen ender mod undergang. The Hollow Men har ikke den samme æstetiske klasse som første del, Roaring Twenties, og til sidst er man glad for, at det hele stopper. Men det er forestillingen netop ikke blevet dårligere af…