Af Mozarts tre mesterlige operaer til tekst af Lorenzo da Ponte har Così fan tutte haft den mærkeligste skæbne, ikke mindst her i Danmark. Don Giovanni havde premiere på Det Kgl. Teater i 1807 - og hvem husker ikke Søren Kierkegaards begejstrede ”anmeldelse”: Hør, hør, hør Mozarts Don Juan!. Figaros Bryllup måtte alligevel vente helt til 1821, men Così fan tutte (”Sådan gør de alle - kvinderne”) var faktisk den første.

I 1798, otte år efter urpremieren, lykkedes det den Mozart-begejstrede kapelmester Kunzen at få Mozart på plakaten for første gang. Og Così var – med sine seks solister og et lille korparti – den mindst bekostelige. Musikalsk var og er den til gengæld avanceret, og ved premieren gik alt galt, så forestillingen blev taget af efter én opførelse! For tekst og handling blev – ikke kun af censuren i Danmark – anset for umoralsk, og (som man kan læse i Henrik Engelbrechts Opera i Danmark 1634-2005) måtte den bearbejdes kraftigt. I dette tilfælde gik opgaven til Adam Oehlenschläger, der selv havde været med i koret ved den katastrofale forestilling i 1798. I 1826 konstruerede han en helt ny handling og flyttede rundt på musiknumrene, så de passede til historien i syngespillet Flugten fra klostret. Det blev heller ikke en succes – kun fire opførelser blev det til.

Siden har man ikke skamferet Mozarts opera, blot sunget den på dansk (indtil overtekster blev almindelige) og forkortet den efter de forhåndenværende søms princip.

Velegnet til turné
Det Kgl. Teater har sendt Cosí på turné mange gange, netop fordi den er handy, og nu sker det igen, dog uden kor og uden Det Kgl. Kapel. Det er Aalborg Symfoniorkester, der spiller til de seks opførelser i jyske kultur- og musikhuse. Man må dog håbe, at Det Kgl. medsender en af de fremragende akkompagnatører – Ian Ryan eller Nick Fletcher – som på fortepiano ledsager og levendegør de mange recitativer (”talesangen” mellem sangnumrene).

Forestillingen har spillet et stykke tid på Operaen, og jeg overværede den sidste opførelse dér på februars sidste dag. Har publikum i Jylland så noget at glæde sig til?

Det må man bestemt sige!

Tilskuere, der ikke bryder sig om moderne, aktualiserende iscenesættelser, kan trygt løse billet, for det er en på mange måder helt traditionel opførelse uden aktuelle dagsordenspunkter. For selv om der er både pudderparykker, krinoliner og kårder involveret, betyder det heldigvis ikke, at spillet foregår i en naturalistisk 1700tals-scenografi uden særlige idéer.

Det iøjnefaldende og vellykkede visuelle greb er en enhedsdekoration i form af scenografen Tobias Hoheisels enorme camera obscura - en stor ”fotografisk” trækasse, hvor væggen/siden ud mod publikum kan hæves og sænkes, mens sidevæggene kan udvides i bredden. Indeni kukkassen er der (udover kameraets store hulspejl og indersiden af linsen) en stue i et rigmandshjem, og her udspiller hele handlingen sig.

Produktionen har en del år på bagen – således sang Palle Knudsen for en snes år siden partiet som Guglielmo ved opførelser i New York, nu er han ’avanceret’ til rollen som den aldrende filosof Don Alfonso, som er dramaets drivende kraft.

Alfonsos to unge soldatervenner praler af deres kæresters dyder og troskab, men Alfonso vædder med dem om, at han kan bevise kæresternes (kønsbestemte) mangel på troskab i løbet af et døgn - hvis de lover at gøre alt, hvad han siger. Eksperimentet består i, at soldaterne på skrømt sendes bort, og så dukker de kort efter op, forklædt som farverige udlændinge, og skal gøre stormkur til hinandens kærester. Alfonso får hjælp af de to søstres erfarne kammerpige Despina, som dog kun kender anden halvdel af planen.

Et prægtigt ensemble
Det er en livskraftig opsætning med fornem personinstruktion. Der synges og musiceres lifligt og levende under dirigenten Kristiina Poskas ledelse, og alle seks sangere er gode skuespillere, der tegner nuancerede portrætter af de to unge par og de to ’iscenesættere’.

Bortset fra den enormt erfarne og meget velsyngende Palle Knudsen byder sangerholdet på unge, friske stemmer, som boltrer sig både i de overvejende friske tempi og i de forholdsvis få langsomme, mere patetiske numre. Man forbavses atter over den mageløse perlerække af iørefaldende og elegante numre – arier, duetter, terzetter, kvartetter, kvintetter, sekstetter – som Mozart har sat sammen med dramaturgisk logik og konsekvens.

Yngste sanger er Eldrid Gorset som kammerpigen Despina, en let og livlig soubrette, som bidrager muntert og sikkert til rollespillet. Den sygemeldte Simon Duus var som den selvbevidste Guglielmo erstattet af den norske bariton Magnus Berg, netop færdig fra Operaakademiet. Et imponerende indspring af en meget lovende sangerskuespiller, som vi glæder os til at se og høre mere fra.

Tenoren Jacob Skov Andersen lagde stemmebånd til soldatervennen Ferrando, og selvom han blev meldt lettere indisponeret, gav han et sangligt meget smukt og sikkert bud på den lidt mindre selvglade bejler. Letsindige lillesøster Dorabella blev spillet og sunget af mezzosopranen Kari Dahl Nielsen, som - med uforvekslelig klang og scenisk præsens - på kort tid har etableret sig som en af operaens bedste sangerinder.

Helt i særklasse var sopranen Clara Cecilie Thomsen i rollen som (lidt mere) standhaftige storesøster Fiordiligi. Mozart har komponeret en række virtuose og raffinerede arier til dette parti, og de blev alle forløst med bravour gennem Thomsens egale og i alle registre smidige stemme, der i højden stråler med en sjælden glans og styrke. Alt i alt et prægtigt ensemble.

Ej blot til lyst
Og hvordan ender lektionen i ”de elskendes skole” så? Mozart og Da Ponte lader den faktisk slutte muntert - med at de to oprindelige par hurtigt tilgiver og finder hinanden igen; altså en happy end. Men i nutidens iscenesættelser er det svært at tage dén ret beset overfladiske og meget tidsbundne slutning alvorligt. For – som Leif V.S. Baltzersen skriver i programmet – er der egentlig tale om et eksperiment, som kører af sporet. Efter at intrigen er afsløret, står personerne – og publikum – tilbage med en masse vanskelige spørgsmål: kan de bedragne og bedragende hovedpersoner finde tilbage til udgangspunktet, eller er de blevet forandret af den følelsesmæssige karusseltur? Hvad skal vi mene om Alfonsos eksperiment og morale? - Despina er med rette oprørt!

Det skal ikke røbes her, hvordan instruktøren Tim Albery griber slutningen an. Men Alfonsos selvsikre replik ”Den, der ler sidst, ler bedst” står ikke til troende. Der er faktisk ikke noget at le ad. I et camera obscura vendes verden på hovedet, og alle detaljer træder tydeligt frem. I Così er kameraet selvfølgelig metaforisk: det er personernes følelsesliv og moral, der får vendt vrangen ud. Resultatet er ikke entydigt morsomt.