Et komfur, et køleskab, nogle stole, en ølkasse og en udstoppet ræv.

Omgivelserne i kollegiekøkkenet er lige så ufærdige, som den historie, der fortælles, som den roman, hovedpersonen er i gang med at skrive, og som hovedpersonen selv: Asta hedder hun. Hun er starten af 30erne, en sen generation Y eller en tidlig generation X, som 1980erne og 1990er generationerne kaldes. Det hedder sig, at det er generationer, der lytter meget til vennerne, ikke er bange for at dele deres liv med andre på nettet, men ikke er åbne for alt.

“Ungdommens tredje fase” kalder Asta den selv. Den alder, som de såkaldte’millenials’ er i lige nu.

Astas historie - og historierne uden om hende - handler om kejtede forelskelser, sorgløshed, men også om sorg, ensomhed, studentikose refleksioner og overgangen fra ung til voksen.

Det Kongelige Teaters Tour de chambre er baseret på Tine Høegs roman af samme navn - og dramatiseret af romanforfatteren selv. Tour de chambre er afledt af den tour de force, som kollegiets unge beboere tager fra værelse til værelse, når der skal festes igennem.

Historien fortælles i to spor. Det ene kører i nutiden. Det andet er flashbacks til fortiden. I nutiden er den spirende forfatter Asta ved at skrive på en roman om en polsk kunstner, men hun er kørt fast. Da hun først kommer på ideen om at skrive autofiktion over sin ungdoms forelskelse i sin bedste venindes fyr, August, kan hun næsten ikke stoppe med skriveriet. Manuskriptet bliver skudt af i løbet af ingen tid, og bagefter sætter hun frivilligt hånden på kogepladsen ved at lade veninden læse manuskriptet igennem. Så har vi balladen.

I de kåde ungdomsår døde den ombejlede August under en fest på kollegiet, og nu skal der være en mindehøjtidelighed for ham. Bag dødsfaldet gemmer sig skyldfølelser og fortielser.

Iscenesættelsen af Tour de chambre er rustik - ligesom scenografien. Der tales lige ud af posen, og replikskifterne er levende og hurtige. Ved et trommesæt sidder den norske musiker Øyunn og banker energi og rastløshed ind i forestillingen.

På scenen uafbrudt
Anna Bruus Christensen har hovedrollen som Asta, der stiller sig lidt an og overtegner rollen, men med tiden dog også varierer den og føjer nye detaljer til. Anna Bruus Christensen er på scenen næsten uafbrudt - det er en krævende rolle.

Fanny Louise Bernth spiller veninden Mai, der gemmer på sensibilitet bag den kække kliche. August, den eftertragtede fyr, der ender med at dø i en ung alder, spilles sympatisk af Mathias Skov Rahbæk. Rundt om de tre springer Mikkel Becker Hilgart i roller, der går fra den ene yderlighed til den anden. Det ene øjeblik er han en en friskfyr-agtig kollegianer med kasket på hovedet. Det næste øjeblik er han en kikset matematikstuderende, der forsøger at lægge an på Asta (som jo er varm på August), men matematikeren har bedre greb om cosinus end kærlighed. Han hedder Niels Klitten. Det kan han jo ikke gøre for.

Forrygende Mynster
Instruktøren Sigrid Strøm Reibo har tilsat forestillingen masser af energi. Den ene scene glider elegant og ofte uventet over i den anden. 

Det bliver helt forrygende, da Karen-Lise Mynster kommer ind på scenen som Augusts meget selvbevidste mor, Anna-Barbro, der er noget inden for kunstkredsene i København. Denne Anna-Barbro duperer den unge Asta, da ordene flyder ud i en lind strøm til en fernisering på en udstilling. Og senere dukker Karen-Lise Mynster op som den livskloge Sanne på Lolland, hvor Asta tager på skriveophold.

Den vellykkede dramatisering holder hele tiden en hemmelighed tilbage og suger derfor publikum med ind i universet. Ungdommens til alle tider højspændte følelsesliv er dog ikke altid så væsentligt, som dem, der står i det, selv vil gøre det til. Man behøver dog ikke at komme dybt ned i det nederste lag for at have en underholdende aften. For forestillingen fungerer godt. Foto (c) Camilla Winther