Spilleren Betty Nansen Teatret
Anmeldt 11/10 2022, 16:44 af Uffe Stormgaard
Penge, penge, penge er alt
Penge, penge, penge er alt
« TilbageMeget kan man sige om F. M. Dostojevskij, men ligefrem morsom er han nu ikke. Det er tungsind, skyld, tvivl og uforløst kærlighed, der præger hans mesterværker. Tænk blot på klassikerne Forbrydelse og straf eller Idioten. En undtagelse er Spilleren (1866) en lille satirisk roman om en russisk overklasseenklave, der har slået sig ned på et tysk kursted Roulettenborg – hvis attraktion, ud over spa og kolde bade, som navnet antyder, er et spillekasino. Her sættes formuer på spil. Store tab og gevinster. Jubel afløser fortvivlelse, alt mens den lille kugle lystigt farer hen over roulettens 37 tal, for at ende på sort eller rødt, lige eller ulige og slutter på tallet, der enten udløser tab eller gevinst.
Den lille kreds af russiske velhavere som Spilleren sætter fokus på er, generalen, hans datter, en elskerinde og en huslærer, omgiver af engelsktalende gæster og tjenere på kurstedet. Allermest i centrum er den ikke tilstedeværende Babusjka, hjemme i Rusland. Arvetanten med de store jordbesiddelser og de mange millioner, som generalen og familie håber snart dør, så de mange rubler kan redde dem ud af deres store spillegæld. Men hun går ikke bort – tværtimod hun ankommer i kørestol og fuld af energi, for at se hvordan hendes slægtninge arter sig i det fremmede. Og så kan spillet, både det ved rouletten og dem imellem, for alvor begynde. Det er den historie, dramatikeren Line Knutzon og instruktøren Elisa Kragerup, efter et tysk forlæg, har sat sig for at dramatisere temmelig frit.
Scenografien er en tidssløs hotelfoyer med et hjørne af et spabad i baggrunden, holdt i douche, gråblå farver. En stemme annoncerer på engelsk, at Kasinoet åbner om få timer, alt sammen til lyden af den lille kugles hoppen fra tal til tal. Scenen myldrer nu med kurgæster og drinksbydende tjenere. Generalen, i Niels Ellegaards morsomt brovtende figur, der praler af de vundne, og glemmer de tabte, slag ved spillebordet. Samtidigt, kurtiserer han voldsomt den langbenede, lækre elskerinde Blanche, der velduftende dukker op fra spaen. Noget af en fortolkning/omskrivning af det russiske forlæg. Kurtisanen spilles af Svend Bennebjerg, i skiftende lækre kvinderober og stilethæle. Dekadent, sjovt, skævt og temmelig krukket.
Sådan er det hele vejen igennem. Vi ler/griner af de skæve dekadente og pengeliderlige eksistenser, der i griskhed og desperation sætter alt på det grønne klædes magiske tal. En lidenskab, der koster dyrt (Dostojevskij var selv ludoman) og ikke giver plads for meget andet end håb om gevinst. En kedsommelig, selvdestruerende tilværelse.
Så kommer braget. Ind ruller i kørestol, direkte fra Moskva, Babusjka, arvetanten, med gods og gyldne rubler. Tammi Øst, med grå paryk og sort knapstok, giver os alt hvad vi måtte kunne ønske os af en stramtandet bedstemor med slag i. Hun lader ikke nogen i tvivl om, hvad hun mener om de døgenigter af slægtninge, hun møder på kurstedet. Hendes penge skal de helt sikket ikke regne med!
Efter pausen, og en række ligegyldige forviklinger, vil Babusjka vide, hvad der egentlig forgår bag kasinoets vægge. Med den kasino-asketiske huslærer ved hånden, indtager hun pladsen ved det grønne klæde. Sæt det hele på tallet nul, råber hun flere gange i træk og på trods for en statistisk sandsynlighedsberegning, vinder og vinder arvetanten. For kuglen finder flere gange hvile i tallet nul.
Spilleren er en flot, dynamisk og også aggressiv fremstilling af et superaktuelt emne: pengenes magt. ”Penge er alt”, fastslår generalen – og bliver ikke modsagt.
Teaterversionen af ludomaniromanen har en overdådig scenografi (Palle Steen Christensen), en lydside (Troels Møller), der accelerer galskaben og et super ensemblespil, med dejlig skæve karakterer.
Alligevel, trods et festligt persongalleri, fra transvestitisk elskerinde til pengegal general og en arrig arvetante, så sidder man tilbage med en forestilling, der vil så meget, at det, i modsætning til den gamle russiske digter, mere bliver forvirring end en samfundskritisk satire.
Til gengæld morede vi os. Nød den opfindsomme scenografi, hvor ikke mindst slutoptrinet gav den helt store gevinst.
Foto: Camilla Winther (c) 2022