Musicalen Miss Saigon af Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil har godt 30 år på bagen og forbliver kontroversiel.

Over årene er der forsøgt at ændre i teksterne, tilføje og fjerne numre, men forestillingen forbliver stadig dramaturgisk set problematisk. Det kan den flotte iscenesættelse, og præstationen fra et yderst talentfuldt ensemble på Det Ny Teater, desværre ikke ændre på.

Miss Saigon læner sig op ad Giacomo Puccinis opera Madame Butterfly, men placerer historien i 1975, i det krigshærgede Vietnam. Her er den unge pige Kim kommet til Saigon for at arbejde i natklub/sexshop med navnet Dreamland. Den drives af den fransk-vietnamiske Engineer. Dreamland er stedet, hvor de udsendte amerikanske soldater prøver at flygte fra virkeligheden gennem en fest med alkohol, stoffer og sex. Den amerikanske soldat Chris forelsker sig undervejs i den unge pige Kim, og herfra udvikles den tragiske kærlighedshistorie.

Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil leverer, som med Les Miserable, et musikalsk bombastisk værk, der sørger for at hive i hele vores følelsesregister. Musikken er så dominerende til tider, at sangerne på scenen nærmest må kæmpe med den for at blive hørt. Dette er nok opsætningens største problematik. Miss Saigon er en meget teksttung musical, hvor der er meget at fortælle, og musikken løber stærkt. Jeg ville næsten ønske, at forestillingen var opført på engelsk med danske overtekster. For man bliver nemt “lost in translation” ved kombinationen af et internationalt cast, der virkelig forsøger sig med at synge på dansk, og en orkestergrav, der indtager hele salen med stor musikalsk tilstedeværelse. Som publikum bliver det altså svært at få andet end de store grundtræk i fortællingen med undervejs.

Miss Saigon er, trods sine mangler, stadig et udstyrstykke uden lige. Det er en af disse episke forestillinger, som skal mødes mindst én gang i livet. Der er musik, som krænger bidder af dit hjerte og efterlader en næsten ubærlig smerte til at fylde hullerne. Såsom ved aftenens bedste vokalpræstation af Na-Young Jeon i rollen som Gigi med sangen Drømmen i mit Blod.

Midt i al dramaet, den ulykkelige kærlighed og hadet har Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil indbygget karakteren Engineer. Ligesom Fagin i Oliver Twist giver han os lidt comic-relief, godt nok pakket ind i kynisme og et fokuseret drive for at få hvad han ønsker allermest i verden, nemlig et VISA, så han kan få del i ’The American Dream’. Engineer er den karakter, som er bedst konstrueret med både forhistorie og nutid. Vi forstår hans motiver og bevæggrunde. Af alle karaktererne er han den, vi allermest håber på, får mulighed for at ændre sig. Kim Hammelsvang, der er Det Ny Teaters Engineer, har virkelig fundet den lumre, vulgære, både kropslige og stemmemæssige karakter frem. Han er eminent i rollen. Det er bare et meget underligt dramaturgisk valg fra Claude-Michel Schönberg og Alain Boubli, at de bruger en masse scenetid på at bygge karakteren op, for blot at efterlade ham i kulissen efter sit maniske, euforiserende show-line nummer The Americian Dream.

Miss Saigon forbliver at være en problematisk forestilling, moralsk set. Lige meget hvor meget der er lappet på den gennem casting eller omskrivning kommer det blot til at fremhæve andre problematikker. Såsom det kvindesyn, som gennemsyrer forestillingen, eller hvordan Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil har valgt at skabe en børnerolle, der ideelt skal besættes af et barn på 3-4 år. Det er jo ikke just Oliver Twist eller Mathilda, hvor der er andre børn på scenen samtidig. Nej, det er en dyster, larmende og mørk forestilling. Så lige meget hvor meget dramaturgisk patos den meget bedårende Oskar Nguyen Phan fremkalder hos os, det voksne publikum, virker det alt for voldsomt for den lille gut at være midtpunkt i en forestilling, der fra Det Ny Teaters side har en aldersgrænse på 12 år for publikum.

Forestillingens kernebudskab står stadig klokkeklart. Det er svært at argumentere for, at det ikke er budskab, der passer ind i den tid, vi lever i 2023. Miss Saigon er en påmindelse om, at krig ikke blot er tanks og døde soldater på slagmarken. Krig forvandler idealistiske unge mænd til soldater og efterlader dem mærket for livet. Kvinder bliver til ting, som blot kan udnyttes og kastes bort, og børn bliver forældreløse, og de har alle en fremtid, der for altid vil være påvirket af krigen.

Miss Saigon efterlader sit publikum med vinden i håret og lyden af hvirvlende rotorblade fra en helikopter, der giver følelsen både af sorg og håb.