Mungo Parks forestilling Forførerens dagbog har fået tilsat musik og sangtekster af Anne Linnet og Xander Linnet. Netop det poetiske sprog og musikken løber som en stærk understrøm i denne forførelseshistorie om æstetikeren Johannes, der sætter alt ind på at forføre den purunge Cordelia. Som i Mozarts opera Don Giovanni ligger forførerens nydelse særligt i planlægningen og indkredsningen af den kvinde, som han har besluttet sig for at erobre. Johannes opnår desuden en ekstra nydelse ved at nedskrive forførelsesforløbet i en dagbog, så han siden kan genopleve det i erindringen.

Forestillingen er iscenesat af Martin Lyngbo, og Mungo Parks Ensemble består af skuespillerne: Kasper Leisner, Marie Bach Hansen, Christine Albeck Børge, Peter Christoffersen og Jonas Munck Hansen. De står på scenen iklædt sort tøj, hvid halsklud, fire stokke og en guitar. Scenografien er enkel, farverne er sort og hvid, og der er ingen sceneskift. Skuespillerne, ordene og musikken er i centrum. De første 10-15 minutter af stykket er desværre en langtrukken indføring i Johannes’ plan med Cordelia, som han beretter om i sin brevudveksling med vennen og redaktøren Victor (spillet af Peter Christoffersen), men så kommer det første Linnet-nummer I København, og det skubber gang i forestillingen.

Johannes Forføreren
Med Kasper Leisner i spidsen som mesterforføreren Johannes, der målrettet går efter at erobre Cordelia, får vi et indblik i et berusende og kynisk univers, hvor målet er kvindens totale hengivelse til ham – forføreren – uden tvang eller bånd. Replikkerne lyder skiftevis som enkeltstemmer og et kor af stemmer (de andre skuespillere). Flerstemmigheden skaber et rum, hvor Johannes beretter om sine forførelsesstrategier, fremlægger og efterprøver sine strategier og taktiske manøvrer samt reflekterer over dem – ligesom han gør i dagbogen. Alle replikker er klippe-klistret sammen af tekst fra Forførerens dagbog og Søren Kierkegaards øvrige livsværk. Kierkegaard lod sig i øvrigt inspirere af sin egen brudte forlovelse med Regine Olsen, da han skrev Forførerens dagbog. Flerstemmigheden og korsangen fungerer desuden som en bro mellem Kierkegaards tekster og 2 x Linnets sangtekster på den måde, at gamle tekster og nye tekster mødes omkring forestillingens omdrejningspunkt: kunsten at forføre.

Erobringen af Cordelia
Johannes dyrker først Cordelia på afstand. Han husker, at hun bar en grøn kåbe, da han så hende første gang, og han spejder ustandselig efter kåben i menneskemængden i København, indtil han ved et tilfælde ser hende igen og finder ud af, hvor hun bor.

Da han første gang møder Cordelia i hendes tantes hjem, sidder hun og spiller klaver. En del af forførelsesstrategien bliver nu at sætte den unge forelskede bejler Edvard (spillet af Jonas Munck Hansen) ind i spillet. Johannes opmuntrer Edvard til at erklære Cordelia sin kærlighed under et teselskab. Men det lykkes aldrig Edvard at få taget sig sammen, og Cordelia keder sig bravt, mens tanten (spillet af Christine Albeck Børge) konverserer med Johannes om smørproduktion.

I stedet lykkes det Johannes at vinde tantens sympati og erklære, at han gerne vil forloves med Cordelia. Pigen har ikke selv nogen mening om forlovelsen, men tanten, som er Cordelias formynder, siger ja. Cordelia retter sig efter tanten, og dermed bliver Cordelia og Johannes officielt et par. Johannes glæder sig over sin egen strategiske overlegenhed, mens Edvard fortæres af vrede og jalousi.

Johannes bruger i høj grad sproget til at forføre med, og det lykkes ham at få vakt Cordelias kvindelighed og lidenskab. Men da Cordelia betingelsesløst overgiver sig til ham og ser bort fra samfundets konventioner – gribende spillet af Maria Bach Hansen – mister Johannes øjeblikkeligt interessen for hende.

For Johannes elsker ikke virkelighedens Cordelia, men er optaget af de billeder, han skaber af hende, som er en fiktion. Han formår aldrig at være nærværende i forholdet til hende, men holder hende hele tiden på afstand. Han digter sig ud af forholdet igen med ordene: ”At digte sig ind i en pige er en kunst, at digte sig ud af hende er et mesterstykke”.

Skuespillerne leverer gode præstationer, og man bliver – trods en bevidst modstand mod at blive forført – alligevel fascineret af Johannes’ Forførerens univers.