Det er surt at blive brændt af. Specielt af et menneske, som man kaster al sin kærlighed over.

Teatret Mungo Park turnerer med en moderne komedie om hjertesorg med tre tekster om brudte kærlighedsforhold. Smask er en collage af både tristesse og morskab.

“Med venlig hilsen din ekskone” er titlen på forestillingens første del skrevet af dramatikeren Zakiya Ajmi. Her spiller skuespilleren Sara Fanta Traore en fraskilt mor, der må dele sin datter med sin eks-mand, som hun så tæppebombarderer med sms-beskeder om sin datters ve og vel forfattet i et uovertruffent behandler-agtigt kancellisprog.

Scenografien er som i hele forestillingen et hvidt venteværelse, der emmer af distance og en kølig atmosfære. Den ulykkelige mor bliver dænget til med tøjbamser og egne selvfornedrende udtalelser, mens hun kommer i nogle morsomme, verdensfjerne dialoger med datterens pibedyr.

Det er så også en af de få dialoger i Smask, som i den grad er præget af monologer i en stiv halvanden time.

Anden del er skrevet af Rasmus Krone og foregår en allehelgensaften, hvor dagen er kommet: Ekskonen er ved at pakke de sidste ting og sige pænt farvel til eksmanden, der spilles af Henrik Prip. Da han er alene, sidder han som paralyseret og ved ikke, hvad han skal stille op med sig selv.

Han synker dybere og dybere ned i et hul og bliver forstyrret af udklædte unger, der kommer for at bede om slik. Til sidst kommer et barn, der er klædt ud som døden, som den forladte mand sidder og deler sin ulykke med. Scenen er formidabelt godt spillet af Henrik Prip, men teksten er som stykkets øvrige noget løs i kanterne.

Pointer, som vi for længst har forstået, pensles ud i tirader. Det er monologernes fælde modsat dialogerne, hvor meget bliver hængende i luften til teatergæstens egen fordøjelse.

Lidt dialog er der til gengæld i tredje del, som manuskriptforfatteren Marie Bjørn er ophavskvinde til. Her møder vi en 21-årig kvinde, der forelsker sig i ét væk - måske lidt for hurtigt - og i sin dramatiske hjertesorg hyler i vilden sky over hver en afvisning.

Nana Morks spiller den unge kvinde i et leje mellem hysteri og eksalteret tilstand. Ind kommer hendes far og gør os alle til medlemmer af en latterklub, der skal være det bedste middel mod hjertesorg - uha-uha, jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg skal mene om denne omsiggribende inddragelse af publikum, hvor skuespillerne taler til teatergæsterne eller inviterer en tilfældig gæst med op på scenen.

Tredje del spilles fremragende af Nana Morks, men teksten trækkes desværre ud i en uendelighed. Senest halvvejs har selv en middelmådighed af en anmelder forstået budskabet. Og dermed rammer i kernen i vurderingen af Smask: En række meget relevante temaer spilles meget overbevisende af tre solide skuespillere - men teksterne er knap så imponerende.