D.23 september for 300 år siden kl. 17.00 – ja, så præcist kan det fastslås, blev der for første gang spillet teater på dansk, af professionelle skuespillere. Ordene lød på det lille teater i Grønnegade, hvor det københavnske borgerskab nu fik mulighed for at opleve teatrets tryllekraft. Det var Molières Gnieren (senere: Den Gerrige), der med danske replikker, først gik hen over de skrå brædder.

Allerede to dage efter fulgte den franske komediemesters elev Ludwig Holberg med Den politiske kandestøber og de næste seks år kom der yderligere 25 komedier fra Baron Holbergs hånd.

Den lille scene blev nu befolket med Henrik og Pernille, Jeppe på Bjerget, Jean de France og mange, mange flere karakterer, som stadig, ikke kun er del af almindelig dannelse, men som dengang, er karakterer vi stadig kan genkende os selv i. Thi det var oplysningstiden og Holbergs egentlige formål, at opdrage og uddanne publikum til gode samfundsborgere. ”At gavne og fornøje, hav stedse det for øje”, som kollegaen Herman Wessel skrev.

300-årsjubilæet fejres på en række teatre landet over. Ikke mindst på Det kongelige Theater, hvor den gamle mester ikke blot sidder foran teatret, men gennem tiden har været fast på repertoiret.

…og sikke en jubilæumsforestilling.

Allerede ved ankomsten i teatersalen mødes vi med et kæmpe regnbuefarvet lykkehjul (det kalder scenografen Maja Ravn sin farvestrålende megaudsmykning), der dækker fra scenegulv til sulfitter. Så vælter kæmpe virtuelle bogstaver ned fra sceneloftet og forestillingens titel står med enorm lysskrift. Forestillingen kan begynde.

Vi er langt fra Grønnegades trange scene.

Men også langt fra Holberg?

Den højtbesungne teaterinstruktør Katrine Wiedemann, der aldrig tidligere har beskæftiget sig med Holbergs komedier, har vovet springet med Den vægelsindede. Det er et spring, der vil noget, ikke kun i fremførelsen, hvor personerne nutidigt klædt, vælter rundt, løber, skubber og falder, men også teksten har fået en tur gennem nutidens vridemaskine.

Komedien om Lucretia, kvinden der ustandseligt skifter mening og humør, er blevet tidssvarende så det batter – men Holbergs kerne er der stadig, i sin udlevering af det overfladiske og det selvoptagne menneske. Om mandagen sulten, tirsdag overspist, onsdag hader mænd, torsdag elsker mænd… Sådan introduceres Lucretia af Torben, hendes tjener (Nicolai Jørgensen), der som en lydig undersåt tumler afsted underlagt hendes mange skiftende luner.

Persongalleriet omkring den vægelsindede Lucretia er stort. Den intellektuelle belæste Peder (Rasmus Fruergaard), som uheldig frier. Dem er der flere af; Apicicus (Joen Højerslev) skabagtig til det groteske og Sparenborg (Nicolaj Kopernikus) selvoptaget som mange. Alle karikerede komediekarakterer, hvor vi gerne i Holbergs ånd, skulle kunne genkende egne svagheder.

Den Vægelsindedes plot er fra mesterens hånd svagt. Derfor skal det peppes op med gags og falde på halen - og det bliver det i Wiedemanns bearbejdelse. Der er både plads til en barmsvær blondine (Christine Koch) og tjener Torben i trusser og bh. Kun sjældent er personerne i ro og hvis endelig så kravler de rundt på scenegulvet eller vælter ud over scenerampen. Ingen skånes og alle går til opgaven med et overskud af energi, der giver stykket en sjælden kropslighed.

Det er noget rod – men vi ler og griner jo mere grovkornet Ludvig Holberg på speed bliver. Alligevel, tilbagestår hovedpersonen med al vores sympati. For midt i sin forvirring og hovedløshed, er Lucretia en kvinde, der tør stå ved sit eget jeg. Ikke mindst takket være Maria Bach Hansen, der med kort varsel har dubleret Johanne Louise Smidt, der kom til skade under prøverne. En kvindeskikkelse der bag forvirring og vægelsind rummer en ægthed og evne til at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige – det formår Maria Bach Hansen, midt i regnbuens centrifuge af falden-på-hale-løjer, at give os et glimt af. Det tror jeg ville have glædet den gamle baron.