Titlen lyder som overskriften på et parforhold – og det er det også! Den minimalistiske scene med to stole og et baggrundstæppe i afdæmpede pastelfarver danner rammen om det liv, de også deler med publikum i 60 minutter.

På bagtæppet er der sat 16 sedler op, der i rækkefølge beskriver overskrifter i et normalt forløb i et parforhold: Start, Date, Flyt sammen, Frieri, Før bryllup, Bryllup, Børn, Forældre, Skænderi, Tirsdag, Jul, Ferie, Balance, En ny frihed, Parmiddag, Død, Parterapi, Slut.

Men sådan er livet alligevel ikke! Publikum får mulighed for at trække kort med disse overskrifter og scenerne bliver så spillet i den tilfældigt valgte rækkefølge i bedste postmoderne stil, hvor alt er brudt op i små sekvenser, der har samme længde og samme forløb – og uanset tvivl og diskussioner bliver intet forandret.

Det spejler det moderne menneskes tilværelse, hvor gængse emner berøres: man har forskellige forventninger, der ikke afstemmes - den ene vinder og den anden resignerer. Scenen om julen viser de fastlåste mønstre og forholdet til svigermor – altid mandens mor, der ikke må blande sig i noget - parmiddagen, der går op i valg af menu og uenigheden afføder en diskussion om, at man ikke kan være lykkelig hele tiden, men ikke hvilken konsekvenser, man kan drage deraf.

Død! Hvad handler den om? I bedste danske stil handler den om mad – beslutning om hvilken takeaway, der skal føre dem sammen, og så ender det igen i diskussion om petitesser og hvilken vin man skal vælge, der fører dem væk fra hinanden igen.

Det er fastlåste roller og holdninger, der udveksles. Det er status quo, der hindrer udvikling gennem dialog.

”At dele liv” spejler klicheen om det postmoderne opdelte liv, hvor individualismen gør, at man ikke deler liv, for man indgår ikke i en udvikling, hvor man nærmer sig hinanden eller lærer af hinanden – heller ikke, når man har været i parterapi. Status quo og gentagelsen forbliver den blegrøde tråd.

Mette Rønne og Søren Ruby holder balancen inden for denne snævre ramme begrænset af resignation og forudsigelighed.
De spejler fint hverdagens gentagelser og det moderne menneskes tankerum, der består af korte sekvenser i bedste TikTok-stil, uden sammenhæng, men også uden den klassiske komedies tankevækkende humoristiske distance til livet, der sniger sig ind på publikum, så de også ser sig selv.