Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

Cabaret Aarhus Teater
Anmeldt 16/5 2022, 15:04 af Birgitte Amalie Thorn

Uden tanke for morgendagen


Uden tanke for morgendagen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nu kan du få banket støvet fra coronanedlukningen grundigt af med Aarhus Teaters saftige opførelse af 1966-musicalen Cabaret. Historien udspiller sig i Berlin i 1930, hvor de brølende tyveres dekadente sorgløshed gradvist afløses af nazismens fremmarch. Musicalens store spørgsmålet er, hvordan vi mennesker reagerer på truslen om en totalitær stat eller krig? Mens nogle indser alvoren, insisterer andre på at feste videre og lade de seriøse om at tage sig af politik. I en tid, hvor der igen er krig i Europa, er historien pludselig skræmmende aktuel.

Cabaret udspiller sig omkring natklubben Kit Kat Klub, hvor den livslystne cabaretsangerinde Sally Bowles indleder en romance med den fattige, amerikanske forfatterspire Clifford Bradshaw. Da hun bliver gravid, indvilliger han i at forsøge barnet, der måske er hans, selvom han egentlig også er til mænd. I miljøet omkring Kit Kat Klub er seksualiteten (endnu) fri. En parallel romance udspiller sig mellem den aldrende pensionatejer Fräulein Schneider og hendes jødiske beundrer, Herr Schultz. I takt med nazismens udbredelse trækker truende skyer dog ind over parrene.

På mange måder er romancen mellem det aldrende par musicalens egentlige kærlighedshistorie. Det er i hvert fald det indtryk, man sidder tilbage med i Aarhus Teaters opførelse. Ulla Henningsen som Fräulein Schneider og Anders Baggesen som Herr Schulz giver en utroligt rørende fremstilling af, hvor skrøbelig og smuk kærligheden i livets efterår kan være. (Som et lille kuriosum spillede Ulla Henningsen faktisk Sally Bowles i teatrets opførelse i 1976).

Emil Prenter gør det godt som den naive Clifford Bradshaw, der ender med at brænde nallerne på en døgnflue som Sally. Sofia Nolsøes lidt ADHD-agtige fremstilling af Sally Bowles bliver temmelig anstrengende at se og høre på i længden – men måske er det netop pointen. Sally lever for øjeblikkets nydelse og larmer mere og mere manisk for at overdøve krigstrommerne. Derudover er Simon Mathew velvalgt i rollen som klubbens flamboyante konferencier Emcee.

Aarhus Teaters opsætning er storslået. Der er knald på farver og musik, og scenografien er gennemført og godt tænkt. Det er på alle måder en meget fysisk forestilling, hvor de medvirkende virkelig arbejder for sagen.

Med Cabaret får du den ret unikke kombination af letbenet underholdning og seriøs refleksion. På den måde er der noget for alle. Det er bestemt en tur i teatret værd.

Forrige anmeldelse
« Mod til at dræbe «
Næste anmeldelse
» Sugar »