Det alsidige Ensemble Figura har i over 10 år afholdt sine egne ”Festspiele”, som regel med megen nyskrevet musik og deltagelse af ny musik-ensembler fra mange verdenshjørner. De seneste to år har Corona leveret benspænd for den tradition, og sidste år blev urpremieren på kammeroperaen Dødens Købmand forhindret. Nu kunne premieren så endelig finde sted, foran en fuld sal i Koncertkirken på Nørrebro i København.

Kirken råder ikke over en egentlig scene, så den dramatiske aktion fandt sted med ganske få rekvisitter midt i det højloftede rum, omkranset af publikum og med de tre korsangere og de fire mand store orkester på en lille forhøjning bagved. Det fungerede i al sin enkelhed udmærket.

Nobels dilemmaer
Librettoen til kammeroperaen er skrevet af forfatteren Vilhelm Topsøe og musikken af komponisten Peter Bruun. Historien er ikke drevet af et egentlig plot; det er mere et eksistentielt drama, som udfolder nogle af dilemmaerne og konflikterne i Alfred Nobels liv, centreret omkring centrale episoder i hans liv – fra lillebroren Emils død i en fabriksulykke til Alfreds egen død, stenrig, men ensom og kun omgivet af tjenestefolk.

Tre kvinder spiller en afgørende rolle i dynamitfabrikantens liv: moderen, som han er stærkt knyttet til; Bertha von Suttner, som efter at have været Nobels sekretær vinder berømmelse som fredsforkæmper og senere forfatter af den pacifistiske roman Ned med våbnene; - og endelig blomsterpigen Sofie Hess, der i mange år er Nobels hengivne elskerinde, men som han ikke har mandsmod til at gifte sig med.

Bertha – sunget af mezzosopranen Signe Asmussen – er den viljestærke, komplekse og kloge kvinde, mens Elsa (sopranen Frederikke Kampmann) er den ukomplicerede, kærlige og følsomme kvinde. Imellem dem står Nobel – sunget af baritonen Teit Kanstrup – fanget mellem sin moderbinding, sin uforløste kærlighed til Bertha og sit halvhjertede forhold til Sofie. Man han har også indre dæmoner: Ånderne fra Niflheim, hvis dømmende stemmer har forfulgt ham siden barndommen.

Disse stemmer såvel som samtidens, rosende og (mest) kritiske, formidles af de tre korsangere (Fritjof Fuglesang, Kirsten Voss, Peter Bruun) i en blanding af oplæsning, recitation og egentlig korsang. Selvom korteksten i passager er vanskelig at høre, fungerer dette arrangement gennemgående udmærket, fx i den scene, hvor Nobel fejlagtigt bliver anset som død - og i en nekrolog i Le Figaro får titel-metaforen ”dødens købmand”. Hans forsvar er forgæves.

Dramaturgiens styrker og svagheder
Stærkest står dialogscenerne mellem Nobel og hhv. Bertha og Sofie, og Nobels refleksioner, som egner sig fint til musik. Her viser Peter Bruuns erfaring med at skabe musikalsk personkarakteristik sig for alvor. De tre hovedpersoner er tegnet meget fint rent musikalsk. Tine Topsøe har instrueret personerne og situationerne stramt og præcist og bruger det lille rum fortræffeligt.

Forestillingens svagheder ligger mest i de afsnit, hvor faktuel og poesifattig tekst skal informeres gennem tale eller (kor)sang, og når hovedpersonerne træder ud af situationen og kommenterer sig selv. Også slutscenen er noget mat; det er lidt et antiklimaks at se de tre hovedpersoner samlet om det store bord, efter Nobels død, hvor de nærmest journalistisk refererer mediernes gengivelse af begravelsen og det berømte testamente. Men som helhed lykkes det på udmærket vis at præsentere Nobels længsler og ambivalenser og deres ulykkelige udvikling gennem hans liv.

Fornem sang og musik
Det musikalske niveau er højt. De tre sangere er alle fuldstændig rigtigt castet: Kanstrup med sin noble fremtræden, smukke bariton og en forbilledlig tekstudtale; Asmussen med sit stærke dramatiske udtryk og intens mezzoklang; Kampmann med sin lyrisk-dramatisk sopran, der lyser i højden og kan skabe både charme og spænding i mellemlejet.


Man mærker, at komponisten kender sit orkester ud og ind. Figura Ensemblet består her af (kun) fire musikere: Jesper Egelund (kontrabas), Anne Klett (klarinetter), Frans Hansen (slagtøj) og Frode Andersen (accordeon). Musikken er hele vejen igennem præget af rytmisk og klanglig præcision og raffinement, et fritonalt spillerum, hvor der er plads til dyb alvor men også humor (fx den fine brug af ukulele som en del af Sofies musikalske karakteristik, og en lang række delikate og muntre slagtøjsdetaljer).

Der er plads til mange stilcitater (fx march, koral, tango), og vokalstilen er en blanding af arioso og mere talesprogsnær deklamation. Det er egentlig ganske utroligt, at fire musikere og nogle få sangere kan skabe et så alsidigt og farverigt klangbillede, men det er som sagt eksperter, Peter Bruun har komponeret til.

Hybris og nemesis
Nobels livsdilemma er aktuelt og relevant: kan man være pacifist og kæmpe for fred - og samtidig tjene penge på våben og sprængstoffer? Og hvem har egentlig ret til at fælde dommen? - ”Hvad er der galt med mennesket? Findes godheden?”, spørger Nobel - og forsøger at finde frem til svarene i tragedien Nemesis, som han arbejder fortvivlet på i sin sidste levetid.

Det er lykkedes komponist og tekstforfatter, Figura Ensemblet og Cumulus Teatret at skabe en musikalsk fortælling, der præsenterer disse store eksistentielle spørgsmål på en vedkommende og sanselig måde. Forhåbentlig vil pandemien ikke forhindre forestillingen i at komme rundt i landet.