Det er muligvis mangel på almen dannelse, men alligevel så tog Kapellets anmelder i teatret uden nogen form for kendskab til Sofokles’ klassiske stykke Antigone. Ikke engang en simpel internetsøgning var det blevet til forud for teateroplevelsen. Konceptet var nemlig at opleve stykket på den måde det var tænkt – som teater.

Til gengæld læste undertegnede den ene sides tekst, som var trykt i det program som publikum kunne tage med sig fra foyeren på Aalborg Teater. Programmet omtaler kun med få indledende ord Sofokles’ tragedie og vælger i stedet at fokusere på den tyske dramatiker Wolffram Lotz og hvordan hans tekst Politikerne er blevet anvendt i forbindelse med opførslen af klassiske stykker andetsteds. Mere om Lotz’ monolog senere.

De brudstykker at lærdom, som anmelder kunne huske fra gymnasietidens omtale af klassisk græsk teater, var at stykkerne ofte blev opført i forbindelse med lege, hvor dramatikere kæmpede om lignende hæder, som atleterne gjorde det ved de olympiske lege. Publikum sad i halvcirkelformede amfiteatre, mens scenen bestod af et kor, der fremsagde eller sang monologer og muligvis var udstyret med instrumenter, der tilføjede musik til stykkerne, mens skuespillerne på selve scenen ofte bar (mere eller mindre groteske) masker for at indikere hvilken rolle de havde. En teateroplevelse, der set med nutidige øjne ikke ligefrem ville kaldes for realistisk. Det var derimod dramaet og replikkerne mellem aktørerne og ikke det nuancerede spil, der var i centrum.

Til trods for at Aalborg Teaters lille scene ikke just kan sammenlignes med et klassisk amfiteater, så blev der også på denne premiereaften arbejdet med en spillestil og en scenografi, der muligvis trak på ovennævnte traditioner, samtidig med at den også bevidst syntes at ville trække på både Brecht og Becketts absurde teatertradition og den verfremdungseffekt som er en fast del af den. Begge dramatikere omtales da også ved navns nævnelse i programmets introduktion til førnævnte Lotz.

Ført tæppet går hører man den spinkle lyd af en klokke efterfulgt af træslagtøj. Der findes nemlig konstant en musiker (nærmere bestemt Kristian Berg) på scenen sammen med resten af ensemblet. Han benytter sit trommesæt som en slags slagtøjspendant til det førnævnte klassiske, græske kor, og sætter på den led taktfast tempoet for mange af de efterfølgende scener.

Stykket starter med at en fortæller titter frem fra bagtæppet. Fortælleren er – ganske som alle de øvrige medvirkende – malet blå i ansigtet, har røde læber og sværtede tænder. Publikum informeres om en nyligt overstået krig, hvor et par brødre. Den ene har forsøgt at omstyrte kongen, den anden ville frelse byen. I et dramatisk øjeblik slog de to hinanden ihjel og krigen sluttede med ét.

Kong Kreon (spillet af Patrick A. Hansen) har besluttet, at den ene bror skal have en fyrstelig statsmandsbegravelse, mens den anden, oprørske broder ikke må blive begravet, men skal ligge til skam og skue, så hunde og ådselsfugle kan mæske sig i hans lig.

Ensemblet dukker op på scenen, lige så blå i ansigterne som fortælleren og hver er de udstyret med en lyseblå heliumballon. Vi præsenteres en for en for alle de medvirkende aktører, som en prolog inden hovedfortællingen for alvor kan komme i gang. Alle er iklædt blåsorte gevandter, der anakronistisk ikke minder det fjerneste om det gamle Grækenland, men snarere får ens tanker hen på en sær science-fictionfortælling fra 70’erne. Kongen er endda udstyret med en falsk Pinocchio-lignende næse og stort set alle spiller deres roller med falske, grimme tænder, blåmalede ansigter og sorte parykker, hvilket også straks affødte en del spredte grin blandt publikum.

Måske er valget med at lade spillerne fremstå på denne måde netop en reference til førnævnte stiliserede antikke spillestil, men samtidig kunne Kapellets udsendte ikke undgå at undre sig over hvad formålet egentlig var. Var det virkelig meningen, at man skulle grine over disse klart latterlige figurer, når nu stykket ret beset tager sit udgangspunkt i en frygtelig tragedie?

Den første scene efter denne præsentation var mellem Antigone (Katrine Høj Andersen) og dennes søster Ismene (spillet af Clara Josephine Manley). Vi finder gennem dialogen ud af at handlingen i dette stykke foregår umiddelbart efter hændelserne man kan opleve i ØdipusAntigone kan derfor opfattes som en form for fortsættelse af Sofokles’ forrige tragedie. Antigone er søster til de to dræbte brødre og i fortvivlelse over at hendes ene bror får en statsmandsbegravelse, mens den anden må ligge vanæret tilbage i støvet, beslutter hun at trodse kongen. Selv om Ismene på det stærkeste fraråder Antigone om at begrave broderen, så gør hun dette.

Idet kongen får nys om dette, beordrer han sin trofaste vagt (Evrim Benli) til at finde gerningsmanden. Dette lykkes for vagten, men kongen bliver bestyrtet da han finder ud af at det er Antigone, der har trodset forbudet. Sagen er nemlig den at Antigone er forlovet med kongens søn Haimon (Ulrik Windfeldt-Schmidt) men uanset hvad, bliver kongen jo nødt til at straffe den person, der er gået direkte mod hans ordrer med døden. Det kan næsten kun ende galt, men nu er dette jo tragediens udgangspunkt.

Idet Antigone klinger ud og spillerne selv er med til at rydde op på scenen er Ismene den eneste der lades tilbage på den tomme scene, hvor effektspots og røg nu er blevet erstattet med et langt mere klinisk oplyst teaterrum. Som en epilog til Sofokles opfører Clara Josephine Manley nu Wolfram Lotz’ monolog/digt Politikerne, mens hun også befrier sig selv for nogle af de rekvisitter hendes figur tidligere bar. Hendes figur ændrer sig på den vis både fysisk og verbalt.

Den afsluttende monolog er en slags absurd stream-of-consciousness-lignende tekst, hvis formål hér sikkert er at kommentere på selvsamme absurde, politiske beslutninger som man just har bevidnet hos Sofokles. Anmelder kan også kun have næsegrus beundring overfor Clara Josephine Manleys evne til at fremføre denne vanskelige tekst, der både er virkelig lang, forvrøvlet og kompliceret – men samtidig så bliver Politikerne desværre også det svageste punkt i forestillingen, idet man som tilhører ret nemt trættes af de mange gentagelser og ikke mindst selve længden af denne til tider monotone monolog. Selv om det lyder lidt hårdt, skulede undertegnede flere gange over til suffløren, for at se om hun ikke vendte den sidste i manuskriptet.

Aalborg Teaters opsætning af Antigone er derfor ikke helt uproblematisk. Mange roser skal lyde til hele ensemblet på scenen, de spiller fremragende, men en lige så stor ros skal lyde til scenografen, musikeren, lysdesignerne og resten af det tekniske personale, for den lille scene udnyttes virkelig til fulde. Til gengæld virker valget om at spillerne skal fremstå bevidst komiske og karikerede i både kostume og spillestil langt fra lige så velovervejet. Der var i al fald flere i salen, undertegnede inkluderet, der kom i tvivl om det vitterligt var meningen at man skulle grine af karaktererne på scenen og de måder de gebærdede sig på – fra at gå i slowmotion, til at løbe tegneserieagtigt på stedet. Deres fremtoning stod i skærende kontrast til de begivenheder, de skulle forestille at være en del af.

Komedien og tragedien er selvsagt bror og søster, men i denne opsætning synes den tragiske fortælling at drukne i bunker af verfremdung og selv om der selvsagt kan være en pointe i at lade selve iscenesættelsen være lige så absurd som de valg kongen undervejs træffer og de konsekvenser der udspringer af disse valg – også spejlet mere nutidigt i den alt for lange slutmonolog – så er valgene også med til at underminere det, der burde være såvel Sofokles’ som Lotz’ centrale pointe, nemlig at magthaverne holder så hårdt på deres image og deres absurde love, at dette er den reelle tragedie, ikke kun de mennesker der rammes af beslutningerne.

Så point for at forsøge at skabe noget helt nyt med Sofokles klassiske tekst, men det er i denne anmelders optik ikke blevet nær så vellykket, som man kunne håbet på. Det virker umiddelbart – og følgende kan unægteligt lyde ret brutalt - at iscenesætter Camilla Kold Andersen har været mere opsat på at lave teater for et publikum bestående af ligesindede teaterinstruktører og de der knuselsker absurd teater, og undervejs måske har glemt at der også kan dukke et helt almindeligt teaterpublikum op, som måske forundres og muligvis frustreres over, at helhedsindtrykket peger i så mange forskellige og svært relaterbare retninger.

Anmelder mangler garanteret nok teatererfaring til at kunne afkode mange af de referencer som optræder i stykket, både i forhold til de mange græske guder, konger, helte og figurer der næves og i forhold til at finde hoved og hale i hvorfor kongens søn i en af scenerne scene bevægede sig som var han blevet bedt om at fremføre en kampsports-kata. Hvordan skal man måske tolke den blå ansigtsmaling – er det en reference til de græske masker, til Avatar, Blue Man Group eller smølfer? Hvad med de heliumballoner figurerne dukker op med? Hvorfor er spåmanden mod slutningen af dramaet blevet udstyret med elguitar? Spørgsmålene er mange. Svarene alt for få.

Når handlingen fremføres med sådan et abstraktionsniveau, så bliver slutresultatet desværre også at man får svært ved at mærke tragedien, man får svært ved at føle dyb empati med Antigone, hendes trolovede eller for den sags skyld kongen og den sorg han uvilkårligt udsætter sig selv for. I stedet forlader man salen med en følelse af, at der i denne opsætning er al for stor en forskel mellem indholdet og det udtryk som er blevet valgt.