Der er et eller andet galt i forhold mellem far og søn. Erik har besøg af sin far i en taglejlighed og gider ham egentlig ikke. De skændes om vinduet. Skal det være åbent eller lukket?
Hvad er det, det her mundhuggeri handler om? Vinduet er det i hvert fald ikke. Far og søn prikker begge til hinanden, og faren spiller offer samtidig med, at patriarken med jævne mellemrum titter frem. Alle hans skavanker og angst for døden er forsvundet som dug for solen, da Eriks veninde, Radka, dukker op. Ja ud på de små timer, da Erik er gået i seng, forsøger han endda at komme i bukserne på sin søns kæreste. Hvor klamt kan det blive?

Teatret Møllen fra Haderslev spiller en sønderjysk opsætning af svenske Lars Noréns Mod til at dræbe. Når Møllen spiller teater, bliver der ikke brugt mere scenografi end højst nødvendig. Et loftsvindue hænger svævende i luften. På gulvet er hvide papirruller rullet ud. Og publikum sidder på stole, der er stillet op som en firkant rundt om scenen. Vi bliver fra første parket vidne til et blodigt familiedrama.

Far og søn spilles af Ole Sørensen og Thomas Jacob Clausen Rønne. De snakker for det meste sønderjysk til hinanden. Kun når Eriks veninder, Radka (spillet af Durita Dahl Andreassen), er der, slår de over i rigsdansk - for gæstens skyld. Sønderjysk lyder hyggeligt - i hvert fald for sønderjyder. Men det kan også bruges til noget andet. Det ved vi fra filmatiseringen af Erling Jepsens roman Kunsten at græde i kor hvor en andet uhyggeligt tema - incest og pædofili - fortælles på klingende sønderjysk.

Ole Sørensens er mesterlig i rollen som den gamle far, som Sørensen tegner med både selvmedlidenhed og tyranni: En gammel, manipulerende skiderik. Den rolle har Ole Sørensen solidt greb om. Han fik i 2020 en Reumert-pris for rollen. Man forstår sørme hvorfor. Sørensen er ganske suveræn.

Thomas Jacob Clausen Rønnes rolle er knap så nuanceret, men han giver den et lettere uhyggeligt drys, så vi gruer for, hvor det hele vil føre hen. Og det ender ikke godt. Drab i familien er den mest almindelige form for drab i Danmark. Den slags, vi læser om i avisen for derpå at spørge os selv: Hvordan søren kunne sådan noget ske? Mod til at dræbe giver et bud på hvorfor.

Sønnen Erik vil sætte sig fri fra faren, siger han selv i dette voldsomme følelsesdrama, hvor luften er tyk af had og undertrykt vrede. Det gør han på den ultimative måde.

Det bliver ingen hyggelig aften. Men stærkt og vedkommende teater. Lidt langtrukket i kurven op til den sidste, skæbnesvangre scene. Men det kan vanskeligt være anderledes.