Endelig skulle det ske. Efter et halvandet års ventetid, skulle det finde sted. Dekalog havde premiere, og jeg var mere end klar til at opleve det. Jeg havde glædet mig meget, dog uden egentlig at vide, hvad jeg skulle forvente. Jeg var dog sikker på, at det skulle blive en aften i overraskelsernes tegn, og jeg fik mere end ret.

Før stykket brød løs på den smukke scene, blev alle fremmødte introduceret til tanken bag kaotiske festfyrværkeri, og hvad vi kunne se frem til. Udgangspunktet var Kieslowskis 10 filmklassikere om Bibelens 10 bud, hvis fokus lå på kærligheden samt dennes muligheder og bekostninger for 10 ganske almindelige mennesker.

Modsat Kieslowski, havde instruktør og dramatiker Thomas Hwan ikke 10 forestillinger på tegnebrættet, men blot én. Som det så fint blev italesat, så elsker Hwan en god udfordring, og det umulige skal han nok løse; og det gjorde han i allerhøjeste grad.

Det vil næsten være umuligt at gengive selve stykket, dets historier og karakterer, da der ikke findes en klar, logisk kronologi eller orden, hvor man kan skelne det ene fra det andet. Men dette er faktisk også fuldstændig ligegyldigt. Som Nordkraft selv pointerer, så er Dekalog nemlig ikke en forestilling, der skal forstås. Den skal i stedet mærkes, og jeg kan kun tilslutte mig denne udtalelse.

Tydeligt er det dog, at alt står i kærlighedens tegn. Ikke blot den sukkersøde kærlighed med en lykkelig slutning, der forventes i den klassiske, amerikanske romcom. Her får man i stedet serveret hele paletten: alt fra den ulykkelige, incestuøse, giftige, ubehagelige, misundelsesværdige, forbudte, familiære, hjerteskærende, første, ugengældte og største kærlighed.

I begyndelsen af forestillingen prøvede jeg ihærdigt på at forstå enhver historie, karaktererne og deres set-up. Jeg indså heldigvis, at det slet ikke var nødvendigt. I stedet skulle jeg blot nyde og observere. Derefter havde universet mig i sin hule hånd.

Når man oplever Dekalog, bliver man tager igennem hele følelsesregistret. Jeg oplevede bl.a. at føle mig glad, irriteret, forvirret, pinligt berørt, spændt, festklar og heldig. Og jeg følte ikke, at det var forkert. Der var plads til alt, når man befandt sig i Dekalogs univers. Sikke en befriende måde at opleve teater på.

En stor ros skal også lyde til alle skuespillerne, der konsekvent evnede at ose af overskud, mens de sprang ind og ud af nye roller, kostumer og scener. De var så overbevisende, at jeg flere gange sad i en interessant konflikt med mig selv. I det ene øjeblik væmmes jeg eksempelvis ved Thomas Nielsen som aggressiv voldsmand. Kort tid efter, i en ny rolle, konfronteres han med en gammel flamme og deres fordømte kærlighedsliv, hvor jeg med det samme følte sympati for ham.

Alt i alt var deres enkeltstående præstationer hver især så overbevisende og kraftfulde, at jeg ikke lod mig påvirke af, hvad de gjorde før eller efter den pågældende scene.

Jeg har en særligt stor forkærlighed for, når den fjerde væg brydes. Så da Tobias Leander bragede igennem scenen til et af Queens megahits, mens han intenst balsamerede sit hår i gelé og øvede blomsterbuket-catwalk, var jeg blæst totalt bagover. Hans præstation emmede af sans for timing, mens han naturlige og løsslupne væsen fik publikum til at le af lungernes fulde kraft.

Den vanvittige scenografi, skal uden tvivl også have tekstuel klapsalve. Scenen er dækket af et tykt lag sand, mens der er placeret et rundt vandhul i midten, der omkredses af en scene med stillads og spejlvægge. Et uforudsigeligt udtryk, der indeholdt et væld af muligheder, som jeg aldrig selv kunne have forestillet mig.

Med vand, sand og de rå materialer i sammenspil med den dramatiske lyssætning og det intense lydunivers, fik man en fuldendt oplevelse, hvor jeg kunne se sammenhæng i kaosset. Dette illustrerede for mig den perfekte sammensmeltning af de følelser, som kærlighed kan føre med sig.

Nordkrafts pressemateriale om Dekalog fortæller, at denne forestilling fokuserer på, hvor meget man kan vinde ved kærligheden og det at turde at gøre noget. Hwan havde kærlighed til sit projekt og turde at gøre sin vision til virkelighed; han har om nogen vundet. En stor ros til ham og hans flotte stykke arbejde.

Dekalog var en eminent fornøjelse, der præsterede både at være beskidt og ren, kaotisk og systematisk, smuk og grim, dramatisk og humoristisk, samt vild og rolig på én og samme tid; vigtigst af alt forblev forestillingen fantastisk hele vejen igennem.

Jeg giver Dekalog topkarakter.