Allerede før scenetæppet blev hævet, var undertegnede begejstret over at have brugt ventetiden på at nærlæse det flotte program til Århus Teaters stort anlagte opsætning af Bram Stokers genredefinerende vampyrroman Dracula. I det afsnit hvor instruktør Martin Lyngbo fortæller om sit forhold til romanen, skrives der; ”Uden helt at kunne forstå hvorfor, så følte jeg, at en af mine yndlingsinstruktører havde misforstået romanen.” (s. 12)

Nærmest helt nøjagtig samme oplevelse havde undertegnede efter at tumle ud fra Imperialbiografen i København ovenpå filmens præmiere tilbage i 1992. Dagene op til filmforevisningen var romanen blev læst med en glubende appetit, og skuffelsen var derfor håndgribelig idet man oplevede at Coppola havde valgt at at udskifte den meget dramatiske ’kriminalhistorie’ fra bogen med en blodfattig Barbara Cartland-agtig kærlighedshistorie. Mod romanens klimaks oplever læseren i stedet for Coppolas hyggetur til absinthværtshus og Draculas pillowtalk med Mina, gruppen af hovedpersonerne, der desperat forsøger at lokalisere alle grev Draculas kister i London og omegn. Kisterne har greven bragt med sig fra Transsylvanien, da det er den måde han kan få hvile i dagtimerne. Mændene har selvsagt til hensigt at destruere dem alle og forhåbentlig få befriet verden for den ondskabsfulde vampyr i samme omgang.

Coppola valgte i sin filmversion at omskrive denne del af historien til en misforstået, pladderromantisk kærlighedsfortælling mellem Mina Harker og den i filmen ’forførende’ greve. Selv om der selvsagt er en masse erotiske undertoner i Stokers roman, så er det altså noget af en tilsnigelse, at menneskeliggøre monstret på denne vis og få Mina og grevens forhold til at minde mere om en tragisk gotisk romance. Stokers roman fokuserer i langt højere grad på det skræmmende aspekt i at Dracula, ved at bide Mina, har fået en form for overmenneskeligt, parasitisk-symbiotisk forhold til hende. Hun er kun draget af ham, fordi han har magt over hende. Heldigvis har Martin Lyngbo og Lucas Svensson valgt at være langt mere tro overfor Stokers vildt originale roman. Så tro, at de tilskuere - der som anmelder – anser Dracula som en af deres absolutte yndlingsromaner, vil være i særdeles trygge hænder når mørket sænker sig over Århus Teater.

Det første indtryk man får af den grumme greve, er at han pludselig befinder sig i salen blandt stolerækkerne. Han går op på scenen og med svajende dirigentbevægelser får han musikken til at spille. Først en enkelt tone, som udvikler sig til en melodi og pludselig stå der skygger, klædt i victorianske gevandter, i modlys i alle teatrets døråbninger og synger brudstykker fra Mozarts Requiem. Dette kor, der består af sangere fra Den Jyske Opera, er fast inventar i nærmest alle scenerne i det to timer lange skuespil. Indimellem er koret skjult bag bagtæppet, men oftest optræder de som medspillere på scenen. Her agerer de patienter på sanatoriet, ferierejsende i Whitby eller spiller roller som Draculas mange vampyrer hjemme i Transylvanian. Musikken, der er nøje udvalgt af Marcus Aurelius Hjemborg, benytter en lang række dystre dødsmesser som gennemgående motiv, musik der rent tidsmæssigt strækker sig fra 1200-tallet til slutningen af det 19. århundrede, for på den måde også musikalsk at pege på at musikken har eksisteret mindst lige så længe som den dæmoniske greve.

Efter en begravelsesscene, hvor Lucy Westenras bliver stedt til (foreløbig) hvile, præsenteres publikum i næste nu for fortællingens helt centrale figurer. Det er faktisk ikke Dracula selv, selv om stykket bærer hans navn. Dracula optræder, lige som i Stokers roman nemlig ikke synderligt hyppigt. Han dukker op i historiens mest dramatiske scener hvorefter han forsvinder igen. Dette gør, at han formår at forblive den enigmatiske, skræmmende, overnaturlige skikkelse, der ses som en trussel mod ikke kun vore hovedpersoner, men mod hele et Britiske imperium. Publikum inviteres straks efter begravelsen ind i Jonathan og Mina Harkers lejlighed i London. Jonathan opfører sig meget nervøst og sært, hvilket får Mina til at bryde forseglingen på Jonathans dagbog som hun fik i bryllupsgave. Idet Mina begynder at læse om sin mands skræmmende oplevelser som ejendomsmægler for vampyrgreven i Transsylvanien, oplever vi denne situation udspille sig samtidigt på scenen, som et slags for levende flashback. En teknik der gentages flere gange undervejs og som er særdeles effektiv i formidlingen af historien.

Elegant som ind i helvede, formår stykket at benytte romanenforlæggets virkelighedmarkører, i form af tre dagbøger, til at sammenstykke begivenhederne for os. Mina samler ikke kun sine egne dagbogsoptegnelser med sin mands, men også stakkel Lucys dagbog bliver læst. En dagbog som Mina fik overdraget efter venindens død. Her opdager hun, at Lucy døde som et direkte resultat af sit eget møde med Dracula. Disse informationer bliver allesammen vigtige brikker i det puslespil som lægges for publikum. Det er helt i bogens ånd, og kender man romanen, vil man opleve at store dele af de mest ikoniske sekvenser og dialog er blevet bevaret og behandlet med stor respekt så disse sekvenser ikke kommer til at fremstå forcerede eller kunstige.

Det kan lige så godt blive slået fast hér; opsætningen af Dracula på Århus Teater er en nærmest perfekt forestilling. Den elegante og konstant omskiftelige scenografi, er både meget moderne i sit udtryk og peger i lige så høj grad på den samtid stykket foregår i. Scenerummet udnyttes virkeligt effektivt. Dette både takket være en fantastisk udnyttelse af Mina og Jonathans lejlighed, der dukker op på forscenen, kombineret med de mange scener, hvor hele scenerummet og salen kommer i spil. Dertil oplever man en utrolig stemningsfuld lyssætning og den konstante lydkulisse som kor og klaver som allerede nævnt leverer.

Der er ikke er en eneste af skuespillerne på scenen, der ikke leverer varen. Derfor ville det også være fesent at fremhæve en frem for de øvrige. Alle spiller fremragende. Alle figurerne kommer derfor fint til live foran os, spiller ekspressivt men troværdigt og derfor suges man hurtigt ind i dramaet. Indimellem kan man opleve at se teaterforestillinger som er virkelig gode, men hvor en eller to af spillerne virker malplaceret eller unødigt karikeret. Dette sker ikke i denne opsætning. Alle delelementer supplerer hinanden til perfektion i denne forestilling. Det er virkeligt, virkeligt godt arbejde!

Er du derfor fan af Stokers roman eller har du for den sags skyld aldrig fået læst den, så kan du trygt indløse billet til Dracula på Århus teater. Det er en virkelig god teateroplevelse, som er skabt stor kærlighed til originalmaterialet. Det er svært ikke at trække tråde fra Draculaskikkelsen til nutidige og alt for aktuelle konflikter i verden, til koncepter omkring hvad det er vi frygter. Det kan være at vi bliver skræmt af det der forekommer fremmet, udefrakommende, eller som i Stokers samtid indvandring fra Europa. I stykket sammenlignes Draculas hærgen også med en virus, og der er vist ikke mange der ikke for nyligt har været frygtsomme på grund af en sådan. Som en sidebemærkning kan nævnes, at forestillingen egentlig burde have været opført i 2020, men på grund af Covid, er det først nu vi har mulighed for at opleve stykket. Draculas figur er på den vis universel, da han på mange måder kommer til at fungere som et troldspejl for de bekymringer der eksisterer i vores virkelige verden, uanset tid og sted. Dracula er på én gang en figur der fascinerer og vækker afsky – man vil måske helst ikke møde ham, men måske er der også samtidig mange af os der gerne vil være ham, have hans magt og evige liv, selv om dette liv heller ikke er uden forhindringer. Det skal dog siges, at der er nemt at blot lade sig henføre af den historie der udfolder sig på scenen, helt uden kendskabet til disse intertekstuelle referencer eller højpandede akademiske betragtninger om betydningen af denne ikoniske vampyrfigur.

Anbefalingen er derfor klar. Tak til Århus Teater! Tak til instruktør og alle de medvirkende, for en fremragende teateroplevelse. Tag straks mod Smilets By og indløs billet inden forestillingen bliver helt udsolgt. Så kan du ved selvsyn opleve et helt fantastisk teaterstykke, der hører til blandt anmelders allerbedste teateroplevelser nogensinde. Kort sagt skal der lyde lige så stor verbal applaus til Dracula, som et fattigt ekko af de mange stående ovationer som de medvirkende i og folkene bag forestillingen modtog til premiereforestillingen i går aftes.