Kunsten har til alle tider kredset om tidens store eksistentielle spørgsmål og det er et meget aktuelt emne, som Nørrebro Teater har skabt en forestilling om. Coronahåndteringen, der I Danmark fik følgeskab af undertiden brutale og vilkårlige nedlukninger kombineret med en angstprovokerende retorik fra statsministerens side.

Hvor selve coronaen fik relativt milde konsekvenser, så fik den politiske håndtering vidtrækkende psykologiske senfølger - især i den yngre del af befolkningen. Ensomhed og angst smittede i langt højere grad. De kradsede dybe mærker i mantraet om at være ”det perfekte menneske”, der længe har hjemsøgt yngre generationer som et silikonefyldt spøgelse.

Det er disse spørgsmål, som dramatikeren Nanna Cecilie Bang stiller den åndelige GPS ind efter: Ensomhed, utilstrækkelighed, selvhad, angst, hvordan og hvorfor? Er der en vej ud af det?

Hvordan anskueliggør man ensomhed hos mange, når dialog, der normalt driver handlingen frem, ikke er ensomhedens udtryksform?

Med musikken og scenografi som medspillere til de 8 unge mennesker på scenen, får vi hver deres version af det sværeste spørgsmål, man kan stille: ”Hvem er jeg? Dermed gives der indblik i alle de tanker og situationer, der skaber usikkerhed og tvivl om, hvorvidt jeg nu slår til i forhold til de forventninger, som jeg tror, der er.

Hvordan opfører jeg mig til en fest? Hvordan gør jeg, når jeg møder nogen jeg kender? Er jeg attraktiv nok? Er jeg belæst nok – ”Kender du Mikael Strunge? ” Når jeg lægger mig på asfalten på Amagerbrogade og vil køres over, skælder bilisten mig bare ud og beder mig flytte sig. Er jeg ensom, når jeg er så heldig at have børn, ja, de kræver ofte for meget og afhjælper ikke en eksistentiel ensomhed.

Alle pile peger ind mod det utilstrækkelige jeg med en horisont af indbyggede idealer, som alle kommer til kort overfor. ”Når jeg drømmer om kærlighed, så bliver det nok kun for en nat, for jeg ligner et billigt tilbud i Føtex.

Der stilles skarpt på følelsen af at være udenfor, som når Egon Olsen forlader Vestre Fængsel med en ny plan, der igen, igen går i vasken og som eventyret om Snehvide, hvor man end ikke er kan være med i rækken af de 7 dværge, der dog har en funktion, men er nr. 8 eller 9, der er helt uden for nummer.

Og dog! For nok gentager spørgsmålene sig, men hele skuespillet indskrives i årstiderne, der netop angiver forandring og muligheder. Skuespillet starter da sommeren går på hæld og følger så med scenografien som aktiv medspiller, et forløb gennem efterår, vinter og forår til der i den spæde overgang til sommer findes en mulig løsning.

Latter! Noget at grine af. Komediens stærke middel, der netop skaber fællesskab og den distance, der kan ophæve de låste positioner. At grine sammen er at række ud efter andre og det åbner en vej til at gøre noget for andre i stedet for at forvente det omvendte.

Og ind på scenen kommer så den for danskerne forløsende svane, som H. C. Andersen har skabt som fællesnævner. Alle går ombord i den og finder ud af, at når perspektivet rækker ud over egen utilstrækkelighed og til at være sammen med andre om noget, så afløses ensomheden af forsommerens blomstrende muligheder og den grimme ælling bliver til en selvkørende flot svane.

Men ord er ikke nok! Det klassiske teater trækker på alle sanser for at skabe indlevelse. Sådan er det også i denne popkomedie med så aktuel alvor.

Synssansen er en vigtig medspiller. Julian Toldam Juhlin har skabt en enkel og virkningsfuld scenografi, der rummer gentagelser og forandring ved at markere årstiderne i et samspil mellem ensartede hvide, nøgne unge (pile)træer, der med livskraftige sidegrene viser evnen til at gro i flere retninger kombineret med kostumerne, der understøtter årstidernes gang, og samtidig understreger det fælles gennem farvevalg og ensartet snit.

Indledningsvis ligner det Edens have, hvor først en kvinde og så en mand træder frem, men det er selvhad og angst, der præger dem snarere end mod på at spise af kundskabens træ.

Kostumerne er gule – falskhedens farve – og meget kropsnært sommerlige for at understrege lighed og forskelle i kroppe, hvor usikkerhed, selvhad og tvivl er fælles. Vinteren understreges ved vatterede vamsede heldragter – dog i lidt forskellige pastelfarver og sangene beskriver klicheer og længsel, der præger det fastlåste selvbillede, mens kun månen bevæger sig op og ned i det frostkolde landskab.

Så plantes der tulipaner mellem træerne, der skaber farve til landskabet og endelig sommeren, hvor alle er i hvidt blondetøj, men nu af meget forskelligt snit.

Musikken har den væsentlige rolle at være ledetråd og medspiller. Thomas Butterschøn har komponeret den afvekslende musik, der spænder fra techno til smukke lyriske passager, når der drømmes om kærlighed. Victor Dahl har arrangeret musikken. Og han er ikke blot ved klaveret helt oppe ved scenen.

Hans følsomme og indlevende måde at lede hele forløbet på gennem sit varierede spil, binder hele forestillingen sammen på forunderlig og medrivende vis. At han også lige tager en pelshue på i vinterscenen er blot en understregning af, at alle kunstarter mødes i denne forestilling.

Det er sjældent man møder ny dansk dramatik, der så medrivende og inspirerende åbner nye veje inden for scenografi, musik og skuespil, og kaster lys på kunstens evne til pege på tidens store spørgsmål.