Forfatteren Bent Haller er nok kendt af langt de fleste danskere. Han har i sin karriere være utrolig produktiv og du har sikkert også en eller flere favoritter blandt hans bøger. Anmelder holder eksempelvis meget af børnebogen Griseøjet, måske netop fordi den bevæger sig i en noget anden genre end den socialrealisme forfatteren ellers kendes for. Til gengæld var Teater Nordkrafts opsætning af romanen Lazarus undertegnedes første møde med netop den Haller-historie.

Forestillingen bliver af teatret betegnet som en ’ungdomsforestilling’ med en aldersgrænse på 14 år. Når det er sagt, så følte Kapellets udsendte (der forlængst har rundet de 50) sig ingenlunde malplaceret i teatersalen ved premiereforestillingen. Jovel, det handler måske om ung kærlighed, men det betyder jo ikke, at man som midaldrende mand har glemt hvor besværlig den første spirende kærlighed kunne være.

Publikum lokkes også i programmet af taglinen ”..en af dansk litteraturs mørkeste ungdomsromaner” og selv om dette udsagn måske kan anfægtes, så er det virkelig en barsk fortælling, som de tre medvirkende udfolder for deres publikum.

I al sin enkelthed
Idet man træder ind i teatersalen, mødes man af tre skikkelser, der ligger sammen på en hvid kasse, omkranset af græstotter og rødligt grus. Over dem svæver en lige så kvadratisk firkant af lys, der er en af de få sparsomme lyskilder, som benyttes undervejs.

De tre personer, en kvinde og to mænd, som begynder at bevæge sig og tale idet stykket starter, er også stykkets eneste medvirkende. Der er heller ikke behov for flere end de tre, til at skabe halvanden times meget medrivende dramatik.

Selv om scenen er ganske statisk, så udnyttes scenerummet virkeligt fint. Den hvide kvadrat kommer til at fungere både som podie, som bord, seng og meget mere. Samtidig så skiftes de tre medvirkende til at agere fortæller, uden at det på nogen led kommer til at virke søgt.

Dette forholdsvis enkle, nøgne udtryk i såvel scenografi, lysdesign og kostumer, passer rigtigt fint. Disse valg gør, at man (lige som man så det i Lars von Triers Amerikafilm og i dogme-tendensen i dansk film) fokuserer på det som er det vigtigste; nemlig handlingen. Her er det især forholdet mellem tvillingeparret Aurora (spillet af Lærke Engelbrecht) og Alwin (Michael Slebsager) samt deres relation til drengen, som de ikke kender navnet på, men som de vælger at kalde Lazarus.

Den svære kærlighed
Man fornemmer allerede fra starten, at der er en tragedie under opsejling. Vi får at vide at tvillingeparret Aurora og Alwin er meget tætte. De plejede da de var små endda at klæde sig ud som hinanden, for at narre deres omgivelser. De har været så tætte, at de indtil for ganske nylig også delte deres seng sammen, selv om de begge er teenagere. Deres forældre har tvunget dem til at sove hver for sig, selv om de måske egentlig stadig havde lyst til at sove sammen.

Den spirende seksualitet er naturligvis grunden. Alwin spørger da også sin søster, om det måske er fordi han onanerer hele tiden, at de skal sove hver for dig? Hun griner ja. De virker dog på ingen måde ugenerede, for de kysser stadig inderligt hinanden og omfavner hverandre, mere som var de elskende end søskende. Allerede her fornemmer man at der er noget under opsejling. Noget som vil ende galt.

Tvillingerne har ingen hemmeligheder for hinanden, lige indtil en dag hvor Aurora ser ’Lazarus’ på fodboldbanen. Hun forelsker sig straks i ham og til trods for at hun forsøger ikke at dele sin lidenskab med Alwin, så lykkes det ham alligevel overraskende nemt at hive informationen ud af hende.

Hjem til Lazarus
Aurora har dog et problem. Hver gang hun bliver stresset eller følelserne bliver for overvældende, lukker hendes krop ned og hun besvimer. Selv om det lykkes hende at få Lazarus’ opmærksomhed, endda i sådan en grad, at han inviterer hende med til fest, så sker det selvfølgelig også at hun dåner, lige som det hele skal til at bliver rigtigt spændende.

Alwin vil dog gerne hjælpe sin søster, men vælger at gøre dette på en måde, der ikke just gør livet nemmere for Aurora. Hvad denne hjælp består af, skal selvsagt ikke afsløres her, men det som godt kan afsløres er, at hans plan får mildest talt katastrofale følger for vore hovedpersoner.

Intenst drama
Selv om jalousi- og trekantsdramaer er lige så gamle som selve teaterformen, er det med Lazarus lykkedes for Teater Nordkraft at skabe en meget fin forestilling, som er både intens og vedkommende. De medvirkende brænder alle igennem i deres roller, der til trods for at figurerne som udgangspunkt godt kan virke en kende karikerede, kommer til at fungere rigtigt fint og troværdigt.

Fint fungerer også baggrundsmusikken til stykket, som indimellem leveres af Michael Slebsager på elguitar. Ud over dette er det heldigvis ikke et stykke der e sovset ind i musik og ande lydeffekter, men hvor lydkulissen kommer til at være meget klar og effektiv. Lydkulissen er - lige som skuespillets fysiske rammer - enkel og fint eksekveret.

Selv om Lazarus som nævnt er en tragedie, så gives der heldigvis også undervejs plads til humoristiske indslag. Disse runder historiens hjørner lidt af, hvilket er meget klædeligt, for da bliver det hele også langt mere spiseligt for publikum.

Man føler for alle tre figurer i dette drama og helhedsindtrykket er i al fald at man – ung som gammel - er både rigtigt godt underholdt og hurtigt bliver revet med i denne meget fine iscenesættelse af Hallers ungdomsroman. Det eneste man kan udsætte på forestillingen, er de mange tøjskift der skal foregå på scenen, for ofte kan det være svært for de medvirkende at få trøjen eller kjolen vendt rigtigt, samtidig med at replikker skal leveres og man skal ramme timingen. Det er dog en minde detalje, som vi er sikre på er blevet løst når nu premierenerverne har lagt sig.

Det er derfor Kapellets klare anbefaling, at du burde indløse billet til Lazarus så hurtigt som muligt, for efter planen kører forestillingen kun en lille måneds tid endnu.