Det er et minefelt kunstnerisk at beskæfige sig med minoriteter. Især hvis man ikke selv tilhører denne minoritet.

Tolerance har det ofte bedst, når der er tale om ensrettet trafik. Drister en ciskønnet (altså en person med en kønsidentitet, der er i overensstemmelse med personens tildelte køn ved fødslen) sig for eksempel til at spille en transkønnet i film eller på teater, kan der være problemer i farvandet. Ergo: Lad være med at gå imod strømmen.

For seks år siden kom filmen The Danish Girl baseret på en roman, som den amerikanske forfatter David Ebershoff skrev i 2000. Den handler om den danske landskabsmaler Lile Elbe, der som en af de første transkønnede kvinder fik foretaget en kønskorrigerende operation - eller ‘kønsskifteoperation’, som det også kaldes.

Kritikken haglede ned over filmen fra transmiljøet. Instruktøren Tom Hooper havde formastet sig til at lade en en ciskønnet skuespiller spille hovedrollen som den transseksuelle danske maler, hvis mandlige fødenavn var Einar Wegener. Det var ikke så godt.

Koreografen Tim Rushton har med Holstebro Dansekompagni (der før hed Black Box Dance Company) sat fortællingen op i en danseudgave. Og han har valgt at lade den unge transkønnede Bjørk-Mynte Paulse danse hovedrollen. På den ene side styrker det autenciteten. På den anden side undgår man at provokere. Der er ikke så meget Jens Jørgen Thorsen eller Jørgen Nash over kulturlivet længere.

Blandet oplevelse
Bjørk-Mynte Paulse danser dælme godt. Hun kommer ind på scenen i en scenografi af hvidt og gråtone - en scenografi, der med klæder og lagner ændrer sig undervejs og nogle gange kan forekommet lidt rodet.

De øvrige dansere, Jasmine Gordon, Mathew Rawcliffe, Jon Ipina, Elena P. Nielsen og Mikkel Alexander Tøttrup, er ved at hænge malerier op i scenens dybde - med bagsiden af lærrederne vendt ud mod publikum.

Musikken er en blandet oplevelse. Ind imellem dukker melankolske og indbydende citater op fra den klassiske musik. Men musikken muterer senere til støj med lydeffekter, der skærer i ørerne.

Så står dansen betydeligt stærkere og renere i sit udtryk. Der lægges ud med en stærk kontrast, hvor hovedpersonen - som endnu er manden Einar - forsøger at efterabe sin hustrus feminine ynde. Hustruen danses af Elena P. Nielsen med bløde linjer og bevægelser. Einar er modsat fanget i en maskulin beklædning, der bremser ham.

Et klinisk klædt hold læger er klar med operationskniven anført af den mørke Jon Ipina, og her mærker vi tragedien nærme sig. Kirurgien tager styringen og sender den transkønnede hovedperson ind i et uhyggeligt morads, der ender med hendes død.

I virkelighedens verden døde Lili Elbe i 1931 på kvindeklinikken i Dresden efter al sandsynlighed som følge af de voldsomme indgreb, en tysk læge foretog, blandt andet ved at indoperere æggestokke.

Vild karrusel
Forestillingen byder ikke blot på flere rigtig lækre og meget fascinerende synkrondanse, men også meget følelsesmættede duetter og solo-optrin og også kraftfulde indslag med især Jon Ipina. Tim Rushton er blevet berømt for sine nogle gange næsten vægtløse koreografi, og den ser man også i denne forestilling.

Publikum holder på vejret, da Jon Ipina griber fat om anklerne på Bjørk-Mynte Paulse og svinger hende rundt som en karussel i en form for dødsspiral. Bjørk-Mynte Paulse lader sig på et tidspunkt også falde bagover og bliver grebet af sine med-dansere.

The Danish Girl svinger mellem det stærkt surrealistiske til det jordnære med friske indslag fra streetdance. Nogle danse forekommer lidt rodet, men generelt er forestillingen fyldt med energi og eksplosiv tøjlesløshed og utæmmethed på den gode måde. Hele holdet får skabt en danseforestilling mættet med følelser.

Foto: (c) Jonas Søgaard