Tryllefløjten Musikhuset Århus
Anmeldt 27/2 2023, 19:04 af Hans Christian Davidsen
Tryllefløjten tryllebinder
Tryllefløjten tryllebinder
« TilbageHvor mange kender ikke Der Hölle kocht in meinem Herzen med Nattens Dronning uden at vide det?
Et eller andet sted har mennesker, der ellers slet ikke er til opera, hørt den. Men højst sandsynlig bare ikke der, hvor den stammer fra: Arien er gået over i reklamer, spots og alle mulige former af populærkultur.
Når børnene (med forældre) går ud fra Den Jyske Operas familieforestilling, er det med en sikker reference, som de næppe havde, da de kom: Mozarts opera Tryllefløjten. Det er et meget konkret udbytte efter to timers forestilling.
Operaen i familieversion er virkelig en øjenåbner for mange, der ikke er vant til at gå i operaen. Ikke blot for børnene, men også for mange medfølgende voksne. 400 mennesker så Den Jyske Opera opføre en trimmet og børnevenlig udgave af klassikeren om to elskende, Papageno og Papagena, som må igennem mange prøvelser, inden de kan få hinanden.
Den originale libretto af Emanuel Schikaneder har en masse svinkeærinder, som er skrællet væk i denne udgave, der er en time kortere - og desuden tilpasset gennemsnitsfamilien som målgruppe.
Fremtidens publikum
For at blive lidt højtflyvende: Denne fine og underholdende operaforestilling er en velment og vellykket overførsel af kulturel kapital. Fremtidens publikum skal ikke blot hjælpes på vej, men også skabes. Dette sker ikke blot med stilgreb, der tager børnene alvorligt, men også med super-professionelle kunstnere.
Det er altså ikke bare B-holdet, Den Jyske Opera har sat ind i offensiven her.
Librettoen er oversat til et moderne og mundret dansk, der vises med tekster over scenen, og kærligheden mellem de unge forelskede prioriteres tydeligt. Der er ingen uro i salen. Vi er alle tryllebundet.
Jonathan Koppel er elegant og særdeles velsyngende som prins Tamino, der brænder varm på Pamina, spillet og sunget af tyske Simone Lichtenstein. De to er det andet elskende par i handlingen. Nina Sveistrup Clausen fylder i et smuk kostume af en blomstertragt Nattens Dronning, Paminas mor, med patos og lidenskab.
Festligt slutkor
Norske Leif Jone Ølberg har partiet som Papageno og canadiske Cassandra Lemoine spiller Papagena.
Steffen Bruun synger bas for fulde gardiner i rollen som Sarastro. Sprecher er Søren Ruby, og det er han med en behagelig og præcis udstråling.
Scenografien er der ikke gjort meget ud af. Men i anden akt er der palietter og glimmer i metermål, uhyrer, klingende klokkespil og et festligt slutkor.
Denne herligt anderledes udlægning af Tryllefløjten er en sikker investering i fremtidens operapublikum.
Operaen opføres i samarbejde med fire danske landsdelsorkestre, når den kommer på turne rundt om i Danmark: Aarhus Symfoniorkester, Copenhagen Phil, Sønderjyllands Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.
Pressefoto af Anders Bach - (c)