Det er 300 år siden, at der for første gang blev spillet teater på dansk i Danmark. I 1772 blev den første offentlige teaterforestilling vist i Lille Grønnegade ved Kongens Nytorv i København. Det var Ludvig Holbergs Den politiske kandestøber, der første gang blev spillet på et rigtigt teater. Indtil da havde teaterlandskabet været et sammensurium af omrejsende teatertrupper fra udlandet eller rene dilettantkomedier.

300-året forbigås naturligvis ikke i Danmark, hvor Folketeatret har sendt Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus på danmarksturne. Teatrets store sættevogn når i efteråret 2022 rundt til et stort udsnit af de danske teaterforeninger med scenografi, rekvisitter, kostumer og et hold skuespillere - både rutinerede og unge, blomstrende navne, som ingen kendte i går. De fik liv i kludene og fortalte en fin historie om Holberg, teatrets inderste natur og ikke mindst de kræfter, som teatret er oppe imod. I december vises forestillingen i Nørregade i København.

På Holbergs tid var det pietismen, den stramme, lutherske fromhed, og censuren, der var nogle af disse mod-kræfter. De seneste par år har det været corona-pandemien, inflation og energikrise, teatret har skullet kæmpe imod. Og halvtomme sale, i især et provins-Danmark, hvor Den store bagedyst, clickbait og det hurtigt og letfordøjelige kommer lige så hurtigt, som det går, dog alligevel er stærke konkurrenter.

Lidt gammeldags
Instruktøren Geir Sveaass har ikke ligefrem lagt sig i selen for at modernisere udtrykket i Den poetiske raptus, der havde urpremiere i midten af 1970’erne. Det er traditionelt, ja, flere steder lidt gammeldags teater på alle måder - dog med en enkelt forbløffende undtagelse, nemlig en reference til Holbergs forvekslingskomedie Maskerade, der får et gådefuldt skær med tilsætning af nutidig elektronisk musik. Den poetiske raptus er generelt spækket med henvisninger og forbindelser til både Holbergs og den franske mester Molières komedier.

Kender man dem ikke, er man flere gange på herrens mark med denne forestilling, hvor passager fra komedierne udspiller sig bag et gennemsigtigt linned, mens Holberg (rådvild og forvirret i Anders Juuls skikkelse) har sine vedkommende og rammende samtaler med den franske teaterdirektør René Montaigu (fint spillet af Tom Jensen. Selv om han lægger ud med en stærk og morsom fransk accent, fader denne dog ud, jo længere vi kommer ind i stykket).

Sammenstød
Den pietistiske præst, (stærkt trukket op af Jesper Riefenstahl) er naturligvis dobbeltmoralen selv i sin moraliserende prædiken over for både Holberg, Montaigu, og ikke mindst hans verbale sammenstød med Madame Montaigu (i en rap udgave spillet af Karoline Brygmann), er underholdende. Fremhæves skal Marie Louise Wille, der sprudler som Holbergs værtinde, som på en langsom og herlig monoton måde giver Holberg (og andre...) med- og modspil.

Så længe vi vil det
Den poetiske raptus er et fint indspark her i 300-året for dansk teater. Den er både humoristisk og højtidelig og minder os om, at teater ikke er nogen naturlov. Vi har det kun, så længe vi vil det.