Into the Woods er en populær musical, som har en lang række opsætninger, tre Tony Awards og en filmatisering bag sig. Den er skrevet af James Lapine, og musikken er komponeret af Stephen Sondheim i 1986.

Historien følger bageren og hans kone, der gerne vil have et barn, men bagerens hus er blevet forbandet af en heks. De møder heksen, der vil hæve forbandelsen, hvis parret kan finde fire ting til hende: en ko så hvid som mælk, en hætte så rød som blod, et hår så gyldent som korn, samt en funklende sko af guld. I deres søgen efter tingene til heksen møder bager-parret Askepot, Jack og Rødhætte, der alle er midt i deres eventyr.

I Into the Woods udspiller alle historierne sig samtidig, og der sker hele tiden noget. Det er svært, som førstegangspublikum til denne forestilling, at nå at høre, hvad alle karaktererne synger, da de synger deres historier ind over hinanden. Denne sammenvævning af velkendte eventyr skulle man ellers tro ville være let at forstå, men Into the Woods kræver meget af sit publikum. Det er et meget indviklet narrativt forløb at følge med i. Det er rodet og diffust. Til sidst giver man op med at prøve at finde den røde tråd. For pludselig kommer noget, der godt kunne virke som afsluttet tidlige, ind i et andet akt.

Andet akt er fra et dramaturgisk synspunkt overflødigt. Der er intet fra det første akt, som iscenesætter og formidler til publikum, at fortællingen skal fortsætte. Alle de historier, som blev sat i gang, har nået deres ende. Det hele var endt lykkeligt. Så der er intet, der kan redde andet akt. Selv ikke James Lapine og Stephen Sondheims tempofyldte tekster og musik.

Det hjælper ikke, ligegyldigt hvor pragtfulde musikalske præstationer denne opsætning af Into the Woods manifesterer på scenen. Sådan som Julie Steincke i rollen som heksen eller Silke Biranell som bagerens kone. Into the Woods er ikke en musical, hvor det er nok at udfylde rollerne med nogle kompetente sangere. Den kræver meget mere af de udøvende kunstnere på scenen.

Into the Woods er en satire-forstilling, der på bedste Peter Langdal-stil frem for alt er en kropslig iscenesættelse. Der bliver trukket på forskellige teatertraditoner. For eksempel på Commedia dell’arte, hvor vægten er lagt på præsentation af typer frem for karakterer og udvikling af disse, såsom Jack som Harlekin. Der er også slæbespor fra Bakhtins karnevalisme, hvor der spilles mere kropsligt fra maven og nedefter. Endvidere er der en genklang af 1970’ernes Monty Pythons absurde, satiriske Flying Circus.

Men for at kunne indfri alle disse inspirationskilder, og at få dem ud over rampen til publikummet i Glassalen, kræver det kunstnere på scenen, som kan levere replikker med præcision i deres timing og den rette tone. Det er ikke tilfældet i denne opsætning af Into the Woods. Den får begravet sig selv i kæmpens fodspor uden at nogen egenlig savner den.

Hvad står vi som publikum tilbage med? Det må stadig stå hen i det uvisse, mens Skoven er dyb klinger som et andet horror-films refrain i baghovedet på vejen hjem.