Sæt en ikonisk film op som teater, og man har den brede appel. Men: Der er også publikums stærke forventninger man skal leve op til.

Hvem sidder ikke med filmen Blinkende lygter i hovedet, når de ser Nørregade Teatret spille det 22 år gamle danske filmhit?

Nørregade Teatret fra Maribo præsenterer sammen med Teater 2 fra Frederiksberg Blinkende lygter spillet i et noget langsommere tempo end filmen. Det sidste af gode grunde. Teater skal være i adagio. Her er ikke mulighed for close-ups eller hurtige klip. Karaktererne har brug for tid til, at publikum skal tage dem til sig.

Replikkerne fra filmen er nærmest gået over i dansk sprogbrug: ”Det er en syg høne, der har lagt det æg dér” og ”Faktisk så er Ove Ditlevsen en af vores største digtere” (forklaring: Der mangler et ”T” på bogens forside, hvor et stykke er revet af).

Mislykket barndom
Fire småforbrydere snyder den farlige bagmand ”Færingen” for en kuffert fuld af penge og sætter kurs mod Barcelona, men kommer ikke længere end til en forfalden kro langt ude i skoven på Lolland. I filmen er det i Jylland, men Nørregadeteatret har hjemme i Maribo. Lidt Lolland skal det jo lugte af.

De fire kriminelle har alle deres mislykkede barndom i bagagen. Den skydegale Arne (spillet meget macho-agtigt af Thomas Magnussen) fik tæsk derhjemme. junkien Peter (formidabelt spillet af Jakob Højlev Jørgensen) blev som lille lukket inde i et skab. Bandens leder, Torkild (bevidst dvask ageret af Gordon Kennedy) blev en Hamlet-figur.

Det fjerde bandemedlem Stefan spilles af Peter Pilegaard, der siger det meste uden ord. Dobbeltrollen som Torkilds eks-kæreste og kæresten til Stefan varetages af Marie Sandø Jondal (der nogle steder alterneres af Gina Marchwinski), mens Kristian Boland er jægeren Alfred (Ole Thestrup i filmen) og Frank Rubæk er den fordrukne læge, en lille komisk karakterrolle, der nogle gange virker lidt banal.

Adstadigt tempo
Teater-udgaven er sjov og sympatisk. Tempoet kan virke lige lovligt adstadigt, især fordi vore anti-helte bevæger sig rundt i en stillestående scenografi. Det er trods alt turneteater. Mulighederne er begrænsede. Men fine videoprojektioner på bagtæppet kompenserer fint for dette handicap - med behagelige billeder af en efterårsskov, bølger der brydes ved stranden og den fuldstændig skøre scene, hvor Arne og Alfred pløkker køer ned på marken og senere dyr, der falder ned fra himlen.

Og mens snakken går om flugten til Bar-celona, viser alle mandlige medvirkende bar røv i sekunderne før pausen. Nogle gange er en numse plat. Andre gange befriende. Her det sidste.

Man får her en fin teateraften.