På trods af, at jeg grundlæggende vil beskrive mig selv som en velbevandret filmnørd, havde jeg endnu fortællingen om Jerry, Joe og smukke Sugar Kane i filmklassikeren Some Like it Hot til gode. Nok følte jeg mig en smule ukulturel, men ikke mindst gav det mig muligheden for at nyde dette mesterværk i teaterformat med uvildige øjne.

Da jeg sad placeret i salens midte med perfekt udsyn over scene på premiereaftenen, var stemningen allerede meget høj. Jeg fornemmede med det samme, at dette ville blive en særlig aften; og jeg tog bestemt ikke fejl.

I den finurlige fortælling befinder vi os i Chicago og året er 1929. Her møder vi bassisten Jerry og saxofonisten Joe, der på trods af Depressionens hærgen insisterer på leve livet som musikanter; desværre den arbejdsløse af slagsen. En dag bliver de ved et uheld vidner til et gangsteropgør, hvorfor de straks må flygte, da den hæmningsløse gangster Spats ikke er typen, som efterlader vidner.

Til alt held viser deres musiske talent at være billetten væk, da det populære orkester Sweet Sue og hendes Society Syncopators mangler en til at spille sax og en til at spille bas. Den eneste krølle er dog, at orkesteret kun består af kvinder; og Sue tolererer på ingen måde mandlige medlemmer.

Jerry og Joe er dog tilpas desperate, hvorfor de hurtigt finder nylonstrømper, høje hæle og pinke parykker frem og præsenterer sig selv som Daphne og Josephine. Lykken tilsmiler dem, da deres evner inden for jazz heldigvis rammer plet, og de får lov til at blive en del af orkesteret. Farvel Chicago og goddag Miami!

Selvom begge herrer i starten tæller sekunderne til at kunne smide make-up og nederdel, forsvinder disse tanker som dug for solen, da den smukke, talentfulde og kærlighedshungrende forsangerinde Sugar træder frem.

Skal Jerry og Joe sigte efter at komme i sikkerhed eller skal kærligheden have lov til at slå sine folder? Med den charmerende og kærlighedshungrende Sugar i selskabet bliver det pludseligt svært for dem at vælge.

Under hele forestillingen var der konstant noget spændende og sjovt, som fangede mit blik. Jeg vil frem for alt fremhæve det rullende scenegulv, der blandt andet husede en masse forskellige dyr under forestillingen. Denne lille del af showet må uden tvivl få æren for at udlede flest grin i aftenens løb.

Ydermere var jeg endnu engang forbløffet over scenens dybde og højde, hvilket forestillingen udnyttede til perfektion. Her var jeg særligt imponeret over, hvordan en stilladskonstruktion med største overbevisning kan agere alt fra en yacht til togkupé til gangsterbule og sågar en musikscene.

Foruden scenografien, skal Sugar også have stor ros for koreografi og lyssætning, hvis sammensmeltning medvirkede til en oplevelse ud over det sædvanlige. Her behøvede man ingen dialog, men blot tid til at suge den spektakulære oplevelse til sig, der bar tydeligt præg af stor dedikation fra ensemblet.

Denne dedikation var også tydelig hele vejen igennem skuespillernes sjove og knivskarpe dialog og fysiske komedie. I den forbindelse må jeg især slå et slag for Steffen Berenthz Eriksens portrættering af Osgood Fielding III, hvis timing og kropssprog fik mine øjne til at løbe i vand af bar henrykkelse.

Dialogen var legende, overbevisende og humoristisk, og sangene ligeså. Den smukke jazzmusik og de kraftfulde stemmer fyldte mig med ærefrygt på bedste vis, og jeg sad med følelsen af, at forestillingen ikke måtte slutte.

Fra lyset tændte til skuespillerne bukkede en sidste gang var én stor fest. I de små 10 år, at jeg er kommet på Aalborg Teater, har jeg aldrig mærket så stor begejstring og grin i salen, som jeg gjorde, da jeg oplevede Sugar. Jeg vil anbefale alle, der kan lide fantastisk musik, dygtige mennesker og masser humor at tage ind og opleve denne hyldest kærligheden og alle dens overraskelser.